Ny registreringsafgift - hvad betyder det?

|

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en regulering af afgiften på biler i Danmark. Dette har resulteret i, at den lave afgiftssats sænkes fra de nuværende 105 procent til 85 procent. Den høje sats fastholdes på de 150 procent, men grænsen – også kaldet skalaknækket, hæves fra de nuværende 106.000 kroner til 185.000 kroner. Den nye registreringsafgiftsaftale forventes at blive godkendt pr. 3. oktober 2017 og træder herefter i kraft.

Ifølge regeringen så vægter man derved større og mere sikre biler højere, når familien Danmark skal på bilindkøb. De mindre biler, altså mikrobilerne, bliver dyrere.

Vi har sammensat en lille liste over biler i forskellige klasser og de ændringer det får for prisen.

Fords nye Fiesta med Titanium udstyr og 100 hk EcoBoost motor koster 169.370 kroner. Den vil fremover koste 164.500 kroner. Det er en besparelse på 4.870 kroner.

En Ford Focus med 125 hk Ecoboost motor og Fun udstyrspakke koster 222.660 kroner. Den vil fremover kunne købes for 212.740 kroner. Altså en besparelse på 9.920 kroner.

Kigge vi f.eks. på en VW up! med 60 hk TSI motor og Take up! udstyrsniveau. Den koster på nuværende tidspunkt 101.994 kroner. Den vil fremover koste 103.574 kroner. Altså en stigning på 1.580 kroner.

En populær bil som VW Golf med 125 hk motor og Trendline udstyr. Den koster 234.995 kroner, men kan fremover erhverves for 224.798 kroner. Her sparer du altså 10.197 kroner.

En bestseller i Danmark er Peugeot 208. Her koster en 1,6 liters HDi med 100 hk 159.990 kroner. Den vil fremover koste 154.990 kroner – altså en besparelse på 5.000 kroner.

I premium-klassen koster en BMW 320d Advantage 565.900 kroner. Men med de nye afgifter bliver prisen 507.595 kroner. Altså en besparelse på hele 58.305 kroner.

Kigger vi mod Audi så koster en Q5 2,0 TDI 626.120 kroner. Men den falder 49.305 kroner og derfor fås fra 576.815 kroner.

Ovennævnte eksempler viser tydeligt, at det er de større og mere sikre biler, der nyder godt af det nye afgiftssystem, hvilket bl.a. giver større sikkerhed på vejene. Men, dette er næppe det sidste vi hører til bilafgifterne. Der er flere og flere der hælder til en total omlægning, der udelukkende skal baseres på bilernes tekniske niveau, sikkerhed, emissionstal og brændstoføkonomi. En ting er dog sikkert – det vil altid være et emne, der bliver diskuteret i Danmark. Et emne vi følger tæt her på Biltorvet.

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev