Det kan godt undre en at Audi, der har så stor erfaring med firehjulstræk, ventede så længe med at introducerer en SUV. Men, når man tænker over det, så giver det god mening – for Audi har altid stræbt efter at det de laver, ikke bare skal virke, men skal virke suverænt – og det er lige præcis det de har gjort med den nye Audi Q7.

Q7 startede sin karriere, som prototypen Pikes Peak – og den færdige Q7 adskiller sig heller ikke synderligt fra det oprindelige koncept. Man bliver derfor fyldt med en klar form for respekt, når den over fem meter lange SUV holder parkeret foran en. Bilen er ikke bare stor – den er meget stor. Med sine næsten to meter i bredden og 175 cm i højden, er der masser plads at gøre godt med – og det har Audi udnyttet til fulde i kabinen.

Kabinen
Mange ”kollegaer” har brokket sig over at interiøret i Q7 delvist er hentet fra den nye A6’er. Jeg skal ærligt indrømme at der skal mere til at bringe mig ud af den, for med interiøret i A6, viste Audi præcis, hvordan noget skal være når det både skal se godt ud og have optimal funktion. Kabinen står ikke tilbage for nogen og viser klart at Audi sætter standarder på ufattelig mange punkter, herunder blandt andet MMI systemet, der føder chaufføren med alle tænkelige informationer. Alt bliver styret igennem MMI systemet, lige fra sædevarme til navigation – og det tager ikke lang tid før man er hundrede procent dus med systemet og faktisk kan benytte de fleste funktioner uden at fjerne blikket fra vejen i særlig lang tid. Noget andre producenter af biler i denne klasse godt kan lærer en masse af.

Sæderne er vidunderlige og fås både som komfort og sport. Sidstnævnte er lækre og ser tæske godt ud i sort. Hvis man så samtidig har valgt børstet stål og alu-finish, som indlæg i kabinen – ja, så er der ikke mange der kan være med længere.

De fleste Q7’er i Danmark bliver afgjort solgt på gule nummerplader og her viser Audi endnu engang at de kræser om deres biler. Finishen er helt i top og virkelig imponerende udført.

For mange kan Q7 virke meget høj, når man skal læsse noget ind igennem bagsmækken eller sidedørene. Dette har Audi løsningen på, hvis man altså har udstyret bilen med luftaffjedring, som det var tilfældet med vores testbil. Ved at trykke på en lille knap i bagagerummet, sænker bilen sig så det er nemmere at læsse den. En anden detalje finder man lige ved siden af denne knap, nemlig funktionen for anhængertrækket, der dukker automatisk frem ved tryk på endnu knap. Genialt og virkelig gennemført. Audi har samtidig udnyttet det store ”tomrum” der bliver under gulvet, når man fjerner sæderne. Man har lavet et stort varerum/gun box, som springer op ved at man drejer en nøgle.

Motorvalg
I Danmark leveres Q7 p.t. med to forskellige motorer – den velkendte 4,2 liters V8’er og denne lækre 3,0 liters TDI’er med 233 hk og et lækkert drejningsmoment på 500 Nm ved blot 1.750 o/min. En 3,6 liters FSI-motor med 280 hk er lige på trapperne. TDI-motoren er en perle og trækker ubesværet, mens den leverer en lydkulisse, der hælder mere mod benzin end mod diesel, når man træder til. Lækkert når man gerne vil overhale og ikke på noget tidspunkt kommer til at mangle muskler. En anden lille detalje ved overhalinger er Audi’s ”side assist”, der ved hjælp af et radarfelt omkring bilen sanser om det er muligt at overhale. Hvis det ikke er muligt og en bil opholder sig på siden eller i en blind vinkel, så advares føreren ved hjælp af små lysdioder i sidespejlet. Systemet fungerer upåklageligt.

Brændstoføkonomien er heller ikke så ringe. Officielt lyder den på 9,5 km/l i gennemsnit, hvilket er ret imponerende for så stor en bil. Under vores test nående vi 10,4 km/l i gennemsnit.

Kørsel
Kombinerer man de ovennævnte punkter, så får man en afsindig lækker SUV, der ikke lader noget tilbage for nogen. Alt er ligetil og man føler sig hjemme med det samme. Derfor er den samlede køreoplevelse også ekstremt positiv; for motor, undervogn/luftaffjedring, kabinen og elektronikken er virkelig i verdensklasse – eneste minus er at standardprisen på de 988.000,- kroner ikke indeholder ret meget af dette udstyr. Så skal man ud og have en Q7 på hvide plader med det udstyr, som man bliver så glad og fortrolig med, ja så smutter prisen gerne over 1,3 million.

Overall
Når man ser på, hvor gennemført Audi Q7 er, så kan det undre en at Amerikanerne ikke har taget bilen til sig endnu. Salget i USA er kun en brøkdel af det europæiske, hvilket kan undre når USA nu engang er SUV’ens hjemland. Under alle omstændigheder viser vi i Europa at bilen er et hit og der er intet ved den, der skulle gøre den til andet. Suverænt godt af Audi!