Da Suzuki i sin tid introducerede deres Swift model, blev den øjeblikkeligt en succes. Bilen tilbød nemlig et smart og for mange Mini-inspireret design, samtidig med at køreegenskaberne var glimrende og prisen kun en tredjedel af det en Mini kostede. Det var noget, der faldt i danskernes smag, og Swift er derfor også solgt i mere end 33.000 eksemplarer herhjemme og 5,5 millioner på verdensplan.

 

Men, selv succesfulde biler må jo på et tidspunkt sande, at man skal følge med tiden og få sig en opgradering, så produktet hele tiden er attraktivt for nye kunder. Derfor introducerer Suzuki nu den nye Swift, der udover en kosmetisk overhaling også har fået masser af nyt og avanceret teknisk udstyr. Vi tester her Suzuki Swift 1,0 SHVS BoosterJet.

 

Swift anno 2017 er baseret på Suzukis Heartect letvægts platform, der samlet set sparer Swift for 120 kg i forhold til forgængeren. Ganske imponerende for en bil i en i forvejen forholdsvis lav ”vægtklasse”. Den nye platform er samtidig stærkere end forgængeren, hvilket giver øget beskyttelse i tilfælde af en kollision. Samtidig er Swift blevet større, hvilket bl.a. mærkes i kabinen og bagagerummet, der nu rummer hele 54 liter mere end forgængeren. Imponerende.

 

Designmæssigt siger Suzuki at Swift er blevet mere sporty and tidligere. Det er jeg nu ikke helt enig i – faktisk synes jeg at bilen er blevet langt mere feminin, ved at man er gået væk fra det kantede design og over til et mere afrundet. Faktisk var der bred enighed på redaktionen (både mænd og kvinder, red.) om, at den gamle model sendte et langt mere sporty signal end den nye.

 

Den lavere vægt på Swift burde være med til at give forbedrede køreegenskaber. Det mener jeg dog ikke, at bilen har fået. Faktisk føler jeg, at styretøjet er blevet for letgående og noget af kontakten med vejen gået tabt efter fornyelsen. Det er faktisk ganske skuffende, når man tænker på, hvor velkørende Swift var i den forrige version. Dermed ikke sagt, at bilen kører dårligt. Den kører bare ikke lige så godt, som den har gjort.

 

Suzuki har valgt at højne sikkerheden betydeligt i Swift. Det betyder bl.a., at du får masser af elektronisk sikkerhedsudstyr som standard. Kamera- og laserbaseret nødbremse med fodgængergenkendelse, vognbaneassistent, slingreadvarsel, aktiv fartpilot samt full LED-lygter er blot nogle af de elementer, der gør Swift til en meget sikker makker på vejene. Rart at se at man vælger så højt standardudstyr i denne klasse.

 

Rent motormæssigt fås Swift i to forskellige varianter, hvor den velkendte DualJet (90 hk) motor er indgangsmodel. Derudover fås Swift med den nyudviklede BoosterJet motor med 112 hk, der fås som mild hybrid (SHVS, red.). Med mild hybrid menes der, at bilen får hjælp til fremdrift fra en lille motor og et batteri. Hos Suzuki sker det dog kun ved igangsætning ved f.eks. et lyskryds. Der er på ingen måde batterikapacitet eller motorkraft nok til assistance ved kørsel med højere hastighed. Så ”mild” hybrid skal forstås, præcis som det lyder. Suzuki lover 23,3 km/l – vi opnåede et gennemsnit på 17,9 km/l over en blandet teststrækning på 500 km.

 

Swift starter rent prismæssigt ved 164.990,- for en 1,2 liters DualJet med 90 hk og mild hybrid teknologi. Vores BoosterJet model med 112 hk koster 182.990,-. Den lille motor fås også med CVT gear og den store med traditionelt automatgear. Her ved introduktionen er alle modeller med Exclusive udstyrspakke – men fra næste måned kommer der billigere Club og Action modeller, hvor priserne starter helt nede fra 129.990,- for den 90 hk version.

 

Jeg kan egentlig godt lide den nye Swift. Men det er ikke pga. dens nye design. Det er blevet lidt for tuttenuttet i mine øjne. Det er heller ikke pga. køreegenskaberne – de er nemlig blevet lidt for bløde. Men jeg kan rigtig godt lide den pga. den store mængde standardudstyr på sikkerhedsfronten – det fortjener Suzuki ros for. Og så synes jeg, at prisen er ganske fornuftig.