Peugeot, Citroën og Opel er klar med elektriske varianter af Expert, Jumpy og Vivaro. Her får du op til 330 kilometer rækkevidde, en lastevne på 1.275 kilo og en startpris på lige over 200.000 kroner.  

Nu hvor de gamle dieselvarebiler er blevet forbudt i Danmarks større byer, er det måske på tide at skifte den gamle Hiace ud med noget mere moderne. Opel, Citroën og Peugeot er i dag samme firma, og derfor er deres bud på en varebil i 1-tons klassen nærmest identisk. Og uanset om du vælger Vivaro, Jumpy eller Expert, er det fra slutningen af året muligt at få en reel varebil, der kører på strøm, uden at det betyder noget for de praktiske egenskaber.

Grønt håb til håndværkerne – Ford Transit Custom PHEV

Og lad os så lige kigge på elbilens store udfordring – rækkevidden. For uanset om du vælger e-Expert, Ë-Jumpy eller Vivaro-e, så kan du vælge mellem to batteristørrelser – 50 eller 75 kWh, som giver enten 230 eller 330 kilometer rækkevidde. Ifølge research fra de tre mærker, kører 44 procent af varevognskunderne i dag aldrig længere end 300 kilometer per dag, og 83 procent kører i gennemsnit mindre end 200 kilometer per dag.

Grønt håb til den klimabevidste storfamilie - Mercedes EQV

Ved brug af en 100 kW DC ladestander kan det 50 kWh store batteri lades til 80 procent kapacitet på godt 30 minutter, og for det store batteri tager det cirka 45 minutter. På det danske marked kommer alle tre biler som standard med en trefaset lader på 11 kW, hvilket giver mulighed for fuld opladning på 5 timer for 50 kWh batteriet og 7,5 timer for 75 kWh batteriet, hvis man har installeret en Wall Box derhjemme.

Plads til arbejde
Hverken det store eller det lille batteri skulle stjæle plads i lastrummet, så volumen varierer fra 4,6 m3 til 6,6 m3 – fuldstændig identisk med de konventionelle versioner og eftersom bredden i varerummet er 125 centimeter, er det muligt at transportere en Euro-palle. Den maksimale lasteevne er på 1.275 kilo, hvilket ikke er langt fra den to-liters diesel, som må laste 1.405 kilo. Totalvægten bliver også mellem 2.800 og 3.100 kilo, og så må elbilerne faktisk trække en trailer på op til 1.000 kilo.

Peugeot bygger pickup til tredjeverdenslande

Uanset om du vælger e-Expert, Ë-Jumpy eller Vivaro-e, så er modellerne baseret på PSA’s EMP2 platform, der giver mulighed for forskellige drivlinjer, men faktisk er elmotoren identisk med den, man finder i Peugeot e-208 og e-2008. Ydelsen er på 136 hestekræfter og et drejningsmoment på 260 Nm. Den eneste forskel er en lille ændring i gearkassen på varebilerne, som har en lavere gearing for at forbedre trækkraften. Tophastigheden er 130 km/t, og accelerationen fra 0-100 km/t klares på 13,1 sekunder.

Danske priser
Peugeot’en lander allerede i Danmark sidst på året, og den bliver ifølge PSA’s strategi den dyreste og mest veludstyrede. Topmodellen hedder e-Expert L3 Ultimate 75 kW, som starter ved 308.990 kroner uden moms. Her får du blandt andet nøglebetjent åbning af højre skydedør, 17 tommer diamantslebne alufælge, nøglefri adgang og start, Ultimate Interior Pack, Xenon forlygter, vognbaneassistent, skiltegenkendelse og hastighedsanbefaling, distance- og frontkollisionsadvarsel, automatisk fjernlys og træthedsdetektor og Head-Up Display.

Verdenspremiere på 100 % eldrevet VW Crafter

Modsat bliver Citroën Ë-Jumpy den billigste, hvor modellen ë-Jumpy L1 50 kWh starter ved 205.990 kroner uden moms – 38.000 kroner mere end en 120 hestes diesel. Her får du stadig aircondition og varmepumpe, parkeringssensor bag, sædevarme, højdejusterbart førersæde med armlæn og dobbelt passagerbænksæde. Priserne på Opel Vivaro-e er ikke klar endnu, men de placerer sig mellem Citroën og Peugeot.