Mont Blanc – Mercedes har netop introduceret deres nye E-Class Cabriolet for verdenspressen og Biltorvet har i den anledning været et smut i alperne for at kigge nærmere på den nye bil.

Der hersker ingen tvivl om, at den nye Mercedes-Benz E-Class Cabriolet er en ualmindelig smuk bil – og specielt som den står der i 3.466 meters højde og glinser i alpesolen.

Vi havde fornøjelsen af bilen på en to dages tur igennem Schweiz, Frankrig og Italien. Turen var delt op med ligelig fordelt kørsel i henholdsvis E300 og E400. Vi vender stærkt tilbage med en dybdeborende dansk test henover sommeren, men vil selvfølgelig lige berøre de to modeller.

E300 er med sin 2,0 liters motor med 245 hk en ualmindelig velkørende bil, der egentlig ikke mangler muskler på noget tidspunkt, selvom der er meget vægt at flytte rundt på. Faktisk føles de 245 hk nærmere som 280 hk, når du lader speederen røre gulvet, og på intet tidspunkt lyder bilen anstrengt. Ved almindelig lande- og motorvejskørsel er bilen virkelig tyst og en stor fornøjelse at cruise rundt i.

Efter E300 hoppede vi over i E400, der med sin V6 motor og 333 hk har mere ”bund” end E300. Og lige så imponeret vi var over E300, så må vi bare slå fast at E400 er det perfekte valg til en bil som E-Class Cabriolet. Du har en helt anden form for ro i bilen og en helt anden tyngde i accelerationen. Samtidig er lyden fra V6’eren noget mere passende til bilens udtryk. Spørgsmålet er så bare om man skal bruge knap 200.000,- mere for at få V6’eren med ekstra 88 hk – hvilket jeg vil sige ja til. Specielt fordi du får 4Matic med i handlen – et kæmpe plus i mine øjne på netop denne model, da Mercedes har fået sammensat en bil, der styrer imponerende godt, lige meget om du cruiser eller kaster den ind i det nærmeste alpesving. Faktisk vil jeg gå så langt og sige, at E400 Cabriolet er den bedste full size cabriolet på markedet i skrivende stund. Og netop ordene full size er værd at bide mærke i, for E-Cabrio er nemlig så stor, at fire voksne sidder mageligt selv på lange ture. Det er der ikke mange cabriolet modeller der kan prale af – og slet ikke til priser omkring millionen.

E-Cabrio byder på en masse spændende teknologiske tiltag, som vi kommer nærmere ind på ved vores danske test. Men en fed feature, som lige skal nævnes, er de nyudviklede vinduesviskere. Her har man indrettet det sådan, at sprinklersystemet er integreret i selve viskerbladet. Det er der egentlig ikke noget nyt i. Men, det geniale er, at hvis bilen registrerer, at du kører ud tag, så sprøjter den kun sprinklervæske ud, når viskerbladet er på vej nedad, hvilket gør at der ikke kommer sprinklervæske i kabinen. Genialt!

Den nye E-klasse er en genial cabriolet – specielt når man kører igennem alperne og tre forskellige lande i 40 graders varme. Hvorvidt testresultatet bliver det samme, når vi tester bilen i Danmark må tiden vise. Men lige nu er E400 Cabriolet den smukkeste, mest velkørende, praktiske og teknisk perfekte bil i sin klasse – overhovedet!