Sidste gang vi havde Mercedes-Benz C63 AMG til test, var bilen udstyret med den formidable 6,2 liters V8-motor med 456 hk. Bilen var en bulderbasse uden lige, som takket være sine mange hk og ekstremt høje drejningsmoment var det tætteste du kom på et jagerfly, med fire hjul vel og mærke. Den ”gamle” C63 har altid stået højt på min liste over favoritbiler, og gør det for sin vis stadig. Det var derfor også med lidt sommerfugle i maven, at jeg modtog den seneste generation af C63 AMG – denne gang med et lille S til efternavn. Det ekstra S i navnet betyder, at motoren lige har fået lidt ekstra muskler i forhold til en almindelig C63 AMG og at ydelsen derfor er oppe på hele 510 hk.

Lad os bare blive lidt ved motoren. Mercedes har nemlig valgt at udskifte den formidable 6,2 liters V8’er med en mindre 4,0 liters V8’er med bi-turbo. En motor vi også finder i supersportsvognen AMG GTS. Motoren er seneste generation af ”high tech” motorer og byder bl.a. på cylindervægge med Nanoslide belægning og et topstykke med zirconiumlegering, som bl.a. er med til at sikre optimal temperatur og varmeledeevne og derved optimal ydeevne under alle forhold. Samtidig er de to turboladere med til at give optimal ydeevne igennem hele omdrejningsfeltet, hvilket giver en formidabel acceleration ved alle hastigheder. Det maksimale drejningsmoment er på hele 700 Nm og indfinder sig allerede ved 1.750 o/min. 0-100 km/t er derfor et overstået kapitel på blot 4,0 sekunder, mens topfarten er elektronisk reguleret til 250 km/t. Gearkassen er en yderst velfungerende AMG Speedshift med 7-trin. Den leverer ultrahurtige gearskifte i verdensklasse og er med til at sikre perfekt overførsel af de mange hestekræfter til baghjulene.

Bag rattet har du mulighed for at vælge imellem forskellige køreprogrammer. Sport+ med det aktive udstødningssystem aktiveret virkede perfekt for mig – men, er du den mere rolige type eller sidder svigermor og brokker sig over, at bilen larmer for meget, så vælg komfort og slå udstødningssystemet fra. Så triller du ”blot” rundt i en meget heftig sedan.

Køreegenskaberne har aldrig tidligere været AMG’s force. Men, der er virkelig kommet nye boller på suppen med den seneste generation af AMG biler. C63 AMG S er noget af det mest velkørende du kan forestille dig. Den reagerer ekstremt hurtigt på det mindste udsving med rattet og speederresponsen er der med det samme. Du skal blot huske på, at alle kræfter overføres til baghjulene – her er trods alt tale om 510 hk og 700 Nm.

Der er naturligvis kælet lidt ekstra for detaljerne i AMG versionen af C-klassen. Kvaliteten er helt i top og blandt de absolut bedste i denne klasse. Sæderne støtter som de skal, uden at blive vildt omklamrende, som nogle producenter har det med at gøre, når der er tale om heftige sportsvogne. Her har Mercedes fundet den perfekte mellemvej. De tofarvede sæder i sort og rød er dog lige en tand for meget og en mere dæmpet kombination ville nok være at foretrække for mit vedkommende. Misforstå mig ikke, det ser da godt ud – men, C63 AMG S sender i mine øjne det bedste signal ved at være en ulv i fåreklæder. Og ulv i fåreklæder er den da også udvendig – næsten. De fire afgangsrør og den smukke AMG styling sender et klart signal om, at du skal være ekstremt godt kørende for overhovedet at kunne følge med. Men, samtidig er det også dæmpet og elegant. Ja, jeg fristes helt til at kalde den James Bond agtig. En rigtig gentleman med et aggressivt indre.

Prismæssigt har Mercedes heller ikke skudt helt ved siden af. 1.738.000,- er prisen for den heftige sedan – og med lidt lir fra listen over ekstraudstyr, så sniger du dig nemt op på 2,25 millioner kroner. Ja, det er virkelig mange penge – men, du får så også en af de hurtigste familiebiler på planeten, hvor du både har plads til familie og bagage. Skal hunden også med, så vælge stationcarversionen, som er godt 30.000,- dyrere. Så er der ikke et øje tørt, når fruen i huset spørger, om I ikke skal vælge bilferie i Spanien i stedet for charterferie.

På papiret lover Mercedes, at C63 AMG S kører 11,9 km/l i gennemsnit. Jeg er faktisk tilbøjelig til at tro dem, for vi holdt et gennemsnit på 9,9 km/l over et stræk på 750 km, hvor der bestemt ikke blev holdt igen. Det er faktisk ret imponerende.

På konkurrentsiden er der ikke det helt store at komme med. Audi har i skrivende stund ”kun” en S4, hvor ydelsen er sølle 354 hk. En RS-model kunne være på vej – men, det er ikke noget der er meldt ud endnu. BMW har M3, der med sine 431 hk og 550 Nm også falder igennem på ren ydelse. Så har vi Jaguar XE, der forhåbentlig dukker op i en R-model med mere end 500 hk og så selvfølgelig den kommende Alfa Romeo Giulia med 510 hk, 600 Nm og en pris meget tæt på C63 AMG S. Lige nu er der dog igen, der kommer i nærheden af C63 AMG S. Og derfor har den også overtaget pladsen fra den tidligere model på min liste over favoritbiler.