Maxus eTerront 9 er den perfekte familiebil, du ikke vidste fandtes og håndværkere vil også elske den, som det powertool, det er - du får fem sæder, stort lad og evnen til at trække 3,5 tons. OG det er meget billigere end du tror.
Hun sidder på en ladcykel, ovre i venstre side af den smalle Nansensgade i København, kigger bagud, men værdiger ikke monstertrucken et blik, så hun fortsætter durk ud foran det massive hus af en kølerhjelm, så vi ikke kan komme forbi. Hun cykler langsomt og trækker modvilligt til venstre igen, så der er plads til at passere.
Vi må rulle vinduet ned og gøre opmærksom på det usmarte i at cykle ind foran kørende biler i lastbilsstørrelse, hvortil hun råber ”Bjarke, jeg drejer til venstre her.” Ikke til os, men manden, hun netop har sagt farvel til ved fortovet. Derefter drejer hun til venstre ad en sidevej. Uden at kigge, uden et ord til os.
Man kan godt forstå det, for Maxus eTerron 9 ligner en stolt fuckfinger til øko-spelt-segment-cyklister i café-København, alene i kraft af sin størrelse og art, men kan du leve med den slags elektriske stød i dit ego, er der meget glæde at høste i Maxus eTerron 9, især for håndværkere og familier.
Motherfucker trækker
For endelig er her en ordentlig motherfucker af en elektrisk monstertruck, der kan trække 3.500 kilo og har en anstændig rækkevidde.
Dansk firma forvandler dieselhakkere til bæredygtige elbiler med lang rækkevidde
Prisen starter ved lige under 600.000 kroner, og for det får du 422 hestekræfter, firehjulstræk, der vrider med 250 Nm foran og 450 Nm bagi. 0-100 km/t tager 5,8 sekunder, og den klarer op til 650 kilo på ladet og 3.500 kilo på krogen. Den vejer 2.880 kilo, batteriet er på massive 102,2 kWh og rækkevidden er opgivet til 430 kilometer. Der er fem sæder og luftundervogn med fem højdeindstillinger, med en max frihøjde på 23 centimeter. Blev der sagt.
Du sidder højt hævet, uanset indstillingen af undervognens højde, næsten i lastbilshøjde, og troner, med udsigt til en motorhjelm på størrelse med en dobbeltseng foran dig. Ladcyklistens lyse hår er det eneste, der kan ses over motorhjelmen, så høj er den.
Luft under skørterne
Elmotorerne gør monsteret lige så tyst som en luksusbil, og takket være luftundervognen næsten lige så flydende flyver den over vejenes ujævnheder, hvor især grusveje føles unaturligt som nylagt asfalt, fordi huller og bump flot ignoreres, som en cyklist ville ignorere en Maxus. Selv om man kan ane en smule nervøs vuggen med bagenden ved høje hastigheder, gør affjedringen eTerron 9 vældig velegnet som persontransport, hvor lange stræk på motorvejen på ingen måde er trættende.
Dyrt værktøj – Ineos Grenadier Quartermaster
Det er til gengæld de mange alarmer, som det kinesiske mærke pligtskyldigt har installeret efter EU’s forskrifter. Det er en sang, vi har sunget før, når det handler om kinesiske elbiler, men systemet i Maxus føles lidt som de første generationer af kinesiske biler i Danmark. Derfor skylder vi også at sige, at når bilen kommer til salg i Danmark i første kvartal næste år, er det med en opdateret version af både bil og software. Der i parentes bemærket også vil indeholde en bedre dansk oversættelse, som importøren RSA Danmark følte anledning til at lave af egen drift, fordi det danske ellers var ubegribeligt.
Kinesiske løjer
Vi kører derfor med den engelske version, som er ganske forståeligt, men også ganske langsom, især når man skifter mellem Apple Car Play og bilens eget system. Desuden viste vognens navigationssystem at være ret tidsoptimistisk, så det skal man lige tage med et gran salt eller to.
Der var masser af andre små irritationer ved det bimlende arkadespil af et styresystem, men vi vil lade tvivlen komme importøren til gode, og venter med den krasseste kritik, indtil den færdige version er installeret.
Renault Master og Nissan Interstar kåret som Årets Varebil 2025
En ting, vi dog forventer, består, er, at der ikke er en knap til p-bremsen. Den aktiveres automatisk, og slås automatisk fra, når selen klikkes i. Man kan ikke køre, før selen er i, og det kræver overraskende meget tilvænning, da man åbenbart ofte lige har brug for en hurtig korrigering ved parkering, især ved ladestationer og i det hele taget, da vognen jo er gigantisk, og derfor ikke smutter lige ind alle steder.
Vi må også rose nogle af de mange funktioner, fx viser den i centimeter, hvor tæt man er på forhindringer på 360-graders kameraet, og den har indbygget vægt i ladet, så man kan se, om man overskrider lasteevnen.
Vognen har fem stjerner i seneste NCAP-test, og godt det samme, for vi oplevede lidt udskridninger på våd vej, både med bagenden i et sving, og i en rundkørsel over forenden. Det er ikke første gang, vi oplever kinesernes ESP-systemer ikke er lige så effektive som europæiske, og Maxus er ingen undtagelse. Modsat en normal pickup, hvor det tomme lad kan være ret levende, er vægtfordelingen en del bedre, da du har batteri langs hele bunden og en motor ved hver aksel, men importøren kunne ikke oplyse om den præcise vægtfordeling.
Iveco e-Daily – den tunge dreng tænker grønt
Et sidste irritationsmoment er den adaptive fartpilot, der er som sukker i regnvejr, nemlig meget forsigtig, og holder så enorm afstand til bilerne foran, at man knapt kan se dem. Den er også gal, hvis du trækker ud bag en bil, der netop har overhalet dig. Her bremser vognen op, for at sikre afstand til bilen foran.
Stort batteri
Det er jo en elbil, så hvordan klarer den sig? Faktisk ok. De 430 kilometer, der opgives, er nogenlunde retvisende, når man vælger dynamisk visning, hvor den tager hensyn til dit køremønster. I runde tal viser den et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel mere, end det reelle antal kilometer, du tilbagelægger ved motorvej ved 130 km/t. Det er flot for så stort et handyr, og modsat mange andre elbiler, behøver du ikke tage særlige hensyn i dit kørselsmønster. Målt over 1500 kilometer viser vognens egen måling et snit på 30 kWt/100 kilometer, hvilket er i den høje ende.
VW ID. Buzz: Perfekt til familien – ikke til langtur
Når dyret skal lynfodres, sker det på papiret med 115 kW, og i praksis ofte over 120 kW med et snit pænt over 100 kW, og en meget flad ladekurve undtagent på de allersidste procenter. Det er dejligt, at man på lidt over 20 minutter kan få 50 kW hældt på, men et par gange var den gal med kommunikationen med ladestationen, så vi måtte ud at låse vognen, før den ville tage mod den elektriske mad. Derefter kunne vi låse op igen og sætte os ind.
Maxus stiller med en del udstyr til pengene, fx varme i sæderne bagi og lygter, som lyser på ladet. Der er to versioner, Luxury til 599.995 kroner og Premium til 30.000 kroner mere, hvor du bl.a. får hvid læderkabine og metallak. Hvis ikke ladet på 2,5 kvadratmeter og 53 centimeter høje kant er stor nok, er der også en el-frunk på 236 liter med plads til skruemaskiner og brækjern. Ladet er halvanden gange 1,6 meter, hvilket giver plads til to europaller and then some.
Pas på vægten
Når Maxus e-”terror” 9 kommer til Danmark næste år i første kvartal, bliver det en lidt anderledes version, end testvognen, da bagvæggen vil være flyttet længere ind i kabinen, så den kan blive godkendt som varevogn i EU – det kræver ladet er længere end kabinen. Der er ellers rigtig god plads til hele familien derinde, men lad os se, om det stadig er det, når EU har talt. Det åbner dog mulighed op for de håndværkere, som ikke har brug for familiesædet bagtil, at få den på gule plader, og spare momsen. Ombygningen koster dog 15.000 kroner, så dem vil importøren gerne have dækket ind, så du kan ikke blot trække 25 procent fra prisen på hvidplademodellen.
MAN TGE Next Level – varebilen for professionelle
Vi havde ikke mulighed for at teste, hvordan vognen er, når den skal trække 3.500 kilo, da anhængertrækket ikke var klar. Værd at bemærke er dog, at den tilladte vogntogsvægt er på 6500 kilo, og da vognen i sig selv vejer 2.880 kilo, er der kun plads til mester selv og en termokande kaffe, nemlig 120 kilo, når den trækker med fuldt læs.
Flere pickups, tak
Jeres anmelder holder meget af pickup-trucks med fem sæder, og kan ikke forstå hvorfor politikere i Danmark ikke har omfavnet biltypen, i stedet for at torturere dem med grusom strafafgift. Vi elsker jo høje biler, SUV’ere og vi vil alle have anhængertræk, så vi kan trække Variant-traileren med det gamle køleskab til genbrugspladsen. En pickup smelter anhænger og SUV sammen i én bil – du har altid traileren med og masser af plads.
Kan Årets Varebil tåle hårdt arbejde? Vi tester Renault Master E-Tech
Det er heldigvis anderledes med el-pickups, men nærmeste og indtil videre eneste el-pickup-konkurrent i Danmark er KGM Musso EV, der har samme importør, men den er meget mindre, med mindre batteri, mindre trækkraft, men også en mindre pris, så den er stadig genial, så længe du holder den fra de store drenge på byggepladsen.
Jeg skulle hilse fra en ven, der brugte en stor del af testugen på at flytte ind i en ny lejlighed og sige, det var genialt altid at have plads og overskud til endnu en tur i Jysk eller en smuttur efter et aflagt spisebord. Det kan en politisk korrekt selvretfærdig ladcyklist trods alt ikke honorere, uanset mængden af fnysende arrogance.
