McLaren F1 rystede i sin tid posen for, hvordan en superbil kunne se ud, ved at være både brugbar og rekordhurtig, og nu er manden bag, Gordon Murray mindsandten og en smule overraskende klar med en efterfølger i eget navn. Den er ikke mindre opsigtsvækkende.
Alle der kender lidt til biler, får våde øjne når talen falder på McLaren F1, den legendariske superbil, der var verdens hurtigste i årtier og hvor føreren sidder i midten, med to passagerer sådan lidt bagved og omkring sig. Det var måske den sidste bil, du kunne køre til et løb i, vinde det og køre hjem igen. Nu er den manden bag, Gordon Murray, klar med efterfølgeren, men du finder den ikke på McLarens hjemmeside, men på hans egen. Dens fulde navn er GMA T.50, hvor GMA står for Gordon Murray Automotive.
Ligesom F1, bliver den kun lavet i 100 eksemplarer (ok, F1 blev lavet i 106 stk, men så næsten da) og de svineheldige ejere får lov at betale små 2,36 millioner pund (små 20 mio. kr.) for den, hvilket jo er slagtilbud i forhold til F1'eren, der i dag er et eftertragtet samlerobjekt, som går for flere hundrede millioner kroner.
Gamle og nye tricks
Hvordan har Gordon så rystet posen denne gang? Jo, han har trukket gammelkendte tricks op ad tryllehatten som lav vægt, kun 936 kilo vejer den, førersædet er i midten, mens motoren ligesom forgængeren er lynhurtig og stærk, og er uden tvangsfordring. Den henter kræfterne fra vanvittigt mange omdrejninger, hvor det røde felt først sætter ind ved 12.100 o/m og det er det højeste i nogen produktionsbil nogensinde. Motoren har Coswort bygget specifikt efter Gordons pegefinger, og det er blevet til nok noget af det smukkeste stykke mekanik, midt i disse digitale hybridtider. Måske vil det også være den sidste af sin slags, og på den måde både et punktum og et højdepunkt.
Maskinen er på 3,9 liter, og giver 663 hk ved svimlende 11.500 o/m, og den rammer de maksimale 12.100 o/m på kun 0,3 sekund. Det er jo helt vildt. Den yder 166 hk pr. liter og det er rekord for en motor uden tvangsfodring.
Det maksimale moment er på 467 Nm ved 9000 o/m, men du har 71 porcent af det klar allerede nede ved 2500 o/m. Med sin aluminiumsblok og koblingshus, ventiler og andre løsdele i titanium vejer motoren kun 178 kilo og er dermed den letteste V12 nogensinde. I reklamematerialet loves også den bedste V12-lyd nogensinde.
Der er ikke guldfolie i motorrummet som varmeskjold, som i F1'eren, faktisk er der i stedet udsigt til den gennem glas i motorhjelmen, der åbnes todelt i mågevingedesign. En af Gordons akilleshæle er, at en superbil også skal være brugbar, så derfor er der to trim til motoren, et GT-program og et Power-program, hvor GT begrænser dig til 600 hk og kun 9.500 o/m.
Den forbudte fane
Det største trylletrick, som måske giver T.50 den afgørende X-faktor, så den kan blive ligeså legendarisk som F1 finder vi i bagenden. Der er ingen vinger på vognen, for det bryder med Gordons filosofi om at holde tingene simple og enkle. I stedet styres aerodynamikken med en 40 cm stor blæser bagtil, ligesom den han i sin tid designede til Formel 1-teamet Brabham i 1978, som han dengang arbejdede for. Desværre viste "the fan car," som den blev døbt, sig så effektiv, at den fejede alle konkurrenterne af banen, hvor den med Niki Lauda bag rattet vandt sit debutløb i Anderstorp, Sverige og derfor blev teknikken bandlyst. Vidst nok også fordi den sugede og sendte byger af småsten på alle dem, der nu måtte være bagved, men måske endnu mere fordi Bernie Ecclestone, der ejede Brabham på det tidspunkt, gerne ville være formand i den dengang styrende F1-organisation FOCA, og de andre medlemmer syntes hans Brabham var lige vel opfindsom. Så føjede han sig.
Historien melder ikke noget om T.50 har et problem med at suge grus op, men til gengæld skulle den have helt styr på luftstrømmen. Med vinger får man altid modstand, men med fanen kan luftstrømmen styres igennem venturier og diffusere, så der er downforce, når man har brug for det, og når man så kører ligeud fx på autobahn, kan fanen nøjes med at lave en stabiliserende luftstrøm uden turbulens bagud. Det styres manuelt via en knap, og der er seks programmer at vælge mellem.
Resten af T.50 er som man forventer - kulfiberbremser, kulfiberkarosse og masser af vægtbesparelser helt ned til hver eneste skrue. Gearkassen er dog endnu en overraskelse. Det er en manuel sekstrins uden automatskift. Den er specialbygget og vejer kun 80,5 kilo. Sådan mener Gordon det skal være. Det er jo en analog supervogn, måske den sidste af sin slags, og det begynder faktisk at give ret meget mening det hele.
Hvor hurtig den er, vides endnu ikke, og det er også ret uinteressant ifølge Gordon selv. Fokus har været at lave den ultimative vogn, der kan give køreren analog køreglæde hele dagen lang, og samtidigt være en brugbar vogn. Så kommer rekorderne måske senere, men det må vi vente med at se til lidt tættere på 2022, hvor vognen frigives. Det er jo så præcis, hvor F1'eren fejrer 30 års jubilæum. Apropos jubilæum, så hedder GMA T.50, 50, fordi Gordon fejrer, at det er hans design nummer 50 og, at han har været bildesigner i 50 år. Det er jo altsammen såre smukt.
Se en præsentationsfilmen her, hvor Gordon taler om det nye design.
4 facts, du nok ikke vidste:
1) Der er ingen plastik i kabinen af T.50, alt er kulfiber eller metal. Fx er instrumenthusets skive, der viser tallene maskineret ud af et stykke aluminium og det er viseren også.
2) Den er ret kompakt. Nogle milllimeter kortere og bredere end en Porsche Boxter. Forgængeren var også på størrelse med datidens Boxtere.
3) Apropos den gamle McLaren F1, så havde den også sugefaner, to små af slagsen, der virkerede lokalt i diffuseren, og gav nogle få procent mere downforce.
4) Motoren kalder Gordon for en 3,9 liter. Men den er faktisk 3994 ccm, så den burde hedde 4,0. Gordon er fascineret af de hedengange små V12'ere som fx 3,3-literen i en Ferrari GTO og havde sigtet på det, men da vægten af T.50 ikke kunne holdes under 900 kilo, bøjede han sig og fik lidt mere luft i cylindrende og dermed mere umpf i motoren.