204 hestekræfter og 500 Nm – nu kan Toyota Hilux endelig lægge arm med konkurrenterne i pickupklassen. Modellen får et facelift sammen med den større motor.

Porsche har 911, Volkswagen har Golf og Toyota har Hilux. Mærkets måske mest legendariske model har endelig fået de bøffer, den fortjener. Japanerne har præsenteret en faceliftet version, og dagens bedste nyhed er, at Hilux nu kan fås med en 2,8-liters dieselmotor, som kan slæbe herfra og til Sydafrika.

Skovens helt – Toyota Hilux

Motoren yder 204 hestekræfter og 500 Nm, som er nok til at sende Hilux op i toppen af pickup-klassen, når det kommer til effekt. Det skærer 2,8 sekunder af accelerationstiden fra 0 til 100 km/t i forhold til den nuværende motor.

Hvem er stærkest
Den større motor er faktisk lidt af en overraskelse. Først og fremmest har den 2,8-liters motor været til salg i andre verdensdele end Europa, siden ottende generation blev introduceret i 2015. Og det er altså denne motor, som nu kommer til salg i Danmark, MEN med et ekstra powerboost fra 177 hestekræfter og 450 Nm.

Fuld valuta for pengene – Mitsubishi L200

At Toyota kaster den 2,8-liters motor ind som et trumfkort i et bilspil netop nu, er også overraskende, fordi konkurrenterne faktisk går den anden vej. Isuzu D-Max er allerede gået fra 2,5 liter til 1,9 liter, og senest har Ford Ranger droppet den charmerende, men tørstige femcylindrede 3,2-liters motor, og har nu en 2,0-liters motor med 213 hestekræfter og 500 Nm. Eftersom Mercedes ikke længere producerer X-Klassen, er det kun Volkswagen Amarok, som for alvor kan slå Hilux på power, for den fås stadig med en fed 3,0-liters V6’er med op til 272 heste og 580 Nm.

Faceliftet
Det er dog ikke udelukkende motorrummet, Toyota har opgraderet. Designet er blevet let ændret med en ny, markant tredimensionel frontgrill og kofangere, mens nye LED-lygter både for og bag med en særlig lyssignatur pryder den nye model, som også får glæde af nye 18 tommer alufælge samt tre nye farver.

Indvendigt har Hilux fået et nydesignet instrumenthus med en ny og integreret otte tommers multimedie-skærm med rigtige trykknapper med mulighed for integration af smartphone med Apple CarPlay og Android Auto. På udstyrslisten finder vi nu blandt andet nøglefri betjening, navigation, fuldautomatisk klimaanlæg, parkeringssensorer for og bag samt et JBL-lydanlæg med ni højttalere.

Danmarks største pickup-test

Teknisk har man heller ikke bare smidt en ny motor i. Komforten har fået et ekstra løft ved at forbedre hjulophæng og servostyring. Støddæmperne er blevet tunet og sammen med et forbedret bladfjederdesign og nye bøsninger medfører det en mere komfortabel oplevelse bag rattet under kørslen selv på meget hullede veje. Et mekanisk spær sammen med en elektronisk spærfunktion, lavere motoromdrejninger ved tomgang fra 850 til 680 omdrejninger i minuttet kombineret med en endnu bedre afstemt speederrespons skulle sikre, at det bliver endnu nemmere at komme frem i terrænet.

Hilux vil stadig blive solgt med den almindelige 2,4-liters dieselmotor med 150 hestekræfter, mens den stærke 2,8-liters motor kan fås både med Extra Cab og Double Cab samt med sekstrins manuelt eller automatgear, når den kommer til salg senere på året.