Ford har valgt den rigtige vej i stedet for den billige, da de skulle udvikle en pluginhybrid-version af den populære varebil Transit Custom. Der er op til 41 kilometer rækkevidde på strøm, men hverken lasteevnen eller pladsen i lastrummet lider.

Der findes to religioner blandt håndværkere. Der er dem, der tror på Volkswagen Transporter, og så er der dem, der tror på Ford Transit. Og dem, der tror på Transit Custom, ved, at Ford tænker på deres menighed og forstår, hvad man har brug for, når varebilen udgør det daglige kontor. Eksempelvis var det Ford, der var først med en lem fra lastrummet, som udnyttede pladsen under passagersædet i kabinen, så man kunne medbringe endnu længere emner. Og nu har de samme betænksomme ingeniører udviklet en grøn version af Transit Custom.

Ford fortsætter Transit-succesen

Det var måske nærliggende at forvente en fuldelektrisk version, som nogle af konkurrenterne kan byde på, men den vej har Ford altså ikke valgt. Og det er der et par grunde til. Et stort og tungt batteri påvirker nemlig de to mest centrale aspekter af en kassevogn – lasteevne og plads. Transit Custom PHEV har et 13,6 kWh stort batteri, som er nok til at give en rækkevidde på 41 kilometer, men det er altså ikke større, end at det kan placeres under gulvet i lastrummet, uden at stjæle noget af de i alt seks kvadratmeter. Samtidig er det heller ikke tungere end, at kombinationen af batteri, elmotor og benzinmotor til sammen vejer det samme som dieselmotoren og gearkasse. Derfor må Transit Custom PHEV stadig laste op til 1.080 kilo. Til gengæld må den ikke trække en trailer. 

Teknisk interessant
Transit Custom PHEV består altså den praktiske del af opgaven som sine mere almindelige søskende. Men gælder det samme så for den tekniske del – for den adskiller sig fra stort set alle andre biler på markedet. Transit Custom PHEV er nemlig ikke en almindelig pluginhybrid, hvor benzin- og elmotor er fælles om at trække bilen frem. Det er det, man normalt kalder for en parallel hybrid, hvor de to motorer kører parallelt med hinanden. I Transiten fungerer det modsat sådan, at det er elmotoren med 126 hestekræfter og 355 Nm, der trækker bilen. Fords anerkendte trecylindrede 1,0-liters motor anvendes udelukkende som en generator, der skaber strøm til elmotor og batteri. Teknisk betegner man denne type hybrider som serie hybrider, og mest kendt er nok BMW i3 REX, der brugte en motorcykelmotor til at give elbilen ekstra rækkevidde, men den er nu udgået af produktion.

Over grænsen i den store Transit

Udfordringen er, at denne løsning er dyr og kompleks, men Ford har altså alligevel valgt denne løsning, fordi de mener, det er sådan, en grøn varebil vil kunne tjene sine ejere bedst. Respekt for det.

Mange omdrejninger
Men hvordan er det så at være bag rattet af denne grønne, smarte og praktiske varebil, tænker du måske? Lidt som en ældre hybrid Toyota med et gammeldags CVT-gear. For da vi får udleveret testbilen, er batteriet helt tomt, og det betyder, at den lille benzinmotor skulle på arbejdet med mange omdrejninger for at levere strøm til elmotor og batteri. Og det at motoren snurrer med 4.000 o/min, mens speederen bare snittes, kan min simple hjerne ikke helt begribe, så det kræver lidt tilvænning, at motorens omdrejninger ikke følge speederen bevægelser.

Ford vinder prisen som Årets internationale varebil OG pickup

Generelt er benzinmotoren noget støjende, men den er heldigvis effektiv og får hurtigt fyldt strøm på batteriet, og så kan vi i stedet nyde noget ubesværet og støjfri kørsel i en Transit Custom, som ellers kører som den almindelige version. Den adskiller sig ved at føles mere frisk ved lav fart, fordi elmotoren ikke bekymrer sig om omdrejninger for at yde de maksimale 355 Nm. Til gengæld lader PHEV-versionen til at løbe tør for kræfter før egentlig motorvejsfart, så 90 km/t til 120 km/t tager længe. Så PHEV er nok bedst til bykørsel, og det er også her, den giver mest mening, hvor elmotoren også kan opsamle energi, hver gang bilen bremser.

Godt begyndt er halvvejs
Det samlede indtryk, Transit Custom PHEV efterlader mig med, er ganske fint. Den er lige så praktisk som den almindelige Transit Custom, og hybrid-drivlinjen er smart og virker som et oprigtigt og effektivt forsøg på at reducere noget af CO2-udledningen. Men der er lige det med pengene, for den avancerede løsning er ikke billig, og PHEV-versionen koster således 75.000 kroner mere end en tilsvarende diesel-variant med automatgear. Til gengæld lover Ford, at PHEV-versionen kun bliver omkring 150 kroner dyrere per måned i Total Cost of Ownership, fordi man blandt andet sparer en del penge på grønvægtafgift og brændstof.

Amerikansk ikon trækker næsten 500 tons – med elmotor

Ford Transit Custom PHEV er ikke den endelige løsning på vores klimaudfordringer, men den tager et stort skridt i den rigtige retning, og det er en god begyndelse.