Med en undervogn, som selv kan forudse vejen og plads til golftasken, må McLarens ny GT være den ultimative kontinent-knuser. Og med 620 hestekræfter bliver turen til rivieraen som en smuttur til Superbrugsen.

McLaren er kendt for at lave nogle af de letteste, hurtigste og mest avancerede supersportsvogne i historien. Men de er måske ikke kendt for at lave de mest elegante – før nu. McLaren GT er den seneste tilføjelse til modelrækken, og den er ikke bare hurtig. Den er også smuk.  

Fan hylder F1-stjernen Ayrton Senna med den vildeste McLaren P1 GTR

Med en længde på 4,7 meter, er det en af mærkets længste biler, og det giver GT et mere slankt og elegant design, som samtidig gør den praktisk i en grad, vi ikke har set før fra McLaren. Bag kabinen har man skabt et bagagerum overpå motor og udstødning. Her er der plads til 420 liter bagage, som er 40 liter mere end eksempelvis Volkswagen Golf, og McLaren lover, at der eksempelvis er plads til en golftaske eller to sæt 185 centimeter lange ski og skistøvler. Ude foran er der også et ekstra rum på 150 liter – som må gøre GT til McLarens svar på en Volvo.

GT-traditionen med moderne twist
Den rummelige indretning er en rød tråd tilbage til den ædle tradition grand touring. Grand Touring dækker nemlig over en type sportsvogne, som er skabt til at køre langt, hurtigt, i en tid før proletariatet kunne hoppe på en flyvemaskine, så snart kalenderen viste en helligdag.

Derfor har McLaren ikke kun arbejdet med at få ekstra plads i bilen. Udviklingen af bilen har været rettet mod langturskomfort og ikke bare hurtigste omgangstid på et ekstremt højt teknisk niveau. Til forskel fra de klassiske GT’er har McLarens GT et særligt skelet i kulfiber, bedre kendt som en monocoque, som både er meget let og ekstremt stærk. Men hvor McLarens øvrige modeller bruger monocoquen til at forstærke lyden fra motoren, har man i GT dæmpet lyden. Ligeledes er motorophængene 50 procent blødere end normalt. Det giver en mindre stiv og præcis bil, men det giver også langt færre vibrationer.

Genvej til drømme – køb en McLaren Senna for 52.000 kroner

Selve affjedringen har justerbare dæmpere, som McLaren kalder Proactive Damping Control. Sensorer i undervognen og en avanceret algoritme kan sammen antage og forvente, hvad der vil ske og kan justere undervognen på bare to millisekunder, så man får de mest komfortable køreegenskaber fra denne centermotorsportsvogn. De hydrauliske støddæmpere kan tilmed løfte sig fra en frihøjde på 11 centimeter til 13 centimeter – det skulle gøre GT i stand til at komme frem og over de fleste forhindringer uden at skrabe undersiden på vejbump eller ud over kantsten.

V8-power og cashmere
Motoren er McLarens velkendte V8’er på fire liter med to turboladere. I GT yder den 620 hestekræfter ved 7.500 o/min og 630 Nm ved 5.500. 95 procent af momentet skulle være til rådighed fra 3.000 o/min og helt op til 7.250 o/min – det skulle give en meget smidig og stærk motor. Gearkassen er automatisk og har syv trin og hjælper GT til 100 km/t på 3,2 sekunder. 200 km/t rundes på ni sekunder, mens topfarten er 326 km/t.

Fabriksny million-drøm

Selve kabinen er ganske luksuriøs og moderne. En syv-tommer trykfølsom skærm viser alle informationer, og det er muligt at tilkøbe et Bowers & Wilkins musikanlæg med 12 højtallere, hvor subwoferen er bygget i kulfiber, og mellemtone-enhederne er i kevlar. Som standard er kabinen betrukket i nappa læder, men i slutningen af 2019 kan man bestille indtrækket i cashmere – som ifølge McLaren er første gang, stoffet er brugt i en serieproduceret bil nogensinde.   

Prisen på McLaren GT starter ved 1.400.000 kroner i Storbritannien, altså uden dansk afgift, og den kan bestilles allerede nu.