Ford Focus har i alle sine leveår været en solid salgsvare, hvor køberen fik en bil til en fornuftig pris med god og fleksibel plads, glimrende køreegenskaber og et spændende design. Ford fortsætter de fine takter med 2011-modellen, som udover nyt design, opdaterede køreegenskaber og nye motorer, også fås med et omfattende udvalg af nye elektroniske systemer, som skal assistere føreren under kørslen.

Design
Først hed stilen ”New Edge design” og siden ”Kinetic design” – men om det hedder det ene eller det andet betyder ikke så meget, når bare det ser godt ud. Og det gør den nye Focus bestemt. En flot kombination af både skarpe linjer, og bløde kurver giver tilsammen et super flot, frisk og modent design. Detaljer, hvor de lækre tågeforlygter eller den langstrakte baglygter sætter prikken over i’et.

Også indendøre er linjerne friske og skarpe, men heldigvis ikke helt så vilde som under ”New edge” tiden – her var kanterne ofte lidt for skarpe og rodede.   

Motoren
Der er jo til stadighed stor ”focus” på CO2 besparende biler/motorer, og her gør Ford selvfølgelig deres til, at de lever op til både EU-krav og forbrugernes forventninger.

Den store benzinmotor var tidligere en 2,0 liters, men den er nu udskiftet med en 1,6 liters udgave med eller uden turbo. Så denne motor dækker nu hele behovet for benzinmotorer, og findes derfor i 4 versioner med henholdsvis 105, 125, 150 og 182 hk.

Denne testbil er udstyret med den næstkraftigste motor på 150 hk. Motoren er som nævnt udstyret med turbo, og leverer derfor også et fornuftigt drejningsmoment på 240 Nm. ved blot 1.600 o/min..

De 150 hk ydes ved 5.700 o/min., men den omdrejningsvillige motor stopper først ved 7.000 o/min., så dermed gemmer denne Focus på en meget underholdende motor - og når lyder også rammer plet, så får man ganske enkelt, ofte, lyst til at give lidt ekstra gas, selvom man faktisk sidder i en ganske almindelig familiebil.

Familiebilen klarer 0-100 km/t på 8,6 sek., og topper ved 210 km/t, så det burde være hurtigt nok til at få børnene rettidigt i skole :-).

Øko-motor
Den 1,6 liters Ecoboost motor er væsentligt mere brændstofbesparende end den tidligere 2,0 liters motor var. Ifølge EU-mix skulle denne motor klare 16,7 km/l, hvilket betyder, at en Focus ligger i energi klasse B.

Ford har, for at optimere forbruget blandet andet indført: automatisk stop-start af motoren, overførsel af bremseenergi til bilens batteri, en kølergrill som automatisk kan åbnes og lukkes efter behov, og selvfølgelig gearskifte indikator.

Vores forbrug i løbet af en uges test endte på 13,7 km/l. Altså ikke helt så flot som stillet i udsigt, men igen så betyder en lidt for tung speederfod rigtigt meget for forbruget.

Elektronik og intelligent sikkerhed
Som nævnt i indledningen fås den nye Focus med et omfattede udvalg af ekstraudstyr, som skal hjælpe og assistere chaufføren.

Lane Departure Warning (LDW) og Lane Keeping Aid (LKA) er systemer som gør opmærksom på, hvis man overskrider sine vognbanestriber. Enten ved at gøre føreren opmærksom på det via vibrationer i gennem rattet, eller ved at styre bilen på rette kurs igen.

Begge systemer fungerer ved at sensorer/kamerarer ser vognbanemarkeringerne på asfalten og derved kan ”se” om bilen er på afveje. Systemet virker ganske fint, når man kører på en vej med tydelige streger på vejen. Men i Danmark bliver der sparet meget på vedligeholdelsen af vejene, så de hvide streger er ofte enten meget slidte eller slet ikke opmalet efter asfalt arbejde, og dermed er systemerne helt ubrugelige. En synd og skam for disse systemer vil givetvis kunne være medvirkende til, at undgå mange frontal kollisioner på landevejene.

Active City Stop er et automatisk bremsesystem som ved bykørsel eller anden langsom kørsel, automatik kan aktivere bremserne, hvis systemet vurderer at en kollision er sandsynlig. Med dette kan man enten helt undgå en kollision eller i dit mindste reducerer skaderne ved et uheld. Vi har dog ikke testet systemet i praksis.

Et 3. system overvåger førerens bevægelser under kørslen og advarer hvis systemet vurderer at føreren er ved at blive uopmærksom eller træt. Her bliver man ”vækket” af vibrationer i rattet, og hvis dette ikke er nok, så ringer alamklokkerne.

Køreoplevelsen
En Ford Focus har alle dage kunne brillere med sine gode og sporty køreegenskaber, og i kombination med den spændstige motor så er køreoplevelsen i denne Focus helt i top. Motoren trækker jævnt og snerrer aggressivt hele vejen, de 6 gear skiftes let og hurtigt, og man sidder solidt plantet i de gode sæder, så man kan nyde at smide bilen igennem snævre kurver.

Sammen med Titanium udstyret føler man sig godt hjemme i kabinen på Focus’en, og umiddelbart savner man ikke noget luksusudstyr i hverdagen.

Konklusion
Det er endnu engang lykkedes for Ford at producere en spændende og velkørende udgave af den velkendte Focus. Focus byder på lækkert design, fin komfort, nye motorer, og ikke mindst en masse ny intelligent teknik, som skal forbedre sikkerheden på vejene.

Prismæssigt starter Focus ved godt 250.000 kr., mens denne testbil koster 312.000 kr.. uden ekstra udstyr.

Sikkerhedspakken med Active City Stop, BLIS (alam ved biler i den blinde vinkel) el-foldbare sidespejle, førerovervågning, Lane Departure Warning, Lane Keeping Aid, registrering af færdselsskilte og automatisk op-/nedblænding af fjernlys koster 20.600 kr. ekstra. En ordentligt portion sikkerhedsudstyr, som er pengene værd, og som indenfor en kort årrække sandsynligvis vil blive et lovkrav.