Vi kører Alfa Romeo Stelvio – italienernes første bud på en praktisk bil, men spørgsmålet er, om den er blevet praktisk på bekostning af de italienske dyder.
Kære Alfa Romeo. Velkommen tilbage fra de døde. Vi er alle glade for, at I igen laver underholdende biler med masser af selvtillid. Den seneste model til at trække Alfa Romeo ud af glemslen hedder Stelvio – det italienske firmas første forsøg på at lave en SUV. For bare få år siden, lød den slags som en dødssynd, men nu om dage, hvor selv Lamborghini vil have en SUV på programmet, er der ingen producent, der har råd til at gå glip af et så lukrativt marked.
Det betyder, at en SUV, eller crossover om man vil, kan være mange ting, men en fællesnævner plejer at være, at bilerne er relativt praktiske. Det må man også sige, Stelvio er. I hvert fald hvis man sammenligner den med nogle af Alfa’s tidligere praktiske modeller, for det har aldrig været mærkets spidskompetence. En Alfa Romeo 159 Sportwagon har fx et bagagerum på 445 liter, og forgængeren 156 Sportwagon havde bare plads til 360 liter. Det er kun ni liter mere end den seneste version af Volkswagen Polo.
Alfa, villa og vovse
Så går det straks bedre i Stelvio. Bagagerummet sluger 525 liter, som er rigeligt til en fuldvoksen hund på 35 kilo. Til sammenligning stiller klassens mest populære konkurrent Audi Q5 med 550 liter bagagerum, mens Alfa’en faktisk slår Volvo XC60 på bagagerumsplads – hvilket må være en form for verdensrekord – da XC60 kun stiller med 505 liter.
Læs testen af Volvo XC60 T6 her
På bagsædet er der fint med plads, selvom den meget skrånende taglinje stjæler plads i hovedhøjde. Designet gør også, at der er mørkt i kabinen, som føles mere intim, end den reelt er. Der er dog ingen tvivl om, at Stelvio er mærkets mest praktiske bil i mange år, og hvis du vælger Alfa i denne klasse, behøver du ikke gå på kompromis med det funktionelle.
Omvejen
Italienske biler skulle gerne byde på en speciel følelse, der giver dig lyst til at køre en omvej på vejen hjem, men jeg er ikke helt sikker på, at det er tilfældet med Stelvio. Den har helt sikkert det mest direkte og præcise styretøj i nogen SUV på markedet. Krængning er der heller ikke meget af, så alle ingredienser for en underholdende bil burde være der, men jeg er ikke forelsket. Jeg har ikke lyst til at tage en omvej, og en af grundende skal nok findes i motoren. Testudgaven har kun baghjulstræk og er den mindst kraftige version af mærkets 2,2-liters dieselmotor, der her stiller med 180 hk. Det er nok til at sende den til 100 km/t på 7,6 sekunder, men motoren lyder uinspirerende, og bilen føles ikke så hurtig i virkeligheden. For at smøre salt i såret, så er den ikke engang økonomisk. På vores testuge nåede vi et blandet forbrug på 13,9 km/l over 460 km.
Læs testen af Alfa Romeo Giulia Veloce her
Gearkassen har et irriterende problem, på trods af at Alfa har købt en 8-trins automatgearkasse hos ZF, der leverer samme gearkasse til Audi, BMW og selveste Bentley. Skiftende er bløde, kvikke, og nedgearinger sker også som forventet, og hvis man er utilfreds, kan man bare styre gearene via de lækre alu-paler bag rattet (ekstraudstyr til 6000 kr.), men gearkassen gearer ned, når du bremser. Det giver en motorbremsende effekt, der er svær at medregne, når du forsøger at lave en behagelig og lineær opbremsning. I stedet bliver det det en underlig hakkende oplevelse, der ødelægger en ellers komfortabel oplevelse. Det er meget muligt, at Alfa’s ingeniører har valgt denne løsning, fordi det kan virke sporty, men i en SUV til hverdag, der skal tingene bare glide så nemt som muligt.
Italienske forkælelser
Der er mange af os, der stadig har fordomme om italiensk kvalitet, men den bliver i det store hele gjort til skamme i Stelvio. Kabinekvaliteten er måske ikke helt på højde med Volvo og Audi, men det også to af de bedste producenter i verden til netop det, og det bløde gummi på toppen af instrumentbordet og aluminiummet på dørsider og instrumentbord løfter fornemmelsen, men man irriteres over en del vindstøj fra a-stolpen ved motorvejsfart. Samlet set er kabinen dog et behageligt sted at opholde sig, og man skal ikke på nogen måde gå på kompromis ved at vælge en italiensk SUV.
Alligevel er jeg ikke blæst bagover, som jeg var i lillesøster Giulia. Den vækker ikke den latinske legesyge på trods af, at den er klassens mest velstyrende bil. Men Alfa har endelig lavet en bil med plads til hunden, og det tæller vel også.