Et af de mere specielle områder, når det drejer sig om biler, er firehjulstrækkerne. Masser af mennesker køber dem og elsker at køre i dem – men, alligevel kan man godt føle at de bliver lidt overset i dagligdagen – i hvert fald i Danmark.Testbilen.dk har i samarbejde med Biltorvet valgt at gøre noget ved dette og kårer derfor Årets 4x4 i Danmark 2005. Kåringen fandt sted i det militære øvelsesterræn nord for Aalborg, hvor en gruppe af journalister fra Testbilen.dk og Biltorvet fandt frem til en vinder.

Du kan læse om kåringen herunder, eller du læse om kåringen i pdf-filen med billeder og specifikationer på alle biler.
Hent pdf-filen her (8 mb).

Se video fra kåringen nederst på denne side.

Hummer H2
I den store klasse var konkurrencen hård, da vi startede med mudderkørsel. Det er et af de punkter, hvor man virkelig ser, hvad det er at biler og ikke mindst deres elektronik og rå muskelstyrke kan klare. Hummer H2 havde på intet tidspunkt problemer med mudderet og forcerede uden problemer alt, hvad vi stillede den overfor.

Grunden til dette er en kombination af den råstyrke, som den store V8’er har, og de monterede dæk (standard), som Hummer stillede op med. Det samme gjord sig gældende når det drejede sig om kørsel i sand. Der var ikke noget, der kunne stoppe den store H2’er. Da turen kom til ”climbing” disciplinen, viste Hummeren endnu engang at den uden problemer kan forcerer selv de mest voldsomme forhindringer. Selv publikum fra den lokale Land Rover klub måtte nikkede anerkendende og klappe i deres hænder. I ”descent” disciplinen gjorde Hummer H2 det også godt. En smule mere motorbremse ville dog være rart – specielt når bilen er så stor, som den er. Asfaltkørsel er egentlig OK i en H2 – men sammenlignet med en del af konkurrenterne, bliver der lidt for meget truckerkørsel over det. Bilens størrelse kan i nogle situationer gøre bykørsel til lidt af en prøve, selvom den absolut overrasker positivt på dette område.

Land Rover Discovery
Land Rover Discovery havde ikke de store problemer med mudderet, når bare man fik valgt det rigtige elektroniske program. Alligevel satte bilen sig fast ved en af testkørslerne og måtte hives fri. Årsagen til dette var dækmonteringen (standard), som er beregnet til asfalt og lettere terræn. Kørsel i sand var en let sag for den teknologisk avancerede Land Rover. Når bare man sørgede for at vælge det korrekte program inden man startede sin kørsel, så gik det som en leg. Det samme må siges om ”climbing” disciplinen. Selvom Discovery III ikke kastede sig over de enorme forhindringer, som f.eks. Hummeren, så var der ingen problemer på dette område.

Ved kørsel ned af bakke var Land Roveren i sit es. Men Hill Descent Control foregik al nedkørsel på bedste maner. Dette var også tilfældet med alm. kørsel på asfalt. Med standard dækmontering, var det en meget stor fornøjelse at kører rundt i den store englænder.

Kia Sorento
I mellemklassen overraskede Kia Sorento med sine evner i mudder. Selvom bilen sad fast en enkelt gang, lykkedes det faktisk en meget erfaren 4x4 chauffør at få den fri ved egen hjælp. Den kraftige motor og de monterede dæk (ikke standard) viste her, at det er godt at være forberedt til kørsel i terræn. Sand var ikke det store problem for Kia Sorento, der takket være sin gode motor og ændrede dækmontering ikke stod tilbage for de tunge drenge i netop denne disciplin.

Kørsel op ad bakke voldte da heller ikke de store problemer, når bare man valgte det rigtige gear fra start. Motorbremsen ved nedkørsel fungerede også glimrende, dog uden af skille sig ud. Normalt er Sorento en ganske behageligt bekendtskab på almindelig vej – men med de noget grovere terrændæk, forsvandt noget af det behagelige. Dette er prisen man må betale, hvis man gerne vil klare sig godt i terræn.

Chevrolet Silverado
Chevrolet Silverado kunne slet ikke være med, da det kom til muddertesten. På trods af sin enorme motorkraft, ville bilen ikke lade være med at hoppe og danse med baghjulene. Dette vel af mærke med masser af ekstra ballast. Silverado dumpede til fulde den mudrede test. Desværre kan vi sige det samme om sand og climbing testen også. Bilen er ikke beregnet til krævende terræn, hvilket vi tydeligt mærkede. Ved nedkørsel kunne vi dog godt få smilet frem. Den kraftige motor gjorde sit til at bremse den store vogn ned til et behageligt tempo og en meget behagelig nedkørsel. Kørsel på almindelig asfalt er lidt af en speciel oplevelse. Silverado er meget amerikansk og derfor meget stor og ”flydende” ved normal kørsel. Nogen kan lide det, andre kan ikke.

Suzuki Grand Vitara
Suzuki Grand Vitara klarede sig ganske fornuftigt, men manglede motorkraft da det virkelig gjaldt. De standardmonterede dæk var heller ikke til megen hjælp og japaneren skøjtede en del rundt i det smattede element. Ved kørsel i sand gik det dog noget bedre, om end XL-7’erens længde gav den problemer når den skulle forcerer meget vinklede forhindringer. Her ville den almindelige Grand Vitara have haft det bedre. Kørsel op ad bakke var ikke Suzuki’ens yndlingsret. Det manglede den simpelthen power og dæk til. Kørsel ned af bakke var heller ikke noget at råbe hurra for og Suzuki’en må her se sig slået stort.

På asfalt er Suzuki Grand Vitara XL-7 ganske glimrende. Man skal dog være på vagt når der drejes, i f.eks. en rundkørsel, da den store vogn godt vil smide bagenden.

BMW X3
I den mindste klasse stod begge biler af, næsten før de ramte mudderet. Dette til dels pga. den lavere frihøjde og de almindelige landevejsdæk. Kend din bils begrænsninger fra starten af. Hverken mudder, sand, climbing eller descent var noget, som BMW X3 var særlig glad for. Alligevel blev vi lidt imponerede, når bilen skulle op ad bakke. Hvis det lykkedes chaufføren at fange motoren lige på det punkt, hvor turboen slår til, så strøg den lille BMW til tops. Også selvom underlaget var lidt tungt. Men, generelt manglede bilen alt det, der skal til for at begå sig i terræn. På asfalt derimod er X3 et yderst behagelig bekendtskab, der takket være sit firehjulstræk vil være til stor hjælp for mange i det smattede danske vintervejr.

Kia Sportage
Ganske som X3, så var ingen af terrændisciplinerne noget for Kia Sportage. Bilen hører hjemme på asfalt og små grusveje. Den lave frihøjde, den begrænsende motorkraft og de dårlige dæk, gjorde at Sportage dumpede totalt i terrænet. På asfalt derimod, bød den på glimrende køreegenskaber og meget afslappende kørsel.

Samlekvalitet, design og økonomi
Drejer sig om samlekvalitet og materialevalg i kabinen. Hummer er meget amerikansk, hvilket betyder hårdere plast og ikke den vilde kræsen for detaljerne. Designet er med begge biler – det er simpelthen et spørgsmål om, hvor stor en drengerøv man er. I dette tilfælde vil vi sige dødt løb. Rent brændstof økonomisk må den voldsomme Vortec motor også se sig slået af Land Roverens BMW motor. Det samme gælder den generelle pris, hvor Hummeren er mere end 400.000,- dyrere end Land Roveren.

Suzuki og Chevrolet må se sig slået af Kia Sorento, når det drejer sig om samlekvalitet, design og økonomi. Der er ingen tvivl om at Kia’en er bedre på alle punkter i disse kategorier. XL-7 mangler det der gør, at man nyder at sætte sig ind i kabinen. Silverado er meget behagelig at opholde sig i – den lider desværre af problemet med at være meget amerikansk og derfor er plastkvaliteten og samlekvaliteten ikke imponerende. Sæderne derimod er yderst behagelige, hvilket den skal have et plus for.

Sammenligner vi BMW X3 og Kia Sportage, er der ingen tvivl om, hvem der vinder når det drejer sig om kvalitet og design – det gør BMW’en med flere længder. Men, Kia Sportage vinder når det drejer sig om økonomi. Man får meget bil for pengene i Sportage – så længe man holder sig fra terrænkørsel.

Vores indtryk

Kristian
Inden vi startede havde jeg naturligvis en idé om, hvilke biler der ville sætte sig på toppen af kransekagen. Under selve testene blev jeg dog overrasket over et par stykker af bilerne, der virkelig trådte i karakter og viste at de kunne mere end at se godt ud foran den lokale café. I mine øjne fandt vi den rigtige vinder i Land Rover Discovery – men, jeg havde det sjovest i Hummer H2.

Leif
Man kan ikke undgå at blive imponeret af moderne firhjulstrækkere og alle de features de har at byde på. Men er alt den moderne teknik nok til at slå rå muskelkraft og simpelt firehjulstræk? Vi satte virkelig de deltagende biler på prøve og det viste sig at konkurrence i den sidste ende blev en dyst mellem moderne teknik og rå muskler. At den moderne teknik vandt, havde jeg på fornemmelsen – men jeg morede mig mest med den rå muskelkraft.

Christian
Der var mange overraskelser i terrænet lidt nord for Aalborg. Disse overraskelser var med til at bekræfte os i at de gyldne regler omkring 4x4 kørsel simpelthen skal holdes – ellers kommer man galt afsted. Generelt blev jeg meget skuffet over de asiatiske mærker, lige med undtagelse af Kia Sorento. Men, ganske som ventet, stod kampen imellem Hummer og Land Rover. Og selvom Hummeren var sjov og ekstrem i sin fremfærd i terrænet så må jeg overgive mig til teknikken og motoren i Land Roveren.

Helge
Selv om man er blevet 60 år, kan en dag på det militære øvelsesterræn i Nørresundby med firehjulstrækkere stadig få adrenalinet til at pumpe i kroppen. Det var hele tiden til kanten og ind imellem ud over den. Alle bilerne var på deres egen måde spændende; men set over alle discipliner var Land Rover Discovery nr. 1. Den er både blid og behagelig, men kan bestemt også være hård og kontant

Frederik
At stille 6 så forskellige firhjulstrækkere op mod i hinanden i en dyst, om at blive den bedste allround 4x4 var en spændende og udfordrende opgave, som til slut gav meget at tænke over. Det er jo en selvfølge, at en Hummer slår en BMW X3 med flere længder, når det gælder terrænkørsel, men som allroad hverdagsbil, er svaret knap så lige til. Den bil der for mit vedkommende overraskede mest, var KIA Sorento. Den kraftige motor, reduktionsgear, fin frihøjde, gode egenskaber på asfalt og en rimelig pris gør Sorento til en stærk allroad 4x4. Det kan dog ikke ændre på, at min favorit er Discovery.

Årets 4x4
Vinderen af Årets 4x4 i Danmark 2005 blev Land Rover Discovery 3.
Samlet set var Land Roveren bedst og vi er overbevist om at med en ændret dækmontering, ville den ikke stå tilbage for noget i terrænet.

Discovery skal dog ikke tro den er en suveræn vinder, for Hummer H2 ånder den lige i nakken – og de adskiller sig kun på det økonomiske og det kvalitetsmæssige indtryk. Hummer H2 vinder prisen, som den absolut mest underholdende bil ved stævnet. Der var ingen grænser for, hvor store og voldsomme forhindringer, den kæmpe amerikaner kunne forcerer. Men rent økonomisk og kvalitets-mæssigt har den et stykke op til sin engelske modstander.

Se videooptagelser fra Årets 4x4:

Hummer H2 climbing

Hummer H2 mudder

Chevrolet Silverado climbing

Land Rover Discovery mudder

Land Rover Discovery climbing

BMW X3 climbing

Suzuki Grand Vitara climbing