Den nyeste Polestar ligner noget, der er ankommet direkte fra det ydre rum. Designet glimrer ved en manglende bagrude, men det er faktisk alt det andet, der gør Polestar 4 spændende. Komforten er i højsædet, og prisen er skarp.
Der er noget absurd i at møde Pippi Langstrømpes smålandske idyl i den nye Polestar 4. Den ligner noget fra en anden verden, som den triller lydløst afsted på grusvejene. Herude er et hus bygget af træ og malet med den samme røde slamfarve, man har brugt siden 1700-tallet. En tradition, der står i skærende kontrast til Polestar, et kun syv år gammelt mærke, ejet af Geely, der har til huse i den kinesiske storby Hangzhou. En by de færreste svenskere nok har hørt om, og som alligevel rummer 13 millioner indbyggere.
Her er Polestar 4 – prisen starter ved 465.000 kroner
Udefra er der ingen tvivl om, at bilen er en Polestar, men specielt bagfra skiller den sig ud. Bilen har ingen bagrude, og som chauffør forlader man sig i stedet på et bakkamera i høj opløsning. Fordelen ved at skrotte bagruden er, at man kan konstruere hængsler, c-stolpe og taget mere slankt. Det giver en mere dynamisk – og futuristisk – profil, og stadig have plads på bagsædet. Med mine 185 centimeter rammer min nakke lige noget af taget i det meget tilbagelænede sæde, men ellers sidder man godt på bagsædet med masser af benplads.
Personligt var jeg og familiens over gennemsnittet store labrador bekymret for bagagerummet. Men selv med en søjleboremaskine og familiens oppakning til en weekendtur i ødegården var der faktisk også plads til ham deromme. Den skrånende bagklap stjæler en del plads, men der er trods alt 526 liter bagagerum, når man inkluderer det ekstra rum under gulvet.
Giver Polestar 2 med baghjulstræk mere køreglæde?
I stedet for bagruden må man så forlade sig på et kamera, der vises i bakspejlet. Opløsningen er 2,5 millioner pixel med et 121 graders synsfelt. Jeg har tidligere oplevet, at øjnene har svært ved at vænne sig til en skærm i stedet for et spejl, men det er ikke et problem i Polestar 4. Til gengæld kan det brede synsfelt ikke helt redde den ret voldsomme blinde vinkel ved højre bagsæde. Kører du ned ad en gade med tætparkerede biler, hvor der ved siden af løber en cykelsti, kan det være virkeligt svært at sikre sig, der er fri bane.
Høj komfort og lækker kabine
Polestar vil gerne være det dynamiske bud, når det kommer til elbiler. Mærket startede som et racerteam i den svenske standardvognsserie i 90’erne, og vil du have det rigtigt sporty er der selvfølgelig en firehjulstrukken Performance-udgave med 544 hestekræfter. Den kører vi ikke her, men derimod den baghjulstrukne variant med 272 hestekræfter, som runder 100 km/t på 7,1 sekunder. Ikke ligefrem hurtigt i elbilsklassen, men fuldt rigeligt til hverdagen og et fornuftigt kraftoverskud.
Brugttest af Polestar 2 - digital køreglæde
Men det passer faktisk rigtigt godt til køreegenskaberne. Polestar 4 kører godt, og rammer plet, når det kommer til afvejningen mellem komfort og dynamiske evner. Balancen i bilen er god, der er en anelse krængning, men spandevis af vejgreb, og med et direkte styretøj har du fuld kontrol, og kan nemt holde et højt tempo på en bugtet sognevej. Modsat er bilen samtidig enormt godt dæmpet over ujævnheder, og undervognen rammer den særlige balance mellem at være fast (og dermed altid kontrolleret) og samtidig eftergivende, så bump og ujævnheder absorberes i støddæmperne i stedet for at blive sendt videre til passagerne i kabinen.
VW ID.7 Pro S – den perfekte elbil til dig, der ikke vil have elbil
Komforten løftes yderligere af, at Polestar 4 er noget bedre lyddæmpet end eksempelvis Volkswagen ID.7, også ved motorvejsfart, hvor kun en fløjtende lyd bliver tydeligere som farten stiger, mens støj fra vejen bliver holdt ude. Og netop i sammenligning med ID.7 stikker Polestar 4 også af på kabinekvaliteten. Materialerne føles mere lækre og solide, og specielt sæderne er bløde og støttende.
Pling og besværlige sidespejle
Som visse andre elbilproducenter kan Polestar 4 selv skifte vognbane, når du blinker ud. Systemet er egentlig rimeligt gnidningsfrit, men kan stadig ikke matche en person i hastighed, og hvis man overtager øvelsen selv, bliver man mødt af et pling – og dem er der en del af.
Desværre har Polestar også kopieret Tesla, når det kommer til justering af rat og sidespejl, så i stedet for knapper i dørsiden, skal man ind i en undermenu, og så justere spejlet fra knapperne på rattet. Når blot man husker at gøre det, før man tager afsted, går det nok – lige indtil du finder dig selv i en situation, hvor du skal parallelparkere på en trang plads med høj kantsten og meget trafik. Her virker det pludselig ganske anstrengende at skulle ind i undermenuen, vælge det rigtige spejl, for så at finde knappen på rattet, så du kan justere spejlet ned. Øvelsen er udfordrende og helt ærligt træls, hvis du eksempelvis, som jeg, skal aflevere et barn på skolen hver morgen. Det ville ende med at koste mange fælge, fordi man til sidst dropper at justere spejlet og bare bakker, indtil man mærker aluminiummet blive drejet af den ellers så flotte 21-tommer fælg.
Når vi er ved de trælse ting, så reagerer den ellers dejligt store15,4-tommers skærm ret sløvt på berøringer. Man skal ofte trykke flere gange, før skærmen reagerer.
Skarp pris og stort batteri
Polestar 4 stiller med stærke kort – batteriet er massive 100 kWh stort, og rækkevidden er officielt op til 620 kilometer med et forbrug på ned til 17,8 kWh/100 km. Der er indbygget en 22 kWh lader, og hurtigladning kan ske op med op til 200 kW, så Polestar lover 10 til 80 procent på 30 minutter. Hurtigladningen fik vi dog ikke mulighed for at prøve under testen.
Til gengæld kørte vi til Pippiland med samme tempo som i en gammeldags dieselbil, altså omkring 120 og steder op til 135 km/t. Vi brugte 39 procent batteri på at køre 172 kilometer med et gennemsnitsforbrug på 23,5 kWh/100 km. Det er som sagt med tung speederfod. På vejen hjem kørte vi 246 kilometer og brugte 54 procent af batteriet med et forbrug på 20,5 kWh med et tempo, som passede til fartgrænserne. Det er ikke helt dumt for en bil med fem personer ved motorvejsfart, men heller ikke noget, der sætter rekorder.
Fremtidens GT – på langtur i Polestar 1
Med en frapris på 465.000 kroner er Polestar 4 faktisk et ganske godt bud på en elbil i det, vi i gamle dage ville kalde firmabilsklassen. Den er mere smart, lækker og komfortabel end Volkswagen ID.7 Pro S, som starter ved 452.000 kroner, og til gengæld har 705 kilometers rækkevidde og mere plads i bagagerummet. Men jeg ville nok være fristet af rumvæsnet med de svenske aner for dens lækre kørekomfort.