Hyundai Genesis 3,8 V6 4WD

|

Når man siger navnet Hyundai, så tænker folk straks familievenlige biler med en fornuftig prisseddel og en god garanti. Det er i hvert fald de færreste, der tænker på luksusbiler til priser over 1 million kroner. Men, den danske Hyundai importør vil gerne vise, at luksusbiler ikke nødvendigvis behøver at komme fra Tyskland. Derfor har de introduceret deres topmodel Genesis på det danske marked. En bil der specielt i USA har høstet store roser og vundet flere priser, men som vi i Danmark slet ikke har været introduceret for før nu. En af årsagerne er med garanti prisen, der starter ved 1,1 millioner kroner. Ja, der står 1,1 millioner kroner.

Men, hvad får du så for de mange penge og er det nok til at rykke ved magtbalancen i den store luksusklasse, hvor vi bl.a. finder Mercedes-Benz, Audi og BMW. Vi kigger nærmere på Hyundai Genesis 3,8 V6 4WD Premium.

Design
Designet på Genesis er faktisk slet ikke så ringe (på godt jysk, red.). Bilen fremstår voluminøs og moderne med sine brede hofter og enorme grill. Og netop grillen er et enormt plus for Genesis, da folkene fra Hyundai har valgt at smide et Aston Martin agtig logo på snuden af bilen, så man i forbifarten tænker ”hvad pokker var det?”. Desværre har Hyundai sovet i timen og valgt at sætte deres normale Hyundai logo bag på bilen, hvilket får hele ideen med et nyt og eksklusivt logo til at falde sammen. Her er min klare opfordring, at man fjerner alt, hvad der står Hyundai på og bare emmer en smule af det normale logo. De kan finde ud af det hos Lexus, Infiniti og Acura – så burde man altså også kunne hos Hyundai.

Med sine 4,99 m er Genesis en stor bil. Kabinen er da også yderst rummelig, men meget af pladsen er gået til forsædepassagererne. På bagsædet kniber det lidt i direkte sammenligning med konkurrenterne, hvilket er synd, da der eller er lagt op til et luksuriøst ophold, hvis man er passager. Sæderne er nemlig yderst behagelige og du har rig mulighed for at slappe af ved at bestemme sædernes hældning og om du ønsker varme eller køling til ryggen. Så med undtagelse af pladsen ved benene, så er der rig mulighed for at nyde turen bag de automatiske solskærme.

Bagagerummet er med sine 493 liter absolut godkendt.

Køreoplevelsen
Bag rattet finder man sig nemt godt tilpas. Der er masser af plads, sæderne er yderst komfortable og du har rig mulighed for at indstille stort set alt på hele bilen. Et lille minus er rattet, der godt måtte være en smule tykkere. Det havde klædt bilen og højnet selve følelsen af komfort når du holder ved rattet.

Nogen vil måske føle, at kabinen i Genesis har mange knapper – for mange knapper. Det samme så man også med Lexus, der virkelig havde et knapfetish i deres kabiner – specielt i en tid, hvor minimalisme er dominerende på netop det område. Men, det irriterer faktisk ikke rigtig i Genesis og du finder hurtigt ud af, hvor de enkelte knapper sidder.

Materialevalget er faktisk mere end godkendt og kabinen prydes af lækkert læder og ægte træ. Desværre lever f.eks. syningerne ikke op til de europæiske konkurrenters, hvilket er synd, da det netop er her, at man på interiøret skiller fårene fra bukkene.

I maskinrummet
Under motorhjelmen finder vi en 3,8 liters V6-motor med hele 315 hk. De mange heste leveres ved hele 6.000 o/min, så Genesis skal have nogle tæsk, hvis der rigtig skal ske noget. Det er der for sin vis ikke noget galt med – men Hyundai har i mine øjne lavet en stor fejl, der trækker gevaldigt ned i den samlede køreoplevelse. Den 3,8 liters motor har et maksimalt drejningsmoment på 397 Nm, hvilket er lige i underkanten men godkendt. Desværre indfinder det sig først ved 4.000 o/min, hvilket er med til, at den ellers glimrende 8-trins automatiske gearkasse foretager nedgearinger ved f.eks. stigninger på motorvejen for at hente kræfter nok til at holde farten op ad bakke. Sammenligner man med f.eks. Audi A6 3,0 TFSI, der har en drejningsmoment på 440 Nm allerede ved 2.900 o/min, så går det helt galt for Genesis. Her må Hyundai simpelthen være skarpere og evt. benytte sig af moderne turbo-teknologi, der kan være løsningen på problemet, men samtidig også hjælpe på brændstoføkonomien, der er oplyst til 8,6 km/l i gennemsnit.

Genesis er udstyret med intelligent firehjulstræk, som automatisk fordeler trækkraften mellem de fire hjul. Systemet fungerer super godt og fortjener store roser. Firehjulstrækket er samtidig med til at sende den næsten 2,1 tons tunge bil forbi de 100 km/t på 6,8 sekunder og først stoppe ved 240 km/t.

Samlet set
Hyundai Genesis er faktisk en rigtig fin bil. Den er stor og fyldt med moderne teknik og komfortudstyr, samtidig med at den ser rigtig godt ud. Den har bare nogle problemer, som gør den mindre attraktiv sammenlignet med sine europæiske konkurrenter. Den sidste finish, som forventes i biler til over 1 million kroner skal være i orden. Pladsen ved bagsæderne skal udnyttes bedre. Og så skal motoren revideres mht. moment ved de lave omdrejninger. Men, det er ting, som man umiddelbart godt kan lære at leve med – specielt, hvis Genesis havde kostet 849.000,- og ikke 1,1 million kroner. Her hedder konkurrenterne nemlig Audi A6 3,0 TFSI quattro, Mercedes-Benz E-400 4Matic og BMW 535i xDrive – og så falder Genesis igennem, både hvad angår prestige og teknik.

Jeg kan godt lide Genesis. Hvis den var blevet prissat korrekt, så havde den måske haft en chance. Men, indtil tidligere nævnte mangler rettes, så har den desværre ikke. Og Hyundai, få nu det logo fikset!
 

Biltorvets vurdering

plus Komfort Gearkasse Firehjulstræk Design
menu Drejningsmoment Bagsædeplads Sidste finish Pris Logo!

Specifikationer

V6/24v
3.778
315
6.000
397
4.000
Firehjulstræk
8A
240
6,8
-
8,6
7,9
270
493
-

Hyundai Genesis på biltorvet.dk

icon-licensePlate

Nummerpladeinfo

icon-newsletter

Modtag Biltorvets nyhedsbrev