Mazda er til april klar med den helt nye Mazda 2. Modelprogrammet og priserne ligger allerede nu klar.

Det bliver muligt at vælge mellem fire motorer - tre benzin- og en dieselmotor, der alle har 1,5 liters slagvolumen. Benzinmotorerne yder henholdsvis 75 hk, 90 hk og 115 hk, mens dieselmotoren yder 105 hk. Derudover er der tre udstyrsniveauer, Core, Vision og Optimum. Antallet af døre skal man ikke tage stilling til, den nye Mazda 2 er altid 5-dørs.

Priser fra 129.990 kr.
Priserne begynder ved 129.990 kr. for en Mazda 2 1,5 Core med 75 hk, 152.990 kr. for en Mazda 2 1,5 Vision med 90 hk og 194.990 for en Mazda2 1,5 Optimum med 115 hk. Dieselmodellen med 105 hk introduceres i august til priser fra 182.490 kr. med Vision-udstyr.

Teknik fra Mazda 3 og Mazda 6
Den nye Mazda 2 udmærker sig i denne klasse ved ikke at være baseret på sin forgænger men i stedet på SKYACTIV-teknologierne fra de større Mazda 3 og Mazda 6. Det gælder blandt andet benzinmotorerne, der har et ekstremt højt kompressionsforhold til gavn for en meget ren forbrænding, et godt kraftoverskud og et lavt brændstofforbrug. Mazda 2 med benzinmotor kører således op til 22,2 km/l ved blandet kørsel.

Dieselmotoren er helt nyudviklet og debuterer i Mazda 2 i august i år. Den har et for en dieselmotor meget lavt kompressionsforhold, hvilket er med til at gøre den meget effektiv og støjsvag, og så er den usædvanligt omdrejningsvilling. Med denne motor kører Mazda 2 op til 29,4 km/l ved blandet kørsel.

Stærk og let
Mazda 2 har også arvet en meget stærk og let karrosseriopbygning med en udbredt brug af højstyrkestål fra sine større søskende. Hertil kommer et stort udvalg af avanceret sikkerhedsudstyr, der kan leveres til Mazda 2 alt efter udstyrsvariant. Det bliver blandt andet muligt at få sin Mazda 2 leveret med blindvinkelalarm, autobrems, vejbaneassistent og fjernlyskontrol, og som noget unikt i klassen kan Mazda 2 også fås med avanceret udstyr som Full LED-forlygter og et head-up-display.

Som en større bil
Man kan med få ord beskrive den nye Mazda 2 som en meget voksen bil i et kompakt format. Mazda har gjort meget ud af skabe en bil, der både er dynamisk og let at håndtere i byen samt komfortabel og stabil ved hurtig motorvejskørsel.

Kabinen er et rart sted at opholde sig, og det bidrager også til fornemmelsen af at køre en større bil. Der er anvendt materialer af høj kvalitet, og det er let for selv store personer at indtage en behagelig kørestilling. Det skyldes blandt andet, at forhjulene er rykket fremad, så der er særligt god plads til benene, og at rattet kan justeres både op og ned samt ind og ud.

Den nye Mazda 2 kan opleves hos de danske Mazda-forhandlere fra midten af april for benzin-udgavernes vedkommende. Dieseludgaverne kommer til i august.