Da VW introducerede den nye Beetle, vakte det stor opsigt. Selve designet var nyt, men meget tro originalen. Derfor var det også med spænding at vi ventede cabriolet versionen af det berømte køretøj. Og lad os slå fast med det samme – vi blev ikke skuffede.

Designet
Designet på New Beetle Cabriolet er rigtig godt – ja, det virker faktisk mere fuldendt end coupe modellen. Specielt med kalechen nede, kommer designet rigtig til sin ret. Designerne hos VW har nemlig valgt at lade kalechen hvile udvendigt på bilen – ganske som det var tilfældet med den gamle folkevogn.

Samtidig må man sige, at vores testbil var rigtig godt sammensat. Knaldrød med sort kaleche og sorte lædersæder. Så bliver det næsten ikke mere frækt.

Motoren
New Beetle Cabriolet er udstyret med den efterhånden velkendte 8V 115 Hk stærke 2,0 liters benzinmotor. Motoren er modificeret igennem en årrække og virker rigtig god til bilen – der er tilpas med kræfter, dog uden at det bliver for voldsomt. Strandvejs-cruise og afslappende kørsel er absolut bilens hof og desværre kan vi i Danmark ikke få New Beetle Cabriolet, med den lækre 150 Hk stærke 1,8 liters turbo motor, som vi kender fra VW normale motorprogram.

Den 2,0 liters motor arbejder rigtig godt sammen med den 5-trins gearkasse. Skiftene er nemme og ligetil, uden særlig lang vandring. Ja, man fristes faktisk til at sige, at det er en typisk VW konstruktion.

Køreegenskaberne lider naturligvis under cabriolet opbygningen. Men, da den 2,0 liters motor alligevel sætter sine begrænsninger for, hvor meget bilen kan presses – er det ikke noget man mærker noget til i hverdagen. Tværtimod virker New Beetle cabriolet meget velafstemt og velkørende og på ingen måde ukomfortabel. Undervognen er tilpas blød og gør absolut sit til, at køreturen forbliver en behagelig oplevelse.

Man kunne forestille sig at vindstøj var et problem, når bilen er udstyret med kaleche. Men, VW er sluppet godt fra det og støjen i New Beetle er imponerende lav.

Sikkerheden
Som det altid er tilfældet med cabriolet biler, så gør det manglende tag sit til, at ingeniørerne hos producenten må tænke i anderledes baner, end det er tilfældet med en alm. bil med ”hard top”. Hos VW har man valgt at forstærke A-stolperne og samtidig udstyre New Beetle cabriolet med styrtbøjler, der dukker frem bag bagsæderne i tilfælde af en ulykke. Dobbelte airbags og sideairbags er standard, hvilket også gælder ESP, ABS og ASR.

Største problem for New Beetle cabriolet er uden tvivl prisen. I gamle dage var bilen skabt til folket og kunne fås for en fornuftig pris. I dag ser det noget anderledes ud for VW og deres ”Folkevogn”. Faktisk er der gået så meget kult i bilen, at prisen er fulgt med i samme retning. Det betyder at prisen på New Beetle cabriolet i Danmark starter ved godt 420.000,- kroner. I Californien, hvor kult-bølgen omkring VW Beetle har sine rødder, går det noget bedre med salget. Det hænger selvfølgelig sammen med priser og afgifter, der gør at man her kan køre topløs Beetle for blot 130.000,- kroner. En betydelig forskel!

Alt i alt er New Beetle cabriolet et utroligt spændende og fascinerende køretøj, der fuldt ud lever op til tidligere storhed. Du er med garanti sikret masser af opmærksomhed pga. designet. Men, prisen gør sit til at bilen forbliver et sjældent syn på de danske veje. Desværre – for man kan ikke undgå at forelske sig lidt i den sjove bil.

Af