Seneste udgave af den populære og velkørende Mercedes-Benz C-klasse er i sig selv en smuk bil – både som sedan og stationcar. Og mens vi venter på den umådelig smukke C-klasse cabriolet, som indtager vejene her til sommer, så kan vi nyde synet af den ekstremt elegante C-klasse coupé. Slægtskabet med S-klasse coupé er tydeligt og Mercedes har formået at skabe en bil for den kræsne køber, der virkelig sætter design i højsædet. C-klasse coupé forener elegance med det muskuløse og det er faktisk ret svært at sætte en finger på de designmæssige elementer ved bilen. Vælger du samtidig AMG styling, ja så er der næsten ikke et øje tørt – det klæder bilen ekstremt godt og er absolut pengene værd.

Men, en bil kan ikke leve på sit design alene – køreegenskaberne bliver nødt til at følge med, når designet på forhånd lover så meget, som det er tilfældet her.

Under hjelmen
Vores testbil er en C250, hvilket betyder, at der under motorhjelmen ligger en 2,0 liters benzinmotor med 211 hk og et maksimalt drejningsmoment på 350 Nm. Gearkassen er en 7G-Tronic Plus, der fungerer glimrende med den 2,0 liters motor.

Den lækre AIRMATIC undervogn er tilkøb, men så absolut de 28.000,- værd. Det giver i samspil med AMG sportsundervognen en suveræn køreoplevelse – og da du har mulighed for at vælge bilens opsætning i DYNAMIC SELECT, så giver den rig mulighed for at tilpasse bilen til nøjagtig din kørestil.

C-klasse coupé kører formidabelt. Den følger fuldstændig sin sedan storesøster på det områder og er med garanti den mest direkte (i styretøjet, red.) Mercedes-Benz C-klasse nogensinde. Det fungerer ikke bare godt – det fungerer rigtig godt!

AMG Line
Jeg vil gerne holde lidt fast i AMG Line, som vores pressebil var udstyret med. Prisen er 31.000,-, men så får du også en lang række af super lækre features både ude og inde. Indvendigt er der tale om AMG sportssæder i kunstlæder, analogt ur, interiørlister i sort asketræ, sportslæderrat med flad bund, AMG sportspedaler, shift paddles ved rattet, sportsundervogn og DYNAMIC SELECT. Udvendigt får du diamantgrill (et must, red.), AMG styling ved alle skørter og diffusor og 18” alufælge. For godt 17.000,- mere kan du opgradere til en lækker og meget passende 19” AMG fælge. Vælger du C-klasse coupé, så brug de 31.000,- på AMG pakken – de er virkelig alle pengene værd.

Prisen og konkurrenterne
Basisprisen for en C-klasse 250 coupé er 662.000,-. Det lyder faktisk ikke så slemt – men festen stopper jo selvfølgelig ikke her. Der er jo tale om en Mercedes, hvilket betyder, at du først nu skal til at vælge fra listen over ekstraudstyr. Og lad os bare slå fast, at den er lang!

Udover AMG pakken, så havde den testede bil følge udstyr monteret: Burmester Sound System, LED Intelligent Light System, navigationspakke, parkeringspakke, Head-Up-Display, førerassistenspakke PLUS, spejlpakke og AIRMATIC. Ekstraudstyret har en samlet pris på 247.000,-, hvilket bringer den samlede pris for C250 Coupé op på 909.000,-, hvilket er mange penge, specielt for en 211 hk udgave. En tilsvarende BMW 430i coupé med 252 hk har en basispris på 659.000,- plus tilsvarende udstyr, så her ender prisen nok på det sammen. Kigger vi mod Audi, så koster en A5 Coupé med 230 hk og firehjulstræk 722.000,-, hvilket gør den en hel del dyrere. Sammenlignet direkte på design, så vinder C-klasse coupé overlegent og den er tilmed også prissat rigtig godt. Spørgsmålet er om du kan ”nøjes” med de 211 hk eller om du ønsker at bruge 40.000 mere og købe en C300 med 245 hk.

Personligt kan jeg godt nøjes med de 211 hk - også fordi at det maksimale drejningsmoment på 350 Nm allerede indfinder sig ved 1.200 o/min. Men, jeg må også indrømme, at C coupé lægger op til så meget mere rent motormæssigt. Derfor ser vi også frem til test af den heftige C63 AMG S coupé senere på året. Jeg havde dog gerne set C450 AMG coupé, som en del af det line up den danske importør havde valgt – men denne motor er ikke mulig i skrivende stund.

Til sommer bringer vi også test af den smukke C-klasse cabriolet, der endnu engang viser, at Mercedes ikke har sovet i timen, når det drejer sig om nytænkning og lækkert design. Tværtimod.