Hvert år får Real Madrids spillere frit valg på alle hylder til Audis modelprogram – og Ronaldo er ikke længere holdets hurtigste spiller.
Julen falder tidligt i Madrid i år. I hvert fald hos Real Madrids fodboldhold. Torsdag fik de nemlig overleveret deres firmabiler for det kommende år. Det er Audi, der slår dørene op til salgslokalerne, og fodboldstjernerne har kunnet vælge frit fra alle hylder siden Audi og Real Madrid indgik samarbejde i 2003.
Læs om Audis CO2-neutrale diesel her
Også i år er det RS-modellerne og den store SUV Q7, der var mest populær. Verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, der sidste år blev afsløret i at skjule omkring én mia. kr. i skattely, har i år valgt en RS7 Sportback i stedet for sidste års RS6 Avant. RS7 har en fireliters V8’er, der yder 605 hk, og 100 km/t rundes på bare 3,7 sekunder.
Chefen for holdet Zinédine Zidane har netop valgt den svinehurtige stationcar RS6 Avant, der dog ikke er helt så hurtig som RS7. Samme motor yder 560 hk, og med plads til labradoren kan den runde 100 km/t på 3,9 sekunder.
Grøn samvittighed
Den store, praktiske Q7 er populær blandt mange af spillerne, og et par stykker har tilmed valgt plugin-hybridudgaven Q7 e-tron quattro. Det gælder både Jesús Vallejo, Theo Hernández og Marcos Llorente, der kan glæde sig over et samlet drejningsmoment på 700 Nm, der kan sende den 2,5 tons tunge SUV til 100 km/t på 6,2 sekunder. Spillerne kan samtidig pudse miljøglorien, for e-tron-versionen har et opgivet forbrug på 55,6 km/l.
Læs om carbonfiber-kuren til Audi RS4 og RS5 her
Én af spillerne lader til at være ligeglad med både familie, hund og miljø. Sergio Ramos har valgt en R8 Spyder V10. Den har en fantastisk 5,2-liters V10-motor UDEN turbo, men med 540 hk. Topfarten er 318 km/t, og Ramos kan trække fra Ronaldo og de andre holdkammerater, for med en 0 til 100-tid på 3,6 sekunder, er R8 spillertruppens hurtigste firmabil. Hvis du ikke spiller på Real Madrid og derfor ikke har frit valgt på alle hylder hos Audi, så skal du betale 3.438.000 danske kroner for en R8 Spyder V10.
Til gengæld er der frit valg blandt de knap 2400 Audier til salg på biltorvet.dk – den billigste er en Audi 80 til kun 3.900 kroner