Fiat genopliver det prestigefyldte motorsportsmærke Abarth. Den legendariske skorpion i Abarths logo indtager i første omgang Grande Punto, som dermed lanceres i en fræk sportsudgave.

Efter nogle års pause relancerer den italienske bilproducent det gamle, prestigefyldte GTI-mærke Abarth. Første skridt i initiativet, der kommer til at involvere en række af Fiats modeller, er en Abarth-version af Grande Punto.

Abarth blev grundlagt af Carlo Abarth efter Anden Verdenskrig som et motorsportsteam med egne racerbiler. Til navnet og den legendariske skorpion, som udgør logoet, knytter sig utallige motorsportssejre og en passion for fart og biler. Det har givet mærket en næsten kultagtig status inden for moderne motorsport. I 1971 købte Fiat mærket og begyndte at producere Abarth-versioner – dvs. sportsudgaver – af forskellige Fiat-modeller.

”Abarth har altid været kendetegnet ved sportslige biler med masser af passion og konkurrencedygtighed. Nu vender mærket altså tilbage i en ny serie, som bærer tydeligt præg af sine rødder i motorsportsverdenen. Den første model – Grande Punto Abarth – henvender sig til de, der prioriterer lækkert design, komfort og køreglæde og samtidig godt kan lide, at bilen har en vis portion power og ikke lægger skjul på det,” siger brand manager i Fiat Automobiler Danmark A/S, Steffen Holm.

Grande Punto er kendt for sit elegante italienske design med bløde linjer og en helt unik front med et anstrøg af Maserati. I Abarth-versionen er stilen gjort endnu mere sporty med bl.a. det karakteristiske skorpionlogo, store 17” Abarth-alu-fælge, et specifikt Abarth-interiør med helt specielle sportssæder samt en række andre unikke Abarth-detaljer.

Bilen lanceres i Danmark til november med en 1,4 liter turbomotor, som yder 150 hk. På et senere tidspunkt introduceres en version med 180 hk – hvilket er dobbelt så meget som i basisversionen af Grande Punto!