Arnold’s nye Hummer har grøn samvittighed

|

Arnold Schwarzenegger kombinerer sin kærlighed for store militærkøretøjer med en grøn samvittighed. Østrigske Kreisel Electric har derfor proppet 490 elektriske heste i hans Hummer H1.

Den oprindelige Humvee blev introduceret til offentligheden som Hummer H1 på opfordring af blandt andet skuespilleren Arnold Schwarzenegger. Produktionen af modellen blev dog stoppet i 2006 – brændstofforbruget var omkring 4,2 km/l, og Hummer var endt som symbolet på alt det, der var galt i en verden af overforbrug og forurening.

Personligt har Arnold Schwarzenegger set det grønne lys, men har ikke lagt sin passion for store maskiner på hylden. I stedet har han arbejdet sammen med det østrigske firma Kreisel Electric, der har forvandlet hans gamle favorit, Hummeren, til en ’treehugger’ – øgenavnet for miljøbevidste i USA.

Stærkstrøm
Den elektriske Hummer er udviklet på bare to måneder. Man har installeret to elektriske motorer, der trækker hver deres aksel med en sammenlagt effekt på 360 kW eller 490 hk. Det sker gennem Hummerens originale og unikke transmission, som blandt andet har portalaksler – en gearing ude ved hjulene, der gør at akslen løftes op til fordel for frihøjden.

Batteriet, der er på 100 kWh, eller samme størrelse som det største batteri i en Tesla, bygger Kreisel selv. De lover, at Hummeren, der normalt udleder 470 gr. CO2/km, kan tilbagelægge op til 300 km helt udledningsfrit.

Topfarten er på bare 120 km/t, men man har nok heller ikke lyst til at køre hurtigere i den store kummefryser. Til gengæld er egenvægten faktisk faldet fra 3559 kg til 3300 kg, til trods for det store batteri.

Det er ikke første gang Kreisel Electrics har fat i en af Arnolds biler. I januar forvandlede de en Mercedes Geländewagen til en offroader, der runder 100 km/t på bare 5,6 sekunder. Og det lader til, at The Terminator er tilfreds med sine elektriske biler.

"Sidste vinter forvandlede Kreisel Electric min G-Klasse, og nu også min Hummer. Hvis Kreisel fortsætter på denne måde, kan jeg snart flyve hertil fra Los Angeles i et elektrisk fly,” siger han.  

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev