Minitest: BMW M2 Coupé

|

UNGARN: Biltorvet har netop været i Ungarn for at teste den nye BMW M2 coupé. Under testen fik vi mulighed for at testkøre BMW M2 coupe på den verdenskendte F1 racerbane Hungaroring, der ligger syd for Ungarns hovedstad Budapest. Her havde vi rig mulighed for at teste bilens præstationer og køreegenskaber.

BMW M2 har klassisk baghjulstræk og en ydelse af suverænitet, der kendetegnes ved M modellerne, og som går langt tilbage i BMW M’s historie. Den nye M2 coupé har en 3,0 liters 6-cylinderet rækkemotor, der yder hele 370 hk ved 6.500 o/min. Med en kampvægt på kun 1.570 kg så har vi med en sportsvogn at gøre, der med BMW M’s 6-trins manual gearkasse accelererer fra 0-100 km/t på bare 4,5 sekunder. Vælger man derimod at udstyre sin M2 med BMW M’s 7-trins dobbeltkoblings-gearkasse (DKG) med Drivelogic, opnås accelerationen på blot 4,3 sekunder og sikrer optimeret acceleration med ekstra hurtige gearskift. Trods 50 hk forskel fra M2 til M3 så klarer M3 samme acceleration fra 0-100 km/t på 4,3 sekunder, altså samme tid som M2 med 7-trins DKG gearkasse.

På Hungaroring præsterer BMW M2 coupé godt. Den ligger godt i svingene, og gør simpelthen, hvad den skal. Sammenlignet med bilens storebrødre M3-M6, så er der trods færre hk ikke mangel på power, når vi kører BMW M2 rundt på racerbanen. Med bilens væsentligt mindre størrelse og kortere akselafstand kan BMW M2 manøvreres let rundt på banen med en brølen fra de to dobbelte afgangsrør, der giver en symfoni af M-karakter for køreren selv og hans omgivelser.

BMW M2 coupé er yderst adræt og giver ikke pludselige overraskelser, eftersom bilen som standard er udstyret med aktivt M-differentiale, der konstant sikrer bilen maksimal stabilitet og vejgreb under kørslen. BMW M2 coupé nærmest forener sig med racerbanen i dens kombination af køredynamik og kræfter. Da BMW M2 er udstyret med M-kompoundbremser kan vi under testkørslen bremse fra høj hastighed og køre gennem banens kurver uden frygt for, at bilen skal skride af banen, eller at vi ikke kan nå at bremse i tide.

Normalt er M2 elektronisk begrænset til 250 km/t, men vælger du at krydse M-Driver’s Package af på udstyrslisten så forhøjes tophastigheden til 270 km/t (kan i øvrigt eftermonteres, red.). Baseret på nogle timer på racerbane og alm. vej er der ingen tvivl om, at BMW har skabt en sportsvogn af ægte M-karakter. BMW M2 kan køres fyldt med spænding og endeløse boost, men kan samtidig sættes i Comfort Mode, der forvandler bilen fra en hidsig racer til en bil, der sagtens kan køres som hverdagsbil uanset årstid og køreunderlag.

BMW M2 coupé er en bil af mange muligheder, og en bil der af udseende er yderst smuk og elegant udformet med sine rødder fra det ikoniske M-design.

Vi vender tilbage med en mere omfattende test af BMW M2 senere på året.

BMW på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev