Er du til über-luksus, plads og elegance, så har både Range Rover, Mercedes og BMW nye bud på store coupeér med plads til kernefamilien.

Der lader til at være en trend med firedørs coupéer blandt nogle bilproducenter. BMW har allerede 6-serien, og Mercedes har CLS. Men for nogen er det ikke godt nok, så heldigvis har både Mercedes og BMW nu et svar i den helt tunge ende. På biludstillingen i Genève har Mercedes løftet sløret for den svulmende coupé AMG GT 4-Door Coupé.

På Genève  vælter det frem med fede elbiler

Du skal se AMG GT 4-Door Coupé som en forlænget familie-version af den todørs sportsvogn AMG GT med mere plads, og du behøver faktisk ikke gå på kompromis med rummeligheden. Fair nok – coupéen kan ikke matche en E-Klasse stationcar, men bagagerummet sluger 395 liter, og du kan vælge modellen enten med to individuelle bagsæder eller et bænkesæde med plads til tre, som kan foldes ned, og så er der pludselig plads til 1.324 liter, til når datteren skal flytte hjemmefra. Du behøver dog ikke bekymre dig om, at AMG har fokuseret mere på plads end fart.

Kraftigste motor er den 4-liters V8’er med to turboer, som i AMG GT 4-Door Coupé yder op til 639 hk og monumentale 900 Nm, og så klares 0 til 100 km/t på bare 3,2 sekunder takket være et firehjulstræk og en 9-trins dobbeltkoblingsgearkasse. En ikke helt så hidsig udgave fås med 585 hk og 800 Nm, mens Mercedes helt nye 6-cylindrede benzinmotor på tre liter med både turbo og elektrisk kompressor også fås i modellen, hvor den yder 435 hk, og støttes af en elmotor, placeret mellem motor og gearkasse, der yder 22 hk og 250 Nm. 0 til 100 km/t klares på 4,5 sekunder, og forbruget er opgivet til at være 10,99 km/l. Salget af AMG GT 4-Door Coupé starter i løbet af sommeren 2018.

Mere er mere
BMW’s seneste koncept er et studie i det overdrevne, hvor mere er mere. I hvert fald hvis man skal tro pressemeddelelsen, som BMW har sendt ud på M8.

BMW Concept M8 Gran Coupe illustrerer betydningen af bogstavet "M" for BMW i imponerende stil. M står for mere – mere af alt. Udover de velkendte dynamiske egenskaber, bringer BMW Concept M8 Gran Coupe også nye facetter af luksus til BMW-mærket ­– den er ultra-sporty, udadvendt og polariserende.

Zenvo deler flyveskaler ud til superbiler med 1.193 hestes monster

Den nye 8-serie er toppen af poppen hos BMW, og M8 bliver den hurtigste variant. De tekniske specifikationer er dog få indtil videre. Vi ved ikke hvilken motor, bilen får, men vi ved, at platformen er CLAR-platformen, som også findes under den nye 5-serie, 7-serie og Rolls-Royce Phantom. BMW nævner også, at både tag og dele af fronten på M8 er bygget i kulfiberforstærket plastik, som er lettere og stærkere end stål.

M8 og resten af 8-serie familien bliver introduceret i løbet af 2019.

Range Rover genopfinder sig selv
Selvom både BMW’en og Mercedes’en må beskrives som massive coupéer, så er de ingen ting i forhold til Range Rover SV Coupé. Hvor de to tyske mærker har klistret flere døre på coupé-formen, så er Range Rover gået den modsatte vej og har fjernet to døre fra deres største model Range Rover. På den måde er de faktisk gået tilbage til udgangspunktet, for den originale Range Rover blev udelukkende produceret som todørs model fra 1970 til 1981.

Vi tester Volvo XC40 

Det er vist også der, lighederne med originalen stopper, for prisen i USA, altså uden dansk afgift, bliver 1.770.000 kroner, og der vil kun blive bygget 999 eksemplarer i alt. Selve designet er ikke så meget anderledes end den normale Range Rover, men fronten er ændret, og så mangler SV Coupé selvfølgelig de to bagdøre. SV Coupé er for øvrigt den første Range Rover, der kan leveres med 23 tommer fælge. Undervognen er sænket otte mm, men vadedybden er stadig 90 cm. Indvendigt er der fire individuelle sæder, og alt er lavet i den fineste kvalitet, der får 1. klasse på British Airways til at ligne den lokale bistro i Bilka.

Motoren er en 5-liters V8’er med kompressor og 560 hk, der sender den store bil til 100 km/t på 5,3 sekunder. SV Coupé skal håndbygges af Land Rovers Special Vehicles Operation i Warwickshire i Storbritannien og kommer til salg fra slutningen af 2018.