Mercedes-Benz E400 Cabriolet - det topløse valg fra øverste hylde

|

Tidligere på året var jeg på en to dages road trip igennem Schweiz, Frankrig og Italien i den nye Mercedes-Benz E-cabriolet. På det tidspunkt var det hedebølge og tæt på fyrre grader, hvilket jo er optimale forhold for en bil af denne type. Nu er der så gået nogle måneder og bilen skal testes under danske forhold. Sydpå testede jeg E300 og E400 – herhjemme står den på E400 4Matic, hvilket betyder 3,5 liters V6 motor med 333 hk, 480 Nm i drejningsmoment, 9-trins automatgear og firehjulstræk.

E-cabriolet er vel nok en af de smukkeste cabrioleter på markedet p.t. Den kan, i mine øjne, sagtens måle sig med f.eks. Bentley Continental GTC rent visuelt, når toppen er nede og det smukke Designo interiør rigtig kommer til sin ret i den lune efterårssol. Og lige netop interiøret fortjener lidt ekstra spalteplads. Vores testbil havde nemlig været forbi Mercedes-Benz Designo afdeling og fået monteret en to-farvet læderkabine i Macchiatobeige og Titianrød, der passede 100 % til den Rubellitrøde lakering (specialfarve udviklet til E-cab, red.). Samtidig var kalechen bordeauxrød, hvilket bare fik alt til at gå op i en højere enhed og samtidig viser, at der er en grund til, at Mercedes-Benz har succes med deres Designo afdeling.

I kabinen fremstår hver en samling og syning perfekt og kan få selv den mest garvede syerske til at nikke anerkendende. Det er et imponerende godt sted at opholde sig. Sæderne støtter perfekt – selv på 6-7 timers køretur i streg – og der er ualmindelig god plads til voksne ved bagsædet. De to store skærme, der nu udgør instrumenteringen, som vi kender fra S-klassen og som snart bliver introduceret i den nye A-klasse, kan tilpasses efter dit ønske og give dig de informationer, du har brug for. Grafikken er imponerende og selve systemet legende let at finde rundt i. Lækre detaljer som f.eks. indstilling af kabinebelysning foregår nemt via drejehjul og skærme, og opsætning af f.eks. mobiltelefoni tager kun få sekunder. Faktisk virker det hele meget gennemtænkt.

På min road trip havde jeg fornøjelsen af to forskellige motorvarianter. Den ene var E300, der er en 2,0 liters turbomotor med 245 hk. Den gør det godt og vil være tilstrækkelig for de fleste. Men, vil du gerne have lidt ekstra tyngde i f.eks. overhalinger eller når du ligger og cruiser på landevejen, så er E400 absolut det bedste valg. Her er 333 hk til rådighed, hvilket passer glimrende til bilens størrelse. Det betyder dog ikke, at vi ikke hilser en V8’er velkommen engang i fremtiden. En interessant løsning kunne også være E43 AMG – men den konstellation må vi vente lidt på endnu.

Den 3,5 liters V6 bi-turbo er dog en imponerende sag, specielt i kombination med Dynamic Select køreprogrammerne der regulere motorens respons, alt afhængigt af, om du er til sport eller komfort.

Jeg vil gerne lige nævne kalechen, som fortjener lidt roser, da den er lavet i et akustisk materiale, der på fornemste vis holder støj ude og samtidig holder temperaturen fra klimaanlægget ”inde”. Samtidig kan den tages af eller på i løbet af 20 sekunder, alt imens du kører op til 50 km/t.

Men tilbage bag rattet fortjener de tekniske løsninger også lige et par linjer. Specielt den nyudviklede autopilot, der både styrer bilen og sågar overhaler for dig. Det virker rigtig godt, det meste af tiden. For vi oplevede, at i direkte sollys og med våde vejbaner, så har bilens kamera og sensorer svært ved at opfange vejstriberne, hvilket kan give nogle små udfald ved brug af autopiloten. Men, det var kun under disse ekstreme forhold, at det skete. Samtidig synes jeg, at tiden, hvor bilen kører 100 % selv, godt kunne være længere. Tiden strækker sig fra 15 sekunder til cirka ét minut afhængig af vejens forhold og trafikmængden. Her kunne man godt udvide lidt og tænke i Tesla baner, hvor du nemt kan kører i længere tid, uden at bilen beder dig bekræfte, at du faktisk er vågen. Bekræftelsen er så ret nem i E-cabrio, da du flot skal placere din finger på et lille sort felt ved rattet. Men, der måtte i mine øjne godt være længere imellem – specielt når du kører på en stor bred motorvej næsten uden trafik. Men, det kommer i den nærmeste fremtid ifølge Mercedes-Benz.

E400 Cabriolet er en gennemført bil udover det sædvanlige. Den ser hamrende godt ud, kører formidabelt og har teknik- og sikkerhedsfeatures, som mange producenter må være den misundelig. I skrivende stund er den virkelig den bedste cabriolet på markedet set i forhold til teknik, pladsforhold, motorudvalg og pris. Og ja, der står pris. E-cabriolet starter nemlig ved 841.230 for en E220d cabriolet. Billigste benzinversion koster 843.030 kroner og hedder E200 cabriolet. Her er tale om en 184 hk motor i kombination med en 9-trins automatisk gearkasse. Topmodellen er denne E400 4Matic til knap 1.130.000 kroner. Men med lidt ekstraudstyr i form af førerassistentpakke, Air Body Control, Premium plus pakke og teknologipakke, samt den specielle Edition 25 udstyrspakke med speciallak, fælge osv., så ender prisen på 1.700.000 kroner. Det er i mine øjne mange penge, men stadig billigt (set i forhold til tilsvarende konkurrenter).

Samlet set er jeg yderst tilfreds med E400 Cabriolet. Den har løftet sig selv op på øverste hylde og imponerer på stort set alle punkter. Med den lækre Designo kabine og Edition 25 pakken, så er det svært at finde tilsvarende til den pris. Men jeg ser frem til, at autopiloten bliver komplet – vi ved jo, at teknikken er der.
 

Biltorvets vurdering

plus Design Kvalitet Motor og gearkasse Tekniske niveau Pladsforhold Lavt støjniveau
menu Længere fri kørsel med autopilot

Specifikationer

V6/24v
3.498
333
5.250
480
1.600
Firehjulstræk
9A
250
5,5
-
11,6
11,0
187
385
66

Mercedes-Benz E på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev