Da Peugeot i 1997 introducerede 306 GTI, blev den med det samme kåret til GTI mester, og den beholdt titlen i mange år. Siden da har Peugeot ikke stået øverst på skamlen, men man har da gjort forsøg med bl.a. den skrappe 206 RC. Den nye 207 kommer også i en RC udgave, men først lidt senere på året. Så vi må indtil da nøjes med GT udgaven, som er en lettere neddroslet version af den kommende RC.

3 døre og turbo
I GT udgaven har du valget imellem en 1.6 liters turbomotor med 150 hk eller en 1.6 liters common-rail diesel med 109 hk. Med benzinmotoren er der kun mulighed for en 3-dørs udgave, mens dieselversionen også fås som 5-dørs. Priserne starter ved 263.000 kr. for den 150 hk version, og 278.000 kr. for diesel (3-dørs).

Udseende
I forhold til en standard 207 skal der selvfølgelig være kælet lidt mere for det sporty look, og det er bl.a. gjort med 17” alufælge, sportskofanger foran, frontgrill i kromlook, forkromet udstødning og indfarvede spejle/sidelister.

Også indendøre er det noget mere spændende at opholde sig, i forhold til en standard 207. Man kan bl.a. glæde sig over læderrat, sportssæder med dellæder, aluminiumsgearknop, alu pedaler og panoramasoltag.

Især panoramasoltag vænner man sig hurtigt til. Det giver en utrolig fornemmelse af rummelighed og fint med lys, så når man lukker skydeklappen for igen, føler man sig straks lidt indeklemt. Men det er en nødvendighed at kunne lukke det store glasareal fra – både pga. kulden om vinteren og pga. den stegende sol som sommeren.

Som sidebemærkning kan man også notere sig, at en aluminiumsgearknop ikke er særlig komfortabel, når bilen har stået i frostvejr. 

Komplet komfort- og sikkerhedsudstyr
Den lille GTer er spækket med udstyr på både komfort- og sikkerhedsområdet. Det gælder bl.a. bi-zone klimaanlæg, parkeringssensor, regnsensor, dæktrykssensor, automatisk nedblædning af bakspejl, 6 airbags, ESP og tågelygter for og bag.

Med hensyn til tågelygterne bruges de forreste også til et andet formål. Peugeot kalder dem ”statiske dejeforlygter”, og de fungerer ved at henholdsvis venstre eller højre tågeforlygte tænder, når man drejer rattet en vis grad – fx i en rundkørsel eller et skarpt landevejssving. Løsninger er billig i forhold til rigtige drejeforlygter, og de giver også ekstra fint lys. Funktionen kan dog let slås fra, hvis man ikke ønsker den assistance.

Motor og køreoplevelse
Den 1,6 liters motor er en nyudviklet motor, som Peugeot og BMW har været fælles om. Motoren findes allerede i Mini, og vil afløse den aldrende 1,6'er som ligger i Peugeot 207 i dag. Som standard yder motoren 120 hk, men med en blid turbo yder den 150 hk. I Mini Cooper S yder samme motor 175 hk, så i den kommende 207 RC vil det nok blive det samme.

De 150 hk i 207 GT gør dog ikke bilen til nogen jetjager. Selv de små biler i dag vejer godt, og de 150 hk skal i dette tilfælde slæbe på knap 1.300 kg. 0-100 km/t klares på 8,1 sek. og tophastigheden er 210 km/t.

På vejen føles 207 dog ikke decideret tung – styringen er præcis, undervognen stram og retningsstabiliteten perfekt. Skarpe sving er en livret for en fine undervogn, men man savner lige det sidste bid fra motoren til at man udnytte bilen potentiale fuldt – men det skulle kunne opleves, når RC udgaven kommer på banen.

Som sædvanligt er der et alvorligt minus, og det er det dårlige gearskifte, der plager stort set alle Peugeot biler. Man kunne have gjort det lidt bedre ved at bruge en 6-trins gearkasse, men 207 GT har kun 5 trin, og betyder et upræcist, knoklet og derved langsomt gearskifte, når man gerne vil have underholdning. Det er bare ikke godt nok.

Konklusion
GT er en meget passende betegnelse for denne halvblods GTI. Den mangler kun lige den sidste skarphed i motoren og selvfølgelig et langt bedre gearskifte for at imponere rigtigt, da næsten alt andet er som det skal være.
Prisen på 262.000 kr. kan dog blive en hæmsko, da Ford i deres Fiesta ST150 har et billigere tilbud til 221.000.