Hvad der tidligere var coupé versionen af 3-serien fra BMW hedder nu 4-serie Coupé. Modellen er det mest sporty BMW kan præstere indenfor den normale modelrække, og den fremstår virkelig skarp på den konservative måde. For selvom der er tale om en sporty bil, så har BMW formået at gøre det på en meget dæmpet måde. Vi tester modellen med tilnavnet M440i xDrive.

M440i xDrive og byder på en umanerlig lækker 6-cylindret bi-turbomotor med hele 326 hk og et massivt drejningsmoment på 450 Nm ved blot 1.380 o/min. 0-100 km/t er overstået på 4,9 sekunder, og vejen dertil er yderst behagelig, takket være samarbejdet mellem motoren og den 8-trins Steptronic automatgearkasse. Nogen vil måske sige, at accelerationen mangler lidt ”punch”, da der jo er tale om en bil med ”M” betegnelsen fra fabrikken. Her er det værd at huske, at de hard core M-modeller kun har et enkelt tal i modelnavnet, hvor de modeller, der har været forbi M-afdelingen til lidt sjov og spas (optimering, red.), de har tre cifre bag M’et.

Bag rattet
Køreegenskaberne er formidable, ja tæt på perfekte. Og selvom jeg normalt foretrækker BMW med baghjulstræk, så står denne firehjulstrukne version (xDrive, red.) så absolut ikke tilbage for nogen. Du har kontant bid hele tiden og bilen reagerer på dit mindste ryk i rattet. Styringen er ultra præcis og du kan virkelig mærke, at der er tænkt over tingene fra de tyske ingeniørers side. Virkelig godt!

Kabinen
Indvendigt finder du dig hurtigt tilrette. Men du skal ikke forvente smarte virtuelle løsninger, som vi kender det fra Audi og Mercedes. Her er alt meget konservativt og ligner sig selv. BMW venter normalt længe inden de smider nye smarte features i deres modeltrækker. Det starter som regel med 7-serien og bevæger sig så nedad. Men til 1 million kroner må BMW gerne give den lidt mere gas på dette område – bare lidt. Ellers er jeg bange for, at der godt kan ryge nogle kunder i svinget.

Komforten i kabinen kan der dog ikke klages på. Ved forsæderne er der rigelig plads og sæderne er glimrende. Som chauffør har du alt indenfor rækkevidde og kan derfor nyde turen uden problemer. Infotainmentsystemet i-Drive er i sin seneste version bedre end nogensinde. Der er dog visse steder, hvor du godt kan tænke ”hvorfor skulle jeg dog gøre sådan for at komme dertil?”. Men, som med så meget andet elektronik, så er det et spørgsmål om tilvænning.

Ved bagsæderne er pladsen lidt mere trang, men sådan er det, hvis du ønsker at køre coupé. Adgangsforholdene er dog blandt de bedre, så voksne kan godt sidde der på kortere ture. Det er dog en god ide at spørge til klaustrofobi først, da der ikke er store chancer for at komme ud, når først du har placeret bagdelen i sædet.

Samlet set
M440i er lidt en bil for feinschmeckeren – manden eller kvinden der holder af gode køreegenskaber, flot design og pålidelig mekanik. Men, som samtidig er villig til at gå på kompromis for at få det. Og med kompromis mener jeg detaljerne omkring det lidt ældre design i kabinen og den manglende plads ved bagsæderne pga. designet. Du kan selvfølgelig vælge at købe en Gran Coupé i stedet for den almindelig Coupé. Det vil give lidt ekstra til bagsædekomforten.

Der er ingen tvivl om, at M440i er noget af det mest velkørende, du overhovedet kan finde i klassen. Motor og gearkasse er pragteksemplarer på tysk mekanik og får dig virkelig til at smile stort efter hver køretur. Prisen starter ved 865.000,-, hvilket er ganske fornuftigt (danske afgifter taget i betragtning, red.) – men, så kommer der jo en del ting fra den omfattende liste over ekstraudstyr, og så ender vi nemt på den forkerte side af millionen.