Sjældent har det været sjovere at overhale andre biler, som i Audis lille A3 med den yderst imponerende 130 Hk diesel motor, som vi også finder i VW Passat TDI. De 130 Hk er såmænd ikke det der imponerer mest ved motoren. Næh, det er momentet på hele 310 Nm, der leveres ved bare 1.900 o/min. Med en sådan kraft til 1200 Kg bil, så er der ikke meget der kan følge med i mellemaccelerationerne. Ja, det skulle da lige være storebror A4 med 2.5 TDI motor. Men, det er et helt andet kapitel. 0-100 Km/t er overstået på 9.2 sekunder. Tophastigheden er 205 Km/t.

Umiddelbart kunne det tænkes, at med en sådan kraft i motorrummet, vil A3 TDI være en rigtig dieselsluger. Men, det er ikke tilfældet. Officielt skal bilen løbe 19.6 Km/l – vi holdt et gennemsnit på 19.3 Km/l, hvilket er ganske imponerende, når man tænker på at vi testede bilen til sit yderste.

A3 TDI er ikke udstyret med firhjulstræk. Umiddelbart vil det lyde voldsomt med så mange kræfter til forhjulene – men det tager faktisk ikke længe at vænne sig til bilens speeder og kobling. Så enhver der påstår at det hele går op i hjulspin i en A3 TDI, har ikke helt styr på motorikken.

Udstyrsmæssigt levers A3 som standard med dobbelte airbags, sideairbags foran, ABS, centrallås, startspærre, højdeindst. forsæder, multi-justérbart rat, splitbagsæde, el-spejle, el-ruder foran, 4 hovedstøtter og letmetalfælge. Radioen er desværre stadig en Blaupunkt, model ”meget billig”.

Pladsmæssigt er A3 ganske god. Ja, altså foran. Der er ikke plads nok bagi til, at 2 voksne kan sidde behageligt på længere ture. Men, til familien med 2 børn, er størrelse rigtig god. Sæderne kan både skubbes og løftes frem, for på den måde at lette adgangen til bagsædet.

Sæderne i A3 er formidable. Sidestøtten er god og der er rigeligt med mulighed for at justerer sæderne i både højde og dybde.

Bagagerumskapaciteten er på 350 liter. Du får 1100 liter, hvis du ligger sæderne ned.

Prismæssigt ser det også ganske fornuftigt ud. Audi A3 130 TDI koster 310.798,- kroner. Og så er bilen som standard udstyret med 4 airbags, ABS-bremser med EDS og ASR, servostyring, elektrisk rudeoptræk, centrallås, elektrisk indstillelige sidespejle, firevejs-indstilleligt rat og letmetalfælge. Det kan dog undre mig meget, at der ikke som standard er varme i forsæderne. Vores testbil var dog udstyret med trinvis varme i sæderne, hvilket betyder seks forskellige varmegrader. Ganske behageligt i denne kolde tid.

Konklusionen på Audi A3 TDI må være, at man får en yderst potent bil med ekstremt meget køreglæde. Og så får du ingen problemer i en overhaling.