Ford forbereder sig på en fremtid med selvkørende biler – nu tager de patent på et sammenklappeligt bord, der har indbygget airbag.

Det hele har sådan en slags Blad Runner-agtig fornemmelse, men det er altså tre mænd fra Dearborn i Michigan, der har udviklet denne ide til fremtidens transport: Et sammenklappeligt bord, der foldes op af gulvet, og som er udviklet til fremtidens selvkørende biler.

Der er ingen tvivl om, at selv ikke de tre patenttagere forventer at se deres bord i produktion lige foreløbigt. Mange ting peger dog på, at vi indenfor de næste 10-15 år vil se biler, der kan køre selv helt uden indblanding fra chaufføren, og så kan man jo ligeså vel bruge tiden på noget andet – som for eksempelvis at spille fisk eller Settlers.

Patentlegen
Selvkørende biler skulle gerne være bedre bilister end nutidens SMS’ende og ukoncentrerede chauffører, men det kan stadig udelukkes, at en selvkørende bil også kan være involveret i en ulykke, og så er det ikke videre hensigtsmæssigt at have en bordplade, man kan trykke næsen flad mod. Derfor har Ford-patentet en indbygget cylinderformet airbag, der springer op i tilfælde af sammenstød. Ikke op fra bordet, men nedefra og fra siden, så man ikke risikerer at få fx sin kaffekop kylet i hovedet.

Nu er det også vigtigt lige at nævne, at bare fordi Ford tager patent på en opfindelse, så er det ikke ensbetydende med, at de har planer om at putte idéen i produktion. Udgangspunktet for producenterne lader til at være, at man hellere vil tage et patent for meget end et for lidt, så idéerne ikke ender i hænderne på konkurrenter. Som eksempel har Ford også taget patent på en ét-hjulet cykel, der anvender det ene baghjul fra en almindelig familiebil. I bilen er der indbygget donkraft, og i hjulet sidder der en elektrisk motor. Men den er altså stadig ikke på ekstraudstyrslisten til en Focus.