Den italienske bilproducent lægger nu massivt pres på dieselmarkedet og nedsætter prisen på dieseludgaven af den populære Grande Punto med næsten ti procent. Dermed kan Fiat tilbyde en af markedets billigste dieselbiler i klassen.

Grande Punto 1.3 16v Multijet er et rigtig godt bud på en økonomisk bil – ja, faktisk har Fiat netop sat prisen så langt ned, at den nu er blandt markedets billigste dieselbiler i sin klasse. Dieseludgaverne af Grande Punto fås således til priser fra godt 144.000 kr. til godt 155.000 kr. – og som noget nyt i to udstyrsniveauer.

Med den markante prisnedsættelse ønsker Fiat at sætte skub i dieselmarkedet og samtidig imødekomme et stigende behov blandt danskerne:

”Stadig flere danskere flytter ud af byerne på grund af de høje boligpriser i byområderne, og de kører derfor langt til og fra arbejde hver dag. Derfor ser vi nu et stærkt stigende behov for økonomiske biler, som også kan følge med, når det gælder miljøvenlighed, design og udstyr. Det behov vil vi gerne imødekomme – og derfor har vi sat prisen på dieselmodellen af Grande Punto ned med næsten ti pct.,” siger Niels Rønnebech, adm. direktør i Fiat Automobiler Danmark A/S.

Revolutionerende teknologi
Grande Punto 1.3 16v Multijet er ikke blot særdeles billig i anskaffelse – den er også økonomisk i drift. Faktisk er den hele 20-40 pct. mere økonomisk end sine benzinkolleger. Det skyldes primært den berømte Common Rail turbodieselmotor, som blev udviklet af Fiat i 1990’erne, hvor den revolutionerede hele dieselmarkedet og satte en helt ny standard for dieselmotorer. Common Rail bliver i dag brugt med stor succes af så godt som alle bilfabrikanter, fordi den fuldt ud lever op til de krav, bilister i dag stiller til ydeevne, forbrug, støjniveau og miljøvenlighed.

Multijet-motoren er Fiats videreudvikling af Common Rail-teknologien, og den markerer sig ved endnu bedre ydeevne, lavere forbrug, markant mindre støj og mindre forurening i forhold til tidligere traditionelle dieselmotorer. Motoren er stor, hvad angår ydeevne, og lille, hvad angår størrelse. Således yder den75 hk, mens den kun vejer 130 kg – hvilket er mindst 50 kg mindre end tilsvarende motorer. Dermed egner den sig rigtig godt til en bil som Grande Punto.

To udstyrsniveauer
Udstyret i Grande Punto 1.3 16v Multijet tæller i Active-versionen bl.a. ratbetjent radio og cd, el-ruder og el-spejle, fjernbetjent central-lås, justerbart rat, tripcomputer mv. Som noget nyt kan Grande Punto Multijet også leveres med Dynamic-udstyr, hvilket bl.a. indbefatter splitbagsæde, tripcomputer udvidet temperaturmåler, lakerede sidespejle og dørhåndtag samt læderrat og -gearknop. Dynamic-udstyret er tilmed blevet billigere end hidtil i Grande Punto-modelprogrammet. Aircondition eller to-zone klimaanlæg kan tilvælges som billigt ekstraudstyr.

Der er også sket en spændende og positiv ændring på benzinsiden. Grande Punto 1.4 16v Dynamic er således også sat ned i pris og koster nu kun 165.712 kr. med tre døre og 171.712 kr. med fem.  Derudover er ESP og aircondition som noget nyt blevet standardudstyr i forbindelse med 1.4 16v-motoren. 


Fakta om Grande Punto 1.3 16v Multijet

Effekt:                   75 HK
Drejningsmoment: 190 Nm ved 1750 omdrejninger
Tophastighed:        165 km/t
0-100 km/t:            13,6 sek.
Brændstofforbrug*: 22,2 km/l
*) ved kombineret kørsel.

De nye priser på Grande Punto dieselversioner (ekskl. levering):

Grande Punto 1.3 16v Multijet Active 3-dørs:     144.615 kr.
Grande Punto 1.3 16v Multijet Active 5-dørs:     149.976 kr.
Grande Punto 1.3 16v Multijet Dynamic 3-dørs:  149.472 kr.
Grande Punto 1.3 16v Multijet Dynamic 5-dørs:  155.472 kr.

Udstyr i Grande Punto 1.3 16v Multijet

Active:
- Seks airbags
- Tripcomputer
- El-ruder fortil og el-spejle
- 15” fælge
- Fjernbetjent C-lås
- Integreret CD anlæg med ratbetjening
- 4-vejs justerbart rat
- Højdejusterbart førersæde
- To ISO-Fix beslag på bagsæde

Dynamic:
Udover ovenstående udstyr har Dynamic-versionen desuden:

- Læderrat og lædergearknop
- Splitbagsæde
- Indfarvede dørhåndtag og sidespejle
- El-sidespejle med varme
- Stor tripcomputer med My Car