Stort boom i antallet af privatleasing

|

Danskerne er tilsyneladende blevet glade for at privatlease deres bil. Der har således aldrig tidligere været så mange nyregistreringer på en måned, hvor der har været tale om privatleasing, som det var tilfældet i december måned. 1825 bilkøbere valgte denne løsning, hvilket blot er en fortsættelse af den tendens, som begyndte i oktober måned 2014. Her var det 1549, der valgte at privatlease deres nye bil, hvilket var næsten en fordobling i forhold til måneden før, og en ny rekord. Rekorden blev dog slået allerede igen i november, hvor antallet var 1613, og den blev altså overgået igen med 1825 i den sidste måned af 2014, viser tal fra bilstatistik.dk

En tendens som Claus Nyboe, der er direktør i Biltorvet.dk, der er landets største markedsplads for handel med nyere brugte biler, godt kan forstå, men som han også mener, der er visse ulemper ved.

” Som udgangspunkt er det stadig sjældent en god forretning at lease sin bil frem for at købe den, men det rummer selvfølgelig de fordele, at man kender sin udgift hver måned og ikke skal tænke på at sælge bilen, når man vil skifte, siger han.

Peugeot er den klare favorit
Peugeot er i særklasse det mærke, som langt de fleste private foretrækker at lease. Med hele 746 biler er over 40 procent af de privatleasede biler fra Peugeot, mens der er langt ned til Honda på andenpladsen med 198 leasede biler.

Det er ikke overraskende især den lille 108’er, som er populær med hele 604 privatleasede biler, derefter 308’eren med 75 biler og så Peugeot 208 med 67.

Fordelt ud over hele året så er det stadig Peugeot, der klart er det mest privatleasede bilmærke. Der har dog været måneder, hvor Volkswagen har overhalet franskmændene, og blandt andet i september måned, var tyskerne langt foran Peugeot.

”Vi ser i øjeblikket en markant del af markedet for privatkøb flytte over på leasing, men tendensen er klart båret frem af nogle exceptionelt skarpe kampagner, først hos Volkswagen og nu ikke mindst hos Peugeot. Man skal dog som bilkøber være opmærksom på, at disse kampagnetilbud for det meste kun inkluderer 15.000 kilometer om året, og kører man mere end dette, så bliver det dyrt, siger Claus Nyboe.

 

Fakta: De fem mest privatleasede bilmærker i december

Peugeot: 746

Honda: 198

Volkswagen: 195

BMW: 154

Renault: 121

 

Fakta: De fem mest privatleasede bilmærker i 2014

Peugeot: 4243

Volkswagen: 2298

BMW: 1174

Audi: 956

Fiat: 666

Kilde: Bilstatistik.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev