Med Lexus RX300 har Toyota valgt at tage kampen op i en meget svær klasse. Specielt i USA, som er det marked Lexus RX300 er skabt til. Men, i USA har man et noget andet forhold til Lexus, end man har i Europa. Lexus er "mærket", hvis man vil have luxus og stil. Selvfølgelig er BMW og Mercedes også at finde i denne kategori, men Lexus er stadig noget helt specielt for amerikanerne.
Men, dette hjælper jo ikke på det faktum, at man i Europa endnu ikke fuldt ud har accepteret Lexus, som det luxusmærke det er. Vi er godt på vej, men der går nok noget tid endnu.

RX300 er den eneste 4X4, fra Lexus, på det europæiske marked. Bilen er udstyret med en herlig V6'er med 201 Hk og et moment på 283 Nm. Begge herligheder leveres ved henholdsvis 5.600 o/min og 4.400 o/min. Motoren er, som vi kender det fra Lexus, meget tyst. Naturligvis ikke så tyst som V8'eren i LS og GS modellerne, men uhyre tæt på. RX300 er samtidig udstyret med en lækker 4-trins automatgearkasse, der selv ved fuld acceleration har et meget behageligt og flydende skift. De mange kræfter og det behagelig gearskift er en perfekt kombination af sport og komfort, i den 1700 kg store bil. 0-100 Km/t er overstået på 9,2 sekunder. Tophastigheden er 180 Km/t.

Pladsen på for og bagsæde i RX300 er virkelig god. Der er masser af plads til benene, selv med en "stor" chauffør foran sig. Den gode plads krydres med nogle rigtig lækre lædersæder, der ikke står tilbage for noget tysk mærke. Man sidder godt og behageligt - og selv ved sportslig kørsel bliver man siddende godt og solidt.

Eneste minus ved sæderne må være, at man på bagsædet godt kunne bruge mere støtte under låret. Sædet er lidt lavt og det kan på en længere tur godt virke en smule trættende.

Den samlede finish i kabinen er rigtig lækker. Der er krydret godt med træ på panelerne - dog uden at det bliver for meget. Læderet er som før omtalt rigtig lækkert - og de tonende ruder gør, at man får fornemmelsen af limousine, når man sidder på bagsædet. Indstigningsforholdene er rigtig gode - man føler ikke at man skal "kravle" ind i bilen.
Er der snart mere positivt at sige om RX300. Ja, for jeg er ikke kommet til designet endnu. Bilens design lever fuldt ud op til den linie der er lagt i klassen, der bla. tæller BMW X5 og Mercedes ML. Der er ikke meget "hard core" 4X4 over bilen. Men alligevel ser den stor og muskuløs ud. Linjerne er klare og klassiske - og man er på intet tidspunkt i tvivl om, at det er en Lexus der kommer kørende. Hvis man er i tvivl, vil man automatisk kigge efter bilen og derved få svaret på bagsmækken. Lexus RX300 er en bil man vender sig efter.

Desværre har RX300 et stort problem. Problemet er, at den er så behagelig at køre rundt i. Med kun 7.5 km/l, så render den ikke langt på en tankfuld. Det positive er så, at det næsten er lige meget, hvor stærkt man bevæger sig rundt i bilen, da forbruget stort set er det sammen. Men, 7.5 Km/l er ikke meget - slet ikke med de danske priser på benzin. Men, hvis man ser bort fra Danmark og kigger mod bilens tænkte marked, så er 7.5 Km/l måske alligevel ikke så slemt. Desværre bor vi jo bare i et land, hvor måleenheden er liter og ikke gallons. RX300 har samtidig en pris i nærheden af de 900.000,- kroner. Men endnu engang - så bor vi i et land… Ja, I kender historien.

Konklusionen på Lexus RX300 må være, at vi tager hatten af for en bil, der fuldt ud lever op til sit amerikanske ry, som en rigtig luxusbil. Utrolig behagelig og flydende kørsel. Kørsel, som man desværre nok kan blive afhængig af. Desværre, fordi den er hamrende dyr at bevæge sig rundt i i Danmark.