Peugeot klar med ny 5008 SUV

|

SUV-segmentet har ændret sig meget siden 2009, hvor den første version af Peugeot 5008 blev lanceret som en MPV. Nu findes SUV-modellen i næsten alle segmenter og den oplever en konstant stigende succes i C-segmentet, hvor den traditionelle Sedan må vige pladsen til fordel for den nye trend.

Når 5008 således skifter karakter fra MPV til SUV, skyldes det bl.a. at MPV-segmentet i høj grad er et europæisk fænomen og med den nye 5008 SUV ønsker man at ramme kunder over hele verden. Nutidens kunder har desuden andre præferencer og ønsker i højere grad at bryde normen, og her kommer SUV´en i spil som en mulighed for at få både sofistikeret teknologi, praktisk anvendelighed og passioneret køreoplevelse i én pakke.

Den nye 5008 SUV giver mulighed for at kombinere SUV´ens fordele med stor rummelighed og fleksibilitet. Ifølge Peugeot er de tre vigtigste målsætninger for 5008 at:

-          Understøtte mærkets move-up market strategi

-          Blive en international succes

-          Blive benchmark for 7-sæders SUV´er i C-segmentet

PEUGEOT i-Cockpit
Kabinen i den nye 5008 er som i den nye 3008 domineret af det innovative og næsten futuristiske PEUGEOT i-Cockpit. Det består af et kompakt rat, en 8” touch skærm og en high-res 12.3” digital head-up instrumentering, der kan tilpasses og personaliseres efter førerens ønsker. Touch skærmen er akkompagneret af syv elegante vippekontakter i mat krom, der giver hurtig adgang til radio, aircondition, navigation, indstillinger, telefon, apps og katastrofeblink.

Systemet indeholder MirrorScreen, som er kompatibel med Mirrorlink (til Android), Android Auto og Appel Carplay, og mulighed for 3D connected navigation. Herudover findes en trådløs smartphone opladerplade, som oplader via magnetisk induktion, i midterkonsollen.

GT og GT-Line har en ekstra knap, som tilføjer et særligt touch til kabinen: i-Cockpit Amplify. Med denne funktion bliver alle fire sanser stimuleret, og værdsætter man en særlig god lyd i kabinen, er det muligt at tilkøbe et FOCAL Premium Hi-Fi lydanlæg.

Interiør
Takket være EMP2 platformen er den nye 5008 11 cm længere og 11 cm bredere end sin forgænger, hvilket giver 6 cm mere benplads til passagererne på 2. sæderække. Men ifølge Peugeot er den meget mere end en stor SUV. Den skiller sig ud med sin innovative opbygning, der består af tre separate og sammenklappelige foldesæder på 2. sædderække og mulighed for at udstyre 3. sædderække med to aftagelige separate foldesæder. De tre sæder på 2. række har alle samme bredde, hvilket sikrer samme gode komfort til alle passagerer. Sæderne kan rykkes frem og tilbage, og ryggen kan justeres i fem forskellige vinkler. De kan nemt foldes sammen og danner dermed et fast gulv, hvor ryglænet sikrer en helt plan overflade.

De to sæder på bagerste række er designet til at kunne tages ud i et snuptag, hvis der er brug for mere bagagerumsplads. I 5-sæders versionen har den nye 5008 en bagagerumsvolumen på op til 1.060 liter, hvilket er 237 liter mere end forgængeren. Den lave læssehøjde (676 mm) giver sammen med det sammenklappelige passagersæde forrest mulighed for at transportere lange genstande på op til 3,20 m.

5008 rummer adskillige praktiske features, der gør dagligdagen nemmere. Den kan bl.a. udstyres med en håndfri elektrisk bagagerumsklap (standard på GT-versionen), som aktiveres med foden under kofangeren

Design
Designet på den nye 5008 rummer alle kendetegnene fra en rigtig SUV: En lang flad motorhjelm, en lodret front og en høj sidelinje. Hver kurve og linje er tegnet til at give en harmonisk og elegant statur, som trodser bilens størrelse. Bilens længde på 4,64 m og højde på 1,64 m (inkl. tagrælinger) giver en lang og dynamisk profil, der understreges af det sorte ”Black Diamond” tag (GT og GT-Line), som bidrager til, at bilen ikke synes høj og tung.

Fronten signalerer power og er karakteriseret af en bred kølergrill med kromdetaljer og ikke mindst løvelogoet i midten. Den er samtidig kendetegnet af rene linjer, som fortsætter hele vejen til bagenden, hvor et skinnende sort tværgående panel integrerer LED baglygterne med PEUGEOTs signatur: Tre rifter fra løvekløer, som gør bilen genkendelig uanset, om det er dag eller nat.

En klar målsætning om køreglæde
Hvordan kører den så? Ja, vi har af gode grunde ikke testet den endnu, men ifølge Peugeot så ingeniørerne en klar mission, da de udviklede bilen: at sikre køreglæde gennem overbevisende vejgreb og en præcis styring. Takket være EMP2-platformen så skal Peugeot 5008 på trods af sin større størrelse have opnået en balance mellem komfort og vejgreb, hvor køreegenskaberne forstærkes yderligere af en vægtreduktion på 95 kg og optimeret aerodynamik.

Motorprogrammet består af 4 effektive PureTech benzinmotorer med 130 hk eller 165 hk og seks BlueHDi dieselmotorer, der spænder fra 100 hk og 120 hk til 150 hk og 180 hk. CO2-udledningen (ifølge EU norm) er ned til 115 g CO2/km for benzinmotorerne og 105 g CO2/km for dieselmotorerne, hvilket placerer den nye 5008 som benchmark i sin klasse.

Den nye 5008 kan desuden udstyres med en række avancerede førerassistance-systemer, som Active Safety Brake, Distance Alert, aktiv vejstribealarm, Smart Bean Assistance, skiltegenkendelse, adaptiv fartpilot med stopfunktion, Active blind spot monitoring, City Park, Visio Park (360 grader) og Advanced Grip Control med Hill Assist Descent Control.

Når den nye 5008 bliver introduceret i Danmark, vender vi naturligvis tilbage med en grundig test af den nye SUV.
 

Peugeot 5008 på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev