Tidligere var navnet Volkswagen Passat CC – men den seneste generation af VW’s voldsomt smukke 4-dørs coupé har fået nyt navn og hedder blot VW CC. Årsagen er, at VW ønsker mere eksklusivitet omkring bilen, og der har man så vurderet at Passat-navnet trak for meget i den forkerte retning. Personligt kan jeg godt se ideen i at adskille de to modeller, selvom de er tæt på at være ens. VW CC udstråler nemlig langt mere elegance og high class, end den mest veludstyrede Passat (uden at fornærme nogen, red.) nogensinde kommer til.

Designet følger den nye stil fra VW. Fronten har fået den bredere og mere markante grill, og de generelle linjer viser mere skarphed, uden på nogen måde at miste det konservative look, som næsten er blevet synonym med VW. Første generation af CC var en yderst smuk bil, og det er den nyeste så sandelig også. Første generation havde i nogens øjne lånt en del designmæssige træk fra Mercedes-Benz CLS – men det er ikke tilfældet med VW CC. Her er der tale om en meget gennemført og unikt design. Vores testbil blev samtidig leveret i mørk grå metallak, med masser af krom, og var samtidig udstyret med de ekstremt smukke ”Lakeville” alufælge. Alt i alt en perfekt cocktail af sport, komfort og elegance.

I kabinen møder vi det klassiske VW Passat look, dog med få ændringer. Alt sidder som det skal, er i super god kvalitet og fremtræder virkelig luksuriøst. En af de ting du har mulighed for at ændre, uden ekstraomkostninger, er bagsæderne. VW CC leveres nemlig med både tre og to siddepladser bagi, hvor den tosædede konstruktion er mest eksklusiv at se på. Her er sæderne delt af et område til opbevaring. Den tre-sædet version er dog den mest praktiske, hvis du har brug for plads. Plads er der også nok af i bagagerummet, der kan rumme 532 liter. Adgangen til bagagerummet er også ret interessant, da du har mulighed for at benytte dig af Easy Open, hvor du blot bevæger din fod under bagkofangeren, hvorefter klappen til bagagerummet automatisk åbner. En smart detalje, der gør det lidt nemmere at handle ind. Eneste ulempe er dog, at chancen for at ligne et komplet fjols, når man står på et ben på parkeringspladsen foran Brugsen, er rimelig stor.

I motorrummet har VW fundet plads til en masse interessante og velkendte motorvarianter. Vores testbil var udstyret med VW’s pragteksemplar af en motor, nemlig den 1,8 liters TSI med 160 hk. Bilen var samtidig udstyret med den geniale 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse (DSG7), der virkelig leverer gearskifte i verdensklasse. Samtidig føles den 1,8 liters motor ikke som en 160 hk’s sag, når den arbejder sammen med DSG gearkassen. En ”blindtest” vil nok efterlade mange gæt på den 2,0 liters motor i samme serie, hvor ydelsen er 211 hk. Motoren er samtidig meget støjsvag, og ved afslappet kørsel er der meget tyst i kabinen.

Prismæssigt er VW CC slet ikke så ringe endda. Den 1,8 liters TSI fås fra knap 440.000,-. Ønsker du DSG7 (det gør du, red.) oveni, så er merprisen 35.000,- - stadig acceptabelt. Men, nu kommer der så et lille problem, for ønsker du parkeringssensor for og bag og mulitfunktionslæderrat, må du punge ud med yderligere 12.000,- for en DK-pakke. Ønsker du Easy Open og f.eks. LED-lys, så må du smide 22.000,- for DK-luksuspakken. Og skal du lige have soltaget, de smukke Lakeville 18” fælge og alcantara/læder interiør med, ja så må du finde yderligere 40.000,-. Pludselig er VW CC hoppet let og elegant op på 550.000,-. Personligt ville jeg ikke undvære nogle af de ting, som de forskellige tillægspakker indeholder, de passer nemlig til bilen og dens udstråling. Og selvom jeg synes, at 550.000,- stadig er en god pris for bilen – så vil jeg stadig mene, at visse elementer i de forskellige pakker burde være standard, bl.a. parkeringssensor, Easy Open og LED-lys.

Men, alt i alt, er jeg vild med VW CC 1,8 TSI DSG. Det er en ekstremt velkørende, ufattelig smuk og helt igennem luksuriøs bil, der på bedste vis samler alle de ting, som VW er gode til. Problemet er måske bare, at mange stadig vil sige: ”nåh…, en Passat CC…”. Personligt ville jeg ikke gide forklare forskellen, og stadig blive mødt af smarte kommentarer om, at det stadig kun er en Passat. Nej, jeg tror faktisk at jeg ville smile, kigge på de smukke linjer og derefter sætte mig ind og køre en tur - for det er sådan VW CC skal opleves – visuelt og bag rattet. Der er den nemlig perfekt!