Tesla åbner 128 Superchargers i Danmark for ejere af elbiler, som ikke er Tesla'er. Projektet udrulles også til øvrige europæiske lande, og fordelen er, at Tesla på den måde kan åbne endnu flere ladere.

I dag åbner Tesla udvalgte Superchargers i Danmark, Finland, Tyskland, Schweiz og Luxemburg. Flere stationer er allerede åbne for alle elbilsejere i Holland, Frankrig, Norge, Sverige, Spanien, Storbritannien, Belgien og Østrig.I Danmark indgår 128 Superchargers fordelt på otte stationer fra nord til syd i pilotprojektet, hvilket gør Tesla Superchargers til det største hurtigladenetværk i Danmark (>150 kW).

Interesseret i en brugt Tesla? Så klik her

Adgang til et omfattende, praktisk og pålideligt hurtigopladningsnetværk er afgørende for udbredelsen af elbiler i stor skala. Derfor har vi, siden vi åbnede vores første Superchargers i 2012, forpligtet os til hurtig udvidelse af netværket. I dag har vi mere end 35.000 Superchargers på verdensplan, udtaler Maria Lantz, som er pressechef for Tesla i Sverige, Finland og Danmark.

Fordele og ulemper

Via Tesla-appen bliver stationerne i pilotprojektet nu tilgængelige for elbilsejere af andet mærke end Tesla i flere lande. Brugere af Tesla-biler kan fortsætte med at benytte disse ladestationer, som de altid har gjort, og man vil lytte nøje til kundernes beretninger om deres oplevelser. En frygt kunne nemlig være, at Tesla-ejerne fremover vil kunne risikere at stå i kø til at lade, ligesom øvrige elbil-ejere kan opleve.

Elbil uden bagsiden - brugttest af Tesla Model 3

Fordelen for Tesla er til gengæld, at jo flere kunder der bruger Supercharger-netværket, jo hurtigere kan man udvide netværket endnu mere. Teslas mål er at fortsætte udvidelsen af netværket aggressivt, så de i sidste ende kan byde både Tesla-brugere og andre elbilsejere velkomne til alle Superchargers verden over.

Så meget koster det at bruge Supercharger

Pilotprojektet introducerer en model for medlemskab. Elbilsejere af andre bilmærke kan vælge et månedligt abonnement til 99 kroner om måneden i Tesla-appen og udnytte samme kWh-pris som Tesla-ejere, 4,35 kroner. De, som ikke vælger medlemskab vil kunne oplade til en højere gennemsnitlig kWh-pris på 5,53 kroner. Priser for opladning er tilgængelige i Tesla-appen og varierer mellem de forskellige stationer, der er involveret i pilotprojektet.

Skør coupé, men perfekt elbil – Audi Q4 e-tron Quattro Sportback

I første omgang åbner nogle få udvalgte stationer for at overvåge kapacitet, opleve og vurdere resultater. De udvalgte stationer, som åbner, har ledig kapacitet. Stationer med høj trafik vil på nuværende tidspunkt ikke åbne.

Tesla-ejere har fordel af nem integration mellem ladestander og bil, optimeret ruteplanlægning og forvarmning af batteri. Tesla-ejere har også adgang til de mest attraktive priser for opladning på alle Supercharger-stationer.