Renault Clio III, der blev introduceret i 2006 og samme år vandt titlen som Årets Bil i Europa, kommer om kort tid i en opdateret udgave. Blandt nyhederne i bilen er det især værd at hæfte sig ved fronten, der nu har fået en klar designmæssig lighed med den nye Renault Mégane. En bil, der blev introduceret for mindre end en måned siden.


Blandt andet er lygterne blevet totalt redesignet, og både for og bagkofangerne er nydesignede, ligesom baglygterne og tågelygterne også er anderledes, end den nuværende Clio III.

Indvendigt er den største nyhed, at den nye Clio kan fås med indbygget Carminat TomTom navigationssystem med 5,8” farveskærm  – et system, der udelukkende er udviklet til Renault. Et system, der kun kommer til at koste omtrent halvdelen af, hvad man normalt må give for et indbygget navigationssystem.


Den eksklusive følelse i bilen forstærkes af nye materialer og nye farver i kabinen.

Den nye Clio får premiere på Geneve Motorshow i begyndelsen af marts, og introduceres i Danmark i maj.