VW Iroc koncept er et blik på morgendagens sportsvogn.
Iroc viderefører Scirocco succesen.
Sportsvogn med plads til fire, let design og agile turbomotorer.
Comeback for en succes idé.
For 33 år siden, det var på den internationale biludstilling i Genève, viste Volkswagen en sensationel coupé. Den var kompakt, smart, adræt, rummelig og til en pris, som mange havde råd til. Volkswagen kaldte den Scirocco. Bilen ramte tidens nerve præcist, og der blev produceret over en halv million af første generation Scirocco. I august 2006 har Europas største bilproducent verdenspremiere på fortolkningen af den succesrige Scirocco: Konceptbilen Iroc.
Nyt design af VW sportsvogn.
Ligesom den første Scirocco var det for sin tid, er Iroc det med sin progressive kølergrill og et design, der taler til følelserne, for sin. Begge koncepter er nært forbundne, selv om tre årtier skiller dem. Den første generation Scirocco var en opnåelig drømmebil for mange mennesker. Scirocco var en af 70ernes superstarbiler, designet af Giorgetto Giugiaro, udstyret med fire fuldgyldige sæder, et propert bagagerum, stor bagklap og … masser af selvtillid. Iroc vil puste nyt liv i denne fascinerende idé.
Raceren sportsvogn frem for klassisk coupé.
I modsætning til Scirocco er Iroc ikke en klassisk coupé, men en progressivt designet sportsvogn karakteriseret af et langt tag og en forholdsvis stejl bagende. Det giver to fordele: For det første nogle klare proportioner. Specielt bagfra ses det tydeligt, at det lange tag i forening med sideruderne hviler på brede og stærke skuldre. Et umiskendeligt sportsvognstræk. For det andet har Iroc også plads til to voksne bagi og god plads til bagage. Og dermed balancerer Iroc med sit provokative design mellem hverdagsduelighed, ren køreglæde, ekspressivt ydre og en Volkswagen, d.v.s. en seriefremstillet bil med en attraktiv positionering i forhold til prisen.
Vipergrøn mødes med mørk kulfiber.
Iroc konceptet indeholder adskillige spidsfindigheder i detaljerne. I valg af farve f.eks. Skønt Iroc er alt andet end retro, er den grønne farve en hyldest til første generation Scirocco. Den havde præcis denne farve tilbage i 1976. Ligesom dengang hedder den Vipergrøn metallic. Denne skarpe grønne farve på Iroc bliver især fremtrædende i kontrast til de sorte nuancer, som f.eks. fra kulfiber. Den midterste del af taget er et mørkt tonet glaselement belagt med kulfiberstruktur. Et materiale, som også indgår andre steder.
Gode proportioner.
Med sine korte udhæng og akselafstand på 2680 mm er der god plads inde i Iroc. Konceptbilen er 1400 mm høj, 4240 mm lang og 1800 mm bred. Alu-fælgene, som er specielt designet til Iroc er forsynet med 235 dæk på 19” fælge.
Twincharger og DSG.
Iroc har TSI motor, som Volkswagen kalder Twincharger. Gearskift sker igennem DSG gearkasse. Twincharger motoren blev præsenteret på Golf GT i 2006. Den er intet mindre end verdens mest effektive, firecylindrede motor. Kombinationen af kompressor og turbo viser fremtiden. Kompressoren kompenserer for den typiske turbotøven, som turboladere har ved lave omdrejninger. Turboen leverer til gengæld højt ladetryk ved høje omdrejninger - i modsætning til kompressoren. Kombinationen af begge trykladersystemer til motorer i storproduktion sker kun hos Volkswagen. TSI motoren i Iroc yder 155 kW / 210 HK. I princippet er der et bredt udvalg af motorer med trykladere til Iroc. Det kunne begynde med 110 kW / 150 HK, men uanset hvilken motor, der teoretisk set ville kunne anvendes i Iroc, skal ét være sikkert: Den skal give masser af køreglæde!
Kølergrill og forlygter sender signal om, at Iroc skal være mere end blot en cruiser.Iroc skal være dynamisk, og et blik på frontpartiet alene understreger idéen. Volkswagen har aldrig tidligere vist sådan en kølergrill, og manifesterer dermed en beslutning om, at Volkswagen godt kan have flere ”ansigter”, tilpasset forskellige modeller i forskellige segmenter. Det praktiseres allerede for Golf f.eks. Der er én grill til Trendline, Comfortline og Sportline, mens sportsversionerne GT, GTI og R32 har en helt anden kølergrill.
Kølergrillen er specialfremstillet i let børstet aluminium. Kølergitterets bicelle-heksagoner (sekskanter) er siden den nuværende GTI’s debut blevet et kendetegn for de sportslige Volkswagen modeller. Designet som ét stort sekskantet luftindtag, går kølergitteret helt ned til den sorte beskyttelsesplade. På højre og venstre side af det, er der yderligere to luftindtag til køleluft til bremserne. Mens tværrammen over kølergrillen forsætter op i motorhjælmen, støder sidedelene direkte op til xenon-forlygterne. De er forholdsvis smalle og går som et naturligt forløb ind i den forreste stødfanger.
Markant silhuet.
Det er især taljelinien, fra forhjulene, over dørhåndtaget og op til øverste kant af baglygten, der er markant. Afhængig af perspektiv og måden, lyset falder på, ændrer udseendet sig. Ganske fascinerende, ligesom en spændt muskel at se på.
Det lange tag og den skjulte B-søjle, den markante C-søjle og den indrammede bageste siderude resulterer i en unik og meget dynamisk side. Den har omvendt klassiske sportsvognsproportioner (kort tag/lang motorhjelm), og det gør silhuetten af Iroc unik. Desuden føjer den integrerede spoiler, der afslutter taget, endnu mere dynamik til siden, både funktionelt og stilistisk.
Taljelinie direkte fra sportsvognsskolen, og baglygter så særegne som et fingeraftryk.Baglygternes skulpturelle form er det mest iøjefaldende ved bagpartiet. Men det er proportionerne imellem tag og skulderlinie, der giver bilen karakter. Når de er skarpe, opstår linierne fra den klassiske sportsvogn. Og det er netop, hvad de er på Iroc.
Baglygterne ser ud som øjne. Effekten understreges af selve øjenfaconen på de vandret arrangerede lygtehuse, der nærmest ser ud som en forlængelse af C-søjlen .
Sportssæder med 5-punkts sikkerhedsseler.
Iroc er en fleksibel fire-sæders bil. Bag den brede bagklap gemmer sig et bagagerum på 300 l (samme volumen som på den første Scirocco). Bagagerumskapaciteten kan endda øges ved at folde bagsædet ned.
Den meget sporty orientering ses både ude og inde. Der er særlig fokus på instrumenter og kontakter. To store, nydesignede, runde instrumenter former et visuelt center og er cockpittets centrale element.
Cockpittet bryder med konventionerne. Alle materialer repræsenterer et kreativt brud med det hidtil kendte. Der er kontraster i både farver og finish. Vipergrøn neopren, læder med reptil prægning og tofarvet (sort/anthrasit). Desuden ses higtech-stoffet ”space fabric” (titan sort).
Det robuste dørhåndtag passer i form og farve til den kompakte midterkonsol. Gearstangen ligger i konsollen indtil tændingen er slået til, hvorefter den går i position til at blive brugt – ny måde at tyverisikre bilen på og ny, fascinerende teknologi på samme tid. Endelig viser klimaanlæggets sølvmatterede, sekskantede ventilationsriste af samme facon som kølergrillen den store passion for detaljerne.