Hyundai leger med formaterne på deres seneste koncept – en elektrisk nyfortolkning af Grandeur, mærkets luksussedan i 80’erne, men nu proppet med elmotor, stor skærm og LED-lygter.
Koreanske Hyundai bugner af selvtillid, og er således gået på genopdagelse i egen modelhistorie. Det er der kommet et aldeles spektakulært projekt ud af. Heritage Series Grandeur kalder de konceptet, som er en retro-cool nyfortolkning af mærkets første luksussedan Grandeur. Ideen er at hylde modellen for dens indflydelse i anledning af bilens 35-års jubilæum.
Hurtigere end et Happy Meal – Hyundai Ioniq 5
Og helt ærligt, så ser Hyundai Heritage Series Grandeur ret blæret ud. Designet er egentlig ret simpelt, som klassiske sedaner nu en gang skal være. Men Hyundais designteam har krydret udtrykket med få, men vigtige ingredienser som Parametric Pixel-lygter, som vi kender fra den nye Ioniq 5. Kofangere og sidespejle er i mat metal, mens hjulene kører med 80’er klassiker – pladefælge.
Revolutionen fra øst – vi tager et første kig på Kia EV6
Designerne kalder stilen i interiøret for Newtro, en sammensætning af newness og retro. Forsæderne er betrukket med bordeauxrødt velour, mens bagsiden af dem er betrukket med imiteret Nappa-læder. Alle urer og visere er erstattet med skærme, mens 80’er-følelsen er i behold med et rat, som kun har en eger, mens der er 18 højtalere til at blæse Wild Boys med Duran Duran. Der er kælet for detaljerne, så selv kabinebelysningen er i en dæmpet og tidstypisk bronze nuance.
Koreansk kopivare
Det nye koncept er som sagt et udtryk for det koreanske mærkes selvtillid, som har fået mærket til at genoplive historiske modeller og forsøge at skinne nyt, og måske mere mildt lys på dem. Kan Hyundai fremstille sig selv som et mærke med en lang og glorværdig historie, kan mærket også virke mere autentisk, og det sælger i sidste ende flere biler.
På langtur i brintbil – er Hyundai Nexo klar til Danmark?
Fortiden er vigtig ifølge Hak-soo Ha, leder af interiørgruppen i Hyundai Design Centre.
Når vores designere forestiller sig fremtiden, er det vigtigt at se tilbage på det, vi har skabt i fortiden, og finde inspiration i det. Med Heritage Series Grandeur har vores designere genfortolket en vigtig del af Hyundais historie, som en vidunderlig unik blanding af vintage og nutiden, der afspejler de grænseløse muligheder elektrificering.
Men hvis vi nu ikke kun skal lade os fodre af Hyundais presseafdeling, så var netop Grandeur faktisk ikke en Hyundai, men i hvert fald delvist en Mitsubishi. I midt-80’erne var luksusmarkedet i Sydkorea domineret af Daewoo Royale og Ford Granada Mark II, som Hyundai byggede på licens. Men med udsigten til at skulle være vært for De Olympiske Lege i 1988, havde hovedsponsoren Hyundai brug for en ny luksussedan.
Volvo har regnet på forskellen i CO2-udslip mellem benzin og el – forskellen er chokerende lille
I stedet for at udvikle den fra bunden, gik Hyundai sammen med Mitsubishi om at udvikle det japanske mærkes model Debonair. De to mærker havde allerede et samarbejde, så det lå ligefor, og på den måde fik Hyundai adgang til eksempelvis Mitsubishis motorprogram. Så man kan ikke kalde den originale Grandeur for en kopivare, men det er altså heller ikke et Hyundai-produkt.
Der er ikke nogen tekniske specifikationer på den elektriske drivlinje eller batteriets kapacitet. Faktisk siger Hyundai ikke andet, end at konceptet vil være at finde på forskellige udstillinger. Men hvis konceptet siger noget om fremtiden nye modellers design, så skal det nok blive spændende.