Audi sender RS4 og RS5-modellen på kulfiberkur og taber i alt 11 kilo. Til gengæld ser de ekstra godt ud med store fælge og lyder godt med ny udstødning.

Audi har sat to af deres sportslige modeller på en populær kur. I branchen går den under navnet carbon-kuren, hvor det grundlæggende gælder om at klistre så meget kulfiber på en bil, som overhovedet muligt. Når bilen så triller forbi et smart indkøbscenter eller en dyr café, bliver alle tilskuere overbevist om, at denne bil må være den absolut hurtigste bil i hele verden.

Helt konkret har Audi introduceret Carbon Edition til RS4 og RS5, som blandt andet skifter taget på RS5 ud med et tag i kulfiberforstærket plastik også kendt som CFRP. Netop i toppen af bilen er det en fordel at spare vægt, fordi det kan være med til at begrænse krængning i sving, men i RS5’s tilfælde er vægtbesparelsen på bare tre kilo. Til gengæld er kulfiberen blotlagt, så ingen er i tvivl om, at dit tag er lettere. RS4, som kun fås som stationcar, har ikke mulighed for at få CFRP-tag.

Hurtige hjul
Den anden store ændring ved Carbon Edition er særlige fælge, der først og fremmest vokser én tomme i størrelse til 20 tommer. Alligevel er hver fælg to kilo lettere, takket være en proces, hvor aluminiumsfælgene drejes i stedet for at støbes. Og netop når det kommer til fælge og hjul betyder hvert gram meget for bilens affjedring, bremser og acceleration.

De hurtige hjul er standard på både RS4 og RS5 Carbon Edition. Det er røde bremsekalibre også. Det samme gælder en CFRP-frontspoiler, skørter langs siden af bilerne, og huse til sidespejlene i CFRP. Forlygterne er i LED og opgraderet på Carbon Edition, så de selv kan blænde op og ned via individuelle dioder. Som prikken over i’et får den særlige version et sportsudstødningssystem med fri udblæsning, så alle vender sig om efter dig, når du fyrer de 450 hk af fra den nye 2,9-liters V6’er med to turboer.

Så er der lige det med prisen. Audi Danmark har endnu ikke fastsat en pris for RS4, men den nye pris på RS 5 bliver 1.365.690 kr., hvilket er et fald på 27.805 kr. med de nye afgifter. Og Carbon Edition - hvordan den bliver stykket sammen, og til hvilken pris er heller ikke sikkert.