Alfa Romeo introducerer to helt nye motorer til den charmerende Alfa MiTo. Med helt op til 23,3 km/l, nylige topkarakterer i EuroNCAP sikkerhedstest og en lavere startpris bliver den smukke Alfa MiTo endnu mere attraktiv i 2009.

Alfa MiTo kommer nu med to helt nye motorer, der er resultatet af Fiat-koncernens målrettede arbejde med såkaldt ”down-sizing”, hvor motorerne optimeres med hensyn til benzinforbrug og CO2-udledning uden at belaste ydeevnen.

Den ene nye motor er en 1.4 liters benzinmotor med turbo og 120 hk, som klare 16,4 km/l. Den anden en ny 1.3 liters dieselmotor med 90 hk, der takket være en ny sekstrins gearkasse rammer et enestående lavt brændstofforbrug. Den nye Alfa MiTo 1.3 JTDm opnår imponerende 23,3 km/l, hvilket er det laveste forbrug for en Alfa Romeo nogensinde. Samtidig er CO2-udslippet reduceret til blot 114 g/km.

”Takket være et flot drejningsmoment på hele 200 nm, og en sekstrins gearkasse præsterer den nye dieselmotor utrolig flot, og da Alfa D.N.A.-systemet samtidig følger med som en del af standardudstyret, mister man ikke den særlige Alfa-følelse bag rattet,” siger Steffen Holm, pressechef for Fiat Group Automobiles Denmark A/S.

Alfa MiTo har oven i købet modtaget topkarakteren fem stjerner i EuroNCAP’s sikkerhedstest. I testen imponerer Alfa MiTo samtidig ved at være blandt de fem biler, som ud af 25 testede bilmodeller lever op til Euro NCAP’s nye piskesmældstest. Et par af årsagerne til de flotte testresultater skal findes i Alfa MiTo’s syv airbags, selealarmer på alle fem pladser samt aktive hovedstøtter, der effektivt beskytter mod piskesmæld.

Med introduktionen af de ny motorer barberer Alfa Romeo samtidig 30.000 kroner af prisen for en Alfa MiTo, der nu begynder ved kr. 237.500 for en Alfa MiTo 1.3 JTDm Progression. Det giver MiTo endnu et stærkt kort på hånden i markedet for eksklusive minibiler.