Mitsubishi L200 2,4 DI-D

|

Der er ved at komme rigtig fint gang i salget af pickup trucks igen. Markedet har ellers stået lidt stille, men opsvinget i byggebranchen sætter sine spor, og de store arbejdsheste finder igen vej til entreprenørernes vognparker. Der er dog sket en del med netop pickup trucks over de sidste par år. Producenterne er begyndt at gøre kabinerne mere personbilagtige og derved også mere luksuriøse – både hvad angår komfort og elektroniske hjælpemidler.

Et af de mærker, der altid har haft fokus på pickup markedet, er Mitsubishi. Deres L200 har en helt fast fanskare, som nægter at skifte til andre mærker. Det er dog ikke nok for Mitsubishi, som med seneste generation af L200 ønsker at vise, at de sagtens kan følge de nyeste trends og derved også hente nye kunder til.

L200 er en klassisk pickup truck, hvor fokus er lagt på stabilitet og styrke. Modellen fås i to forskellige varianter, en single cab og en double cab. Vi har testet sidstnævnte, som fås i to forskellige udstyrsvarianter. Motoren er en 2,4 liters turbodiesel med 181 hk. Den er i dette tilfælde parret med en 5-trins automatgearkasse, men fås også med 6 trins manuelt gear. Automatgearet gør det glimrende, både når det drejer sig om kørsel på almindelig vej og kørsel i terræn. Motoren har også rigeligt med muskler, og er overraskende god ved kørsel på motor- og landevej. Her mærkes det tydeligt, at Mitsubishi har opgraderet og forfinet teknikken lidt i forhold til seneste generation. Ved bykørsel er den dog meget grov, og fornemmelsen af at sidde i en traktor er helt sikkert til stede. Men, det er jo også en del af charmen ved at køre pickup – specielt i Europa, hvor stort set ingen pickups er udstyret med en buldrende V8 benzinmotor.

L200 er udstyret med SuperSelect 4WD, der kan tilkobles via en drejeskive mellem sæderne. Systemet angiver via et lille display, hvilken type træk du bruger. Personligt synes jeg, at der går en rum tid, fra man drejer på knappen, til systemet låser sig fast. Når det er koblet til, fungerer det dog glimrende, og L200 trækker igennem det meste uden problemer. En smule læs på ladet gør dog bilen endnu bedre.

Bag rattet bliver du som noget helt nyt mødt af nye komfortable sæder, masser af elektronisk udstyr og en mærkbart bedre lydisolering, som højner komfortniveauet meget. Derudover får du airbags hele vejen rundt, alarm for utilsigtet vognbaneskift og et glimrende stabilitets- og tractioncontrolsystem. Så selvom L200 måske ikke er så sofistikeret som en VW Amarok indvendig, så er den et absolut godt sted at opholde sig. Fornemmelsen af at det er en bil, der godt kan tåle at blive beskidt, men som samtidig har masser af komfortudstyr, den er 100 % tilstede.

5. generation af L200 er klart den bedste version af L200 indtil videre, og det skulle den jo også gerne være. Den er også den model med længst garanti – nemlig hele fem år. Det er blandt de absolut bedste i klassen.

Som Single Cab fås L200 fra 227.000,- inkl. moms. Vores testbil var en Double Cab med automatgear og udstyrsniveauet Instyle. Her er prisen 316.000 inkl. moms. Det er faktisk slet ikke så tosset, når vi ser på den lange garanti, samt mængde af udstyr du får. Så selvom du ikke får så sofistikeret en bil som VW Amarok og Ford Ranger, så får du en mere rå arbejdshest, der lige er blevet forfinet på de vigtigste punkter.

Personligt kan jeg godt lide L200. Specielt fordi man i Danmark ikke kan få pickups med bagsæder. Havde man kunne det, så kunne den godt blive en tand for grov. Men søger du en arbejdshest med masser af trækkraft, en bundsolid motor, et glimrende automatgear, masser af udstyr og lang garanti, så er L200 et glimrende valg, som helt klart er at finde i toppen blandt pickups på det danske marked.

Biltorvets vurdering

plus Motorkraft Gearskifte Trækevne Sikkerhed Garanti Brændstofforbrug
menu Diesellyd Langsom omstilling til 4WD

Specifikationer

R4/16v
2.442
181
3.500
430
2.500
Firehjulstræk
5A
179
-
-
15,6
14,0
169
75
2.017
icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev