Toyota introducerer en splinterny Aygo med tilnavnet X, som er blevet mere højbenet og crossover-agtig. Samtidig er den blevet mere rummelig og komfortabel – og er potentielt den perfekte bil til en ny finanskrise.
Hvis der var en konge af finanskrisen, så var det Toyotas mindste – Aygo. Den lille mikrobil blev en dansk darling, og hele nationen tog imod den med åbne arme. Bilen blev introduceret i 2005, og indtil i dag er der indregistreret næsten 73.000 biler i Danmark. I 2008 og 2010 var den Danmarks mest solgte bil, og alene i 2012 solgte Toyota over 7.000 biler. Det var den perfekte bil til en tid, hvor vi spændte bæltet et hak ind. Den spartanske indretning, de lave frapriser og billige driftsomkostninger, førte mange gennem krisen.
Toyota Aygo – Dansker-favoritten er blevet bedre
Men krisen kom og gik heldigvis, og til trods for stigende inflation og en forfærdelig krig i Ukraine, håber ingen på en ny finansiel krise – nok heller ikke Toyota. Derfor er Aygo X, som Toyota brændende ønsker, at vi skal lære at udtale som Cross, en helt nyudviklet model, som er – måske har du allerede gættet det – mere crossover-agtig.
Det betyder, at bilen leveres med 17 eller 18 tommer fælge, skærmkanterne er beklædt med plastik, og bilen har 1,1 centimeter mere frihøjde. I kabinen sidder du tilsvarende 5,5 centimeter højere end i den gamle model, så du kan se ud over trafikken i stedet for op på den.
Hurra – Toyota Yaris er blevet sporty
Faktisk deler den 50 procent af undervognen med Yaris og Yaris Cross, og det har flere fordele. Først og fremmest er Aygo X blevet en helt del større. I længden er den vokset 23,5 centimeter, den er blevet 12,5 centimeter bredere, og så er akselafstanden vokset ni centimeter. Det er normalt akselafstanden, der antyder, hvor meget plads der er i kabinen, så det er muligt, at der er mere plads på bagsædet i den nye Aygo X, men meget plads er der ikke. Når jeg, med mine 185 centimeter, kravler derom, er det for det første svært at få fødderne med ind, og da jeg endelig kommer ind, er det både med knæ, der støder mod forsædet, og en isse, der kysser tagbeklædningen – ikke et sted, jeg ville kunne holde ud ret længe, og i hvert fald ikke et bagsæde, der slår konkurrenter som Hyundai i10. Så er det blevet noget bedre i bagagerummet, som tidligere rummede bare 161 liter, men det er nu vokset til 231 liter. Det gør en stor forskel, og selvom bagagerummet på ingen måde kan kaldes stort, så er det alligevel blevet langt mere anvendeligt.
Frisk kabine
Det er helt klart sjovest at indtage første række, for Yaris-stumperne går igen i rattet og på nogle af grebene. Det giver et indtryk af en mere lækker og luksuriøs kabine. Vi kører godt nok topmodellen Envy med ni tommers skærm, trådløs Apple Carplay og trådløs ladning af telefonen, stort JBL-anlæg, kunstlæder på sæderne og LED-loftsbelysning, men danskerfavoritten Active kommer ikke til at holde sig tilbage. Her får du læderrat, otte tommers skærm, klimaanlæg, regnsensor og adaptiv fartpilot. Og listen forsætter med 17 tommer alufælge og fuld LED-lys.
Der er dog et par ting i kabinen, jeg savner. Selv om sædet er blevet bedre at sidde i, så har rattet begrænsede justeringsmuligheder, så siddepositionen bliver halv-trættende, fordi jeg ikke kan få rattet tæt nok på mig. Ligeledes mangler jeg et armlæn i midterkonsollen til at hvile højre arm på, når armen ikke skal skifte gear.
Tynd saft
Og gear, det skal der skiftes ofte, hvis du vil hurtigt frem. Heldigvis er gearkassen stram og en fornøjelse at betjene, men den 1,0-liters trecylindrede benzinmotor er en tynd omgang uden megen saft og kraft. Under 60 km/t er den hæderlig, men drop alt om at accelerere i femtegearet. På mange af de spanske motortrafikveje, hvor vi tester bilen til introduktionen, skifter fartgrænsen konstant mellem 80 og 100 km/t, og i femte gear når du sjældent op på 100 km/t, før næste 80-zone kommer. Det samme gælder på en motorvej med 130 km/t – ned i fjerde gear til motoren skriger, og så op i femte og aktivér fartpiloten.
Den koreanske indkøbsvogn – Hyundai i10
Som noget nyt har Toyota udviklet en ny CVT-gearkasse til Aygo, som udmærker sig ved at være meget kompakt, og faktisk 25 kilo lettere end CVT-gearkassen i Toyota Yaris. Ulempen med CVT-gearkasser er traditionelt, at de ikke har faste trin, og de holder motoren i de høje omdrejninger, hvilket kan blive anstrengende at høre på. I Aygo X er faste trin programmeret ind i gearkassen, så den opleves som en almindelig og velfungerende automatgearkasse. Merprisen er dog 20.000 kroner for CVT-gearkassen.
Mere komfort
Dagens bedste overraskelse er, at Aygo X er meget bedre støjdæmpet end forgængeren. Toyota var klar over, at den gamle var som at være fanget i en tom øldåse med en arrig hveps – for hvert facelift fortalte de stolt om, hvor meget bedre den nye version var støjdæmpet, uden at det gjorde en egentlig forskel. Det gør det nu, og støjniveauet er langt mere tåleligt.
Toyotas grå guld – Yaris Cross
I kombination med en fint afstemt undervogn, som sluger ujævnheder kompetent for en mikrobil at være, så er Aygo X blevet en langt bedre rejsevogn. Takket være en lav vægt på 940 kilo skifter Aygo X fin retning, og føles fast og præcis, dog uden at være specielt engagerende, så en drivers car er den ikke. Men det er nok også de færreste, der køber en Aygo for at køre friskt. I stedet vil de sætte pris på, at Active-versionen koster 140.000 kroner – hold dig helt fra billigste version, som ikke engang har radio. Fra udstyrsvarianten Pulse, som koster 159.990, kan du gratis tilvælge fire forskellige designkoncepter, opkaldt efter forskellige krydderier som chili eller kardemomme.
Lidt mere anvendeligt er det nok at vide, at Toyota har introduceret deres koncept Toyota Relax som betyder, at bilen reelt har 10 års garanti eller 160.000 kilometer, hvis den serviceres autoriseret hos Toyota.
Her er priserne på Toyotas første elbil, bZ4X
Samlet set er det altså lykkes Toyota at skabe en arvtager til Aygo, som er marginalt mere rummelig, men mest af alt mere komfortabel, uden at prisen stiger nævneværdigt. Og det skal nok hjælpe Aygo X – uanset om vi får en ny finanskrise eller ej.