Selvom den ligner en X3 med opstoppertud, så byder BMW’s nye elektriske SUV iX på over 500 hestekræfter, bæredygtige materialer i batteriet, evnen til at lade 120 kilometer rækkevidde på 10 minutter – og så må den trække hele 2.500 kilo.

Vi glemmer det lidt i dag, men BMW var faktisk revolutionerende, da de lancerede I3 i 2013. Dengang var der stort set kun Nissan Leaf og Tesla Model S. Siden er mange mærker kommet til, og BMW’s elbiler har ladet vente på sig – indtil nu. Nu er de klar med den elektriske SUV iX.

FDM: Garantier på elektriske biler har tvivlsom dækning

På billederne ligner den måske en futuristisk version af X3 med en opstoppertud i form af den nye, store kølergrill, men faktisk er iX på størrelse med den nuværende X5, og med mellem 20 og 22 tommer fælge. Bagagerummet snupper cirka 500 liter.

Modellen fås med to batteristørrelser, som BMW endnu ikke er helt præcise på. Bruttokapaciteten på den ’lille’ model iX xDrive40 er over 70 kWh, som BMW udtrykker det. Det skulle give en rækkevidde på over 400 kilometer, mens ladekapaciteten er på 150 kW, og den samlede effekt fra de to elmotorer er over 300 hestekræfter.

Tungt slæb
Storebroren iX xDrive50 har et batteri med en bruttokapacitet på over 100 kWh, som giver en officiel rækkevidde på over 600 kilometer. Ladekapaciteten er samtidig skruet på til 200 kW, så det er muligt at lade 120 kilometer på 10 minutter, eller fra 10 procent til 80 procent på under 40 minutter. Den samlede effekt er på over 500 hestekræfter, og det sender SUV’en til 100 km/t på under fem sekunder.  

Her er den nye BMW M3 – med 510 hk og bæver-gebis

Begge modeller har firehjulstræk og frihøjde på 19,5 centimeter. IX xDrive50 har også adaptiv luftaffjedring som standard, mens den maksimale anhængervægt forventes at være 2.500 kilo, som er bedre end den nuværende konge – Tesla Model X, som må trække 2.250 kilo. Det er også muligt at montere en tagboks.

Bæredygtig produktion
BMW Group blev i 2020 kåret som verdens mest bæredygtige bilproducent, blandt andet fordi man er transparente i forhold til, hvor bilens forskellige komponenter stammer fra. Eksempelvis kommer kobolt og litium til højspændingsbatteriet i BMW iX fra miner i Australien og Marokko, og de bliver altså ikke udvundet af børn, som der ellers har været historier om fra koboltminer andre steder i Afrika.

Den elektriske rumraket - brugttest af Tesla Model X

Genanvendelige materialer er også vigtige, så blandt andet er gulvmåtterne og gulvtæppet i BMW iX produceret af et syntetisk materiale, hvor nogle af råmaterialerne er gamle fiskenet og affald fra plastproduktion. Det samme gælder dele af sæderne, dør- og gulvpaneler samt midterkonsollen. Samlet set består hver BMW iX af cirka 60 kilo genanvendt plastik. 50 procent af det anvendte aluminium er gengenbrugt, og så har man fokuseret på vægtbesparelse med kulfiberforstærket plast, magnesium og kun i begrænset omfang ståldele.

Elmotorerne i BMW iX er udviklet af BMW selv og har en effektivitetsfaktor på 93 procent. Opsamling af bremseenergien reguleres afhængigt af underlaget med data fra bilens navigationssystem – også selv om navigationssystemet ikke er i brug - samt en række sensorer.

Tilbage til fremtiden - brugttest af BMW i8

Netop opstoppertuden er lidt speciel – og ikke kun for udseendet. Den traditionelle grill er erstattet af et ’intelligenspanel’, som huser en række sensorer som radar og kamera. Den helt specielle overflade på panelet reducerer panelets modtagelighed for skader. Panelets overflade har simpelthen en selvhelende effekt, og kan reparere mindre ridser i løbet af et døgn i stuetemperatur eller på kun fem minutter med varmluftsbehandling.

Futurisme
Visuelt skiller BMW iX sig ud. Blandt andet med rammeløse døre, tryksensitive døråbnere som erstatning for traditionelle dørhåndtag, markante skærmkanter samt en bagklap, som dækker hele bilens bagende.

Hvis djævlen var familiefar – BMW X3 M

BMW iX er den første model, som er forberedt til 5G. Det åbner for hurtig kommunikation, trådløse opdateringer og nok datakraft til autonome egenskaber. BMW iX er konstrueret til at behandle 20 gange så meget data som tidligere modeller. Det betyder, at modellen kan behandle omtrent dobbelt så meget data fra forskellige sensorer end hvad, der har været muligt indtil nu.

Den nye generation af operativ- og infotainmentsystemet BMW iDrive får sin premiere i BMW iX. Sammen med BMW Curved Display, som indeholder et 12,3 tommer informationsdisplay og et 14,9 tommer kontroldisplay, filtrerer det nye BMW iDrive informationerne på en førerorienteret og brugervenlig måde.

BMW iX lander på de danske veje sidst på året med en startpris på 719.500 for xDrive40, mens iX xDrive50 starter ved 929.500 kroner.