Med mere end én million pixel per forlygte, kan Mercedes kontrollerer lygterne på den nye S-Klasse i hidtil uset grad – advarsler kan projiceres direkte på vejbanen.

Mercedes har introduceret en ny teknologi til den nye S-Klasse. Digital Light-teknologien er en videreudvikling af de intelligente lygter, vi har set de senere år, blandt andet Mercedes eget system Multibeam LED. Mercedes lover, at betingelserne for oplysning af vejen bliver bedre uden at blænde hverken modkørende eller overhalende trafikanter. Det sker fordi, lygterne har en ekstremt høj opløsning på flere end 1 mio. pixel per lygte. Samtidig er lygteteknologien i stand til at projicere symboler direkte på vejbanen.

Mercedes GLE Coupé - stor, dejlig og unødvendig

Hver forlygte består af flere end én million mikroreflektorer, som alle styres individuelt. Når bilen møder modkørende eller forankørende, er teknikken i stand til at lyse vejen op rundt om den øvrige trafik uden at blænde. Lygtens høje opløsning og den individuelle styring af hver enkelt mikroreflektor gør det muligt for systemet at retningsstyre lyset med en hidtil uset nøjagtighed.

Ved hjælp af sine kameraer og sensorer observerer og registrerer bilen konstant sine omgivelser. Disse data kombineres med information fra navigationssystemet, og på den baggrund udregner systemet i løbet af millisekunder det bedst mulige lysbillede i hver enkelt situation.

Projektioner i HD-kvalitet
Takket være den ekstremt høje opløsning er lygterne i stand til at projicere kraftigt oplyste symboler direkte på vejbanen foran bilen. De projicerede symboler er både synlige for føreren af bilen såvel som andre trafikanter og fodgængere. Der er dermed tale om en slags Augmented Reality, hvor lygterne understøtter trafiksikkerheden. Eksempelvis vises et snefnug ved risiko for glatføre.

612 hk og overflod af luksus - Mercedes S63 AMG

Digital Light har følgende symboler tilgængelige: Vejarbejde, risiko for påkørsel bagfra, lane-keeping-symbol, blind-spot-symbol, hastighed. Kører man eksempelvis igennem et vejarbejde med indsnævret vognbane, projiceres to streger på vejen, som hjælper føreren med at holde sig i sin bane.

Opdager bilen en fodgænger nær vejbanen, beskæres lysbilledet, så personen ikke blændes af bilens lys. Når føreren aktiverer den aktive fartpilot, projiceres den indstillede afstand til den forankørende bil på vejen foran. Ændres indstillingen, vises afstandsmarkøren igen.