Ford er klar med fuldt elektrisk udgave af Transit Custom, som får en rækkevidde på op til 380 kilometer, og – måske – en tilladt anhængervægt på op til 2.500 kilo.

Ford har travlt med at sætte strøm til sit varebilsprogram, og nu er mærket klar med en elektrisk version af flagskibet Transit Custom. Den har fået det opfindsomme navn E-Transit Custom, og den får officielt en rækkevidde på op til 380 kilometer.

Grønt håb til håndværkerne – Ford Transit Custom PHEV

Udover de nye LED-forlygter, som skal adskille den elektriske variant fra de øvrige modeller, er Ford endnu stille om de tekniske detaljer. De lover, at bilen kan hurtiglades, og at den ikke er begrænset på sin trækkeevne, hvilket så betyder, at den skulle være i stand til at slæbe op til 2.500 kilo. Det er noget bedre end konkurrenterne Peugeot e-Expert og dens søskende fra Citroën og Toyota, som kun må trække 1.000 kilo.

Det elektriske bud – Peugeot e-Expert

Vanen tro har Ford udstyret bilen med detaljer, som gør det nemmere at passe arbejdet på farten. Eksempelvis har E-Transit Custom ProPower Onboard-funktionen, der kan forsyne værktøj, telefoner eller lamper med strøm, så man slipper for at have en støjende og osende benzingenerator med på eksempelvis byggepladsen.

Høje forventninger på det danske marked

Ford er for ottende år i træk markedsleder på varebiler i Danmark. Transit Custom har længe været populær blandt varebilskunderne, hvilket senest var særlig tydelig, da den i sidste måned gav personbilerne baghjul som mest solgt bil. Her var varebilen den mest solgte bil i Danmark på tværs af alle segmenter i første kvartal. Nyheden om en elektrisk udgave af varebilen skaber derfor stor glæde herhjemme.

Fords nye el-varebil sparer 40 procent på driftsomkostninger

- Vi har store forventninger til E-Transit Custom. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde vores kunder endnu en elektrisk varebil, der ikke kun får glæde af at køre elektrisk, men også af flere nye features som for eksempel fordelene ved Ford Pro, siger Tom Maxmølris, Head of Commercial Vehicles, Ford Danmark.

Mens vi ser et skifte blandt personbilerne mod eldrift, så halter varebilerne stadig efter. I årets første fire måneder har 87 procent af alle varebiler solgt været dieselbiler.

Øget produktivitet for Fords varebilskunder

Fords verdensomspændende serviceprogram, Ford Pro, er netop blevet lanceret til Fords europæiske varebilskunder. Med digitale løsninger samler Ford Pro en række services i én dedikeret platform, hvor kunderne kan administrere deres forbundne og elektrificerede flådebiler.

Årets Varebil er fundet – hybriden løb med sejren

I dag har varebilskunder aftaler med adskillige udbydere, når de skal finde løsninger til deres varebilsflåder indenfor alt fra finansiering, software, opladning osv. Det kræver både tid og energi, men med Ford Pro samler Ford alle services ét sted. Ford Pro holder derudover kunderne opdateret om flådens tilstand via liveopdateringer fra varebilerne, mens kunderne også får hjælp til software, ladeløsninger og finansiering.

På den måde får varebilskunderne det bedst mulige overblik over deres flåde kombineret med lavere omkostninger og øget oppetid.

Kommer først i 2023

Den nye E-Transit Custom lægger sig i slipstrømmen af Ford E-Trans, som for nylig blevet lanceret i Europa, men allerede inden de første varebiler forlod fabrikken i Tyrkiet, havde Ford modtaget flere end 5.000 europæiske bestillinger. Vi skal dog vente lidt længere på E-Transit Custom. Yderligere detaljer offentliggøres i efteråret, og produktionen forventes at begynde i anden halvdel af 2023.