Den nye Cupra Leon kommer i to versioner med enten 245 hestekræfter fra en el- og benzin hybridmotor og op til 60 kilometer på strøm - ELLER op til 310 hestekræfter og en 0 til 100 km/t-tid på under fem sekunder.

Seat har besluttet sig for at Cupra skal være et selvstændigt mærke, så den nye Leon Cupra har ændret navn, så den i stedet hedder Cupra Leon. Nu ved du det, og så kan vi jo samtidig lige fortælle dig om den nye model, der er klar. Her kan du kan få (næsten) alt, hvad hjertet kan begære. Er du til miljøbevidst sport, så kommer Cupra Leon eHybrid med en 1,4-liters benzinmotor med 150 hestekræfter og en elmotor med 115 hestekræfter. Samlet giver det en ydelse på 245 hestekræfter og 400 Nm. Batteriet er 13 kWh stort og skulle være nok til 60 kilometer kørsel på strøm, og samtidig skulle CO2-udledning ligge på under 50 g/km. Hvor hurtig den grønne spanier er, oplyser Seat desværre ikke endnu.

Den spanske elektriker - Seat le Born

Hvis strøm og miljø ikke lige er dig, så laver Cupra nu også en 245-hestes version af den 2-liters benzinmotor med 370 Nm. Den trækker gennem forhjulene og en DSG-gearkasse, men der findes også en hidsigere version med hele 300 hestekræfter og 400 Nm, som også trækker på forhjulene. Begge version findes som både stationcar og hatchback.

Bossen
Hurtigste variant af den hurtige spanier kommer dog kun som stationcar. Her har Leon 310 hestekræfter, men forskellen er, at bilen trækker på alle fire hjul, og det skulle være nok til at sende familieslæden til 100 km/t på 4,8 sekunder og videre til en elektronisk begrænset topfart på 250 km/t.

Octavia RS245 - Skoda's Golf GTI?

Alle de hurtigste Cupra-modeller får kæmpe 370 millimeter bremseskiver foran fra Brembo, og Adaptive Chassis Control, som kan justere støddæmperne konstant under kørslen. I forhold til den almindelige, nye Leon, er forenden sænket 25 millimeter, mens baghjulsophænget er sænket 20 millimeter. Samtidig lover Seat, at den elektrisk forstærkede servostyring skulle være det bedste, mest præcise styretøj nogensinde. Vi bør altså kunne forvente, ikke bare en grøn og hurtig model, men også endnu mere køreglad.

Nye Leon
Seat har netop præsenteret en ny Leon, som først og fremmest er blevet skarpere at se på. Det reducerer vindmodstanden med næsten otte procent, til gavn for brændstofforbruget. Modellen er samtidig vokset 86 millimeter i længden, mens akselafstanden i sig selv er blevet 50 millimeter længere til gavn for bagsædet. Skærmen i instrumenthuset måler 10,25 tommer, og en 10 tommer skærm tager sig af alt fra klimaanlæg til musik, og nu behøver du ikke længere et usb-stik for at kunne bruge Apple Carplay.

Årets Bil er stadig en dansker-darling – Seat Arona diesel

De almindelige Leon-modeller får fra 90 heste og op til 190 heste, mens en hybridversion leverer 204 hestekræfter. Vil du hellere have diesel findes der en 2-liters motor med 115 eller 150 hestekræfter.