Volvo og deres hustuner Polestar præsenterer en 600 hk stærk hybrid-sportsvogn, der er startskuddet på Volvos elektriske eventyr.

Polestar 1 – det lyder ikke ligefremt sejt. Men der er noget under opsejling hos Volvo. Deres hustuner Polestar har fået besked på at droppe udviklingen af tuningschips og skørtesæt til de almindelige Volvo-modeller, og i stedet rette blikket mod horisonten. Volvo vil være i front, når det kommer til sportsvogne på alternative drivmidler, og første bud er Polestar 1.

Polestar 1 er trods et-tallet en todørs, 2+2 sæders Grand Tourer Coupé med en drivlinje, som Volvo har døbt Electric Performance Hybrid. Reelt er det en hybrid, men med en elmotor, der får støtte af en forbrændingsmotor. På ren el kan Polestar 1 tilbagelægge 150 km, som er noget længere end vi er vant til. Ydelsen er 600 hk med et drejningsmoment på 1000 Nm.

XC90’s lillesøster
Polestar 1 skal bygges på Volvo’s Scalable Platform Architecture (SPA), som også findes under eksempelvis XC90. Til forskel fra SUV’en er omkring halvdelen af sportsvognen dog specialudviklet af Polestars teknikere. For at opnå endnu bedre køredynamik er Polestar 1 udstyret med en række nye teknologier. Det er blandt andet den første bil i verden, der er udstyret med Öhlins chassisteknologi Continuously Controlled Electronic Suspension (CESi). Et kulfiberkarrosseri giver lavere vægt og 45procent bedre torsionsstivhed, ligesom man får et lavere tyngdepunkt. Endvidere har bagakslen to separate elmotorer, så hvert hjul accelererer mere præcist.

Polestar 1 skal bygges i Kina på Polestars helt nye Production Centre i Chengdu. Anlægget er under opførelse og forventes at stå færdig i midten af 2018.

Nyt elektrisk eventyr
Polestar vil være anderledes på flere måder. Det gælder også ejerskabet. Biler kan kun bestilles online og bliver udbudt på en to- eller treårig abonnementsaftale, der inkluderer ydelser som afhentning og levering i forbindelse med service samt muligheden for at leje en erstatningsbil fra Volvo og Polestar-programmet. Abonnementsaftalen, som er uden førstegangsydelse, afregnes månedsvis. Den faste månedlige ydelse gør det let at råde over en Polestar-bil.

Bilen er forsynet med Phone-As-Key-teknologi, der gør det muligt at dele en virtuel nøglekode. Polestar 1 forventes at være klar til levering i midten af 2019, hvor den bliver udbudt på abonnementbasis til kunder i Sverige, Norge, Holland, Tyskland, Belgien, Frankrig, Kina, Canada og USA. På nuværende tidspunkt bliver det ikke muligt at abonnere på en Polestar 1 i Danmark, eftersom der alene bliver etableret anlæg, såkaldte Polestar Spaces, i ovennævnte lande.

Fremtidige biler fra Polestar bliver rene el-biler. Polestar 2 går i produktion i løbet af 2019 og bliver den første såkaldte elektriske bil (BEV) fra Volvo. Det er en mellemstørrelse BEV, der skal konkurrere med modeller som Tesla Model 3 med deraf følgende højere volumen. Senere kommer også en større Polestar, en SUV BEV, Polestar 3.