Den danske Alfa Romeo importør er nu klar med priserne på den kommende Alfa Romeo Giulia. Dette gælder også den kompromisløse topmodel Quadrifoglio med 510 hk.

For tilhængere af italienske biler, så regnes lanceringer af Giulia som én af de allermest ventede. Den betagende italiener har vakt stor international opmærksomhed med sit elegante design, avancerede tekniske løsninger og sit imponerende motorprogram.

Alfa Romeo offentliggør nu de danske priser for dieselversionerne. Det drejer sig om versionerne med 2,2 liters dieselmotor med 150 eller 180 hk, som har et maksimalt drejningsmoment på henholdsvis 380 Nm ved 1.500 omdrejninger i minuttet og 450 Nm ved 1.750 omdrejninger i minuttet. Dieselmotorerne er helt nye, de er fremstillet i aluminium og udstyret med balanceaksler. Den 150 hestes diesel leveres med 6-trins manuel gearkasse, mens udgaven med 180 hk leveres med en ny 8-trins automatgearkasse. Takket være lav vægt og meget lav luftmodstand accelerer selv den mindste dieselmotor fra 0-100 km/t på blot 8,4 sekunder og har en tophastighed på 220 km/t.

Priserne starter fra 475.000 kr., og topmodellen Quadrifoglio koster 1.395.000 kr. Uanset modelvalg får man en bil, som er indbegrebet af fabrikkens nye motto ”meccanica delle emozioni”. I dette tilfælde betyder det karakteristisk italiensk design, baghjulstræk, innovative motorer i verdensklasse, unikke tekniske løsninger, lav vægt med en perfekt 50/50 vægtfordeling og det bedste ”vægt-til-ydelsesforhold” i klassen.

Let elegance
For at opnå optimalt vægt-til-ydelsesforhold kombinerer Alfa Romeo Giulia imponerende motorkraft med brugen af ultralette materialer overalt. For eksempel har man valgt kulfiber til kardanakslen og aluminium til motorer, affjedring og flere karrosseridele såsom skærme og motorhjelm. Udstyret med en 2,2 liters dieselmotor med 150 hk har Giulia en vægt på blot 1.374 kg.

Affjedringen er avanceret med henblik på at sikre optimale køreegenskaber, hvor en multilink-løsning til baghjulene sikrer høj præcision og enestående køreglæde. Forrest har man udviklet en ny avanceret affjedring, der garanterer hurtig og ekstrem præcis og direkte styring. Denne eksklusive Alfa Romeo feature holder konstant styr på fjederbenets vinkel og kan tackle kraftig acceleration i alle retninger. Alfa Romeo Giulia har kort sagt markedets mest intuitive, naturlige og direkte styretøj.

Alfa Romeo Giulia tilbyder også det fornyede Alfa DNA-system, som tilpasser bilens dynamiske egenskaber alt efter førerens valg: Dynamic, Natural eller Advanced Efficient – hvor sidstnævnte er en ny funktion med fokus på at optimere brændstofforbruget. Derudover er der en Race-funktion i Quadrifoglio-versionen.

Hertil kommer nytænkende og eksklusive løsninger, og elektronik som primært er anvendt for at gøre køreoplevelsen endnu mere intensiv. Blandt andet bliver der introduceret et nyt, innovativt, elektronisk bremsesystem, der integrerer stabilitetskontrol og traditionel servobremse for øjeblikkelig bremserespons. Samtidig er der inkluderet et sikkerhedssystem, der ved hjælp af radarsensorer automatisk kan bremse bilen for at undgå en kollision.

Letkørt fuldblodsracer
Alfa Romeo Giulia kommer i tre udstyrsniveauer ’Giulia’, ’Super’ og ’Quadrifoglio’. Sidstnævnte er den absolutte topmodel, og den er gjort endnu lettere og meget mere kraftfuld. I motorrummet ligger en 2,9 liters V6 BiTurbo med 510 hk og en 6-trins manuel gearkasse. Det sender Giulia Quadrifoglio fra 0-100 km/t på bare 3,9 sekunder, og den fortsætter uændret til 307 km/t.

Motorhjelm og tag er i kulfiber, og der er mulighed for keramiske bremser som ekstraudstyr. Giulia Q er fyldt med en mængde avanceret teknologi som f.eks. Alfa Active Torque Vectoring, der ved hjælp af to dobbeltkoblinger ved bagtøjet sikrer konstant fordeling af trækkraften mellem de trækkende hjul. Alfa Romeo Giulia Q er også udstyret med en Active Aero frontspoiler som løbende korrigerer luft-flowet omkring bilen for at sikre downforce på de styrende hjul og hjælpe med at bremse bilen effektivt ned fra høje hastigheder.

Udover de her nævnte versioner udvides Alfa Romeo Giulia modelprogrammet snarest med en helt ny 200 hestes benzinmotor.

Den nye Alfa Romeo Giulia får dansk forhandlerpremiere i starten af september.

Modelprogram og priser

Alfa Romeo Giulia 2.2 Diesel 150 hk                                           475.000 kr.
Alfa Romeo Giulia 2.2 Diesel 180 hk Aut.                                    545.000 kr.
Alfa Romeo Giulia 2.2 Diesel 180 hk Aut. Super                         575.000 kr.
Alfa Romeo Giulia 2.9 V6 Q                                                        1.395.000 kr.

Beskatningsgrundlag offentliggøres senere.