Den nye Subaru XV og Subaru Impreza har fået tildelt en ”2016-2017 Grand Prix Award” for den højest noterede sikkerhedsrating nogensinde (199,7 point) i JNCAP, den japanske version af Euro NCAP kollisionstesten.

”Det er Subarus erklærede mål at bygge verdens sikreste biler,” fortæller den danske salgsdirektør for Subaru Nordic, Niels Thaning. ”Den nye Subaru XV er første bil på en helt ny platform og et vigtigt skridt på vej mod målet. Vi er stolte over udmærkelsen, som også vil give genlyd på det danske marked.”

Den nye Subaru Global Platform vil danne grundlag for de kommende modeller fra Subaru, ligesom den er forberedt for alternative drivkilder som f.eks. eldrift. Både Subaru XV og Impreza introducerer derudover flere innovative sikkerhedsfeatures, der giver dem en nyindstiftet ”Special Award”.

Subaru XV havde verdenspremiere på årets Bilsalon i Genève, og den bliver introduceret på det europæiske marked ultimo november.