Toyota Yaris er blevet skarpere at se på og mere sikker. Det koster selvfølgelig, men prisstigningen er minimal – 5.000 kroner for den almindelige Yaris og 3.000 kroner for den nye Yaris Hybrid.

Toyota har taget skeen i den anden hånd, så hvis du er til friske biler, kan du godt glæde dig til den nye Yaris, som med lavere tyngdepunkt og bredere sporvidde har fået mere dynamiske køreegenskaber og en helt nyudviklet tre-cylindret hybridmotor. Bilen introduceres i Danmark til september, men allerede nu åbner Toyota for forsalget, og priserne starter fra 129.990 kroner.

Her er den nye Toyota Yaris – endelig får den teknik fra det 21. århundrede

Det er en sølle prisstigning fra den nuværende model, som starter ved 124.990 kroner for en Yaris T1 med 72 hestekræfter. Det er til trods for, at Toyota lover, at Yaris bliver den sikreste bil i sin klasse. Den er udviklet til at kunne opnå den bedste førerbeskyttelse, når sikkerhedskravene skærpes yderligere fra 2020. For eksempel vil den nye Yaris være den første bil i den kompakte minibilklasse, der får airbag mellem forsæderne for bedre beskyttelse i tilfælde af en sidekollision.

Populær hybrid
Yaris er Toyotas bedst sælgende model, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. I Danmark står hybriden for over halvdelen af de solgte Yaris-modeller, og Toyota spår, at denne andel vil vokse yderligere med den nye Yaris. Her ligger der nemlig en helt ny generation af Toyotas hybridteknologi, som i kombination med en trecylindret 1.5-liters benzinmotor yder 116 hestekræfter og mønstrer en gennemsnitlig brændstoføkonomi på 26,3 km/l efter den strammere WLTP-testmetode. Prisen for den nye variant starter ved 165.990 kroner, en lille stigning i forhold til den nuværende 100 hestes Hybrid, som koster 162.990 kroner.

Højbenet Yaris skal sikre Toyotas dominans

Den laveste udstyrsudgave af den helt nye Yaris Hybrid vil i stil med den nuværende blive navngivet H1. Her byder listen af standardudstyr på både fuldautomatisk klimaanlæg, LED-kørelys, syv tommer multimedieskærm med Apple CarPlay og Android Auto, elruder foran, elektriske sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås samt den seneste generation af Toyotas sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense.

Med sikkerhedspakken følger altid en adaptiv fartpilot, der også fungerer i køkørsel. Derudover rummer sikkerhedspakken også automatisk nødbremse for andre biler og for fodgængere både i dagslys og mørke samt nødbremse for cyklister i dagslys.

Særlig introduktionsudgave
Toyota tilbyder her i forsalgsperioden også en særlig udstyrsudgave, der har fået navnet Yaris Hybrid H3 Premier Edition. Udstyrslisten rummer 17 tommer alufælge, 2-zoners klimaanlæg, sortlakeret tag, interiør med røde syninger, sportssæder med indtræk i dellæder, digital instrumentpanel, head-up display i farver, otte tommer multimedieskærm, LED-forlygter og baglygter, automatisk nedblændeligt bakspejl, bakkamera, varme i rattet, regnsensor og akustisk lyddæmpende forrude blot for at nævne noget.

Toyota skaber fremtidig rallylegende – GR Yaris har firehjulstræk og 261 heste

Introduktionsudgaven Yaris Hybrid H3 Premier Edition placerer sig prismæssigt noget højere end H1-standardudgaven. Men til trods for den omfattende udstyrsliste vil man i forsalgsperioden frem til introduktionen i september kunne få den for 239.990 kroner.